”Hvad mener du om ham?” sagde landmanden sagte til præsten.
”En hellig mand — sandelig en hellig mand. Hans Guder er ikke Guderne, men hans fødder er på den Rette Vej,” var præstens svar. ”Og hans nativitetsmetoder er vise og tilforladelige, men det går over din forstand.”
”Sig mig,” sagde Kim dorsk, ”om jeg vil finde min Røde Tyr på en grøn mark, som det er blevet lovet mig.”
”Kender du din fødselstime?” spurgte præsten og kroede sig af vigtighed.
”Den var mellem første og andet hanegal den første nat i maj.”
”Hvilket år?”
”Det ved jeg ikke, men i samme time, jeg udstødte mit første skrig, begyndte det store jordskælv i staden Srinagar i Kashmir.”
Dette havde Kim hørt af den kvinde, der tog sig af ham, og hun havde det atter fra Kimball O’Hara. Jordskælvet var blevet følt helt ned i Indien og stod i lang tid som en mindeværdig dato i hele Punjab.
”Ai!” udbrød en kvinde spændt, for denne omstændighed syntes at gøre Kims overnaturlige oprindelse sikrere. ”Blev ikke den og dens datter født i samme time — ”
”Og hendes moder fødte sin husbond fire sønner i fire år, alle sammen vakre drenge,” sagde landmandens hustru, som sad udenfor kredsen i skyggen.
”Ingen, som er oplært i kunsten, har glemt, hvorledes planeterne stod i deres Huse den nat,” sagde familiens præst og begyndte at tegne figurer i gårdens støv. ”Du har i det mindste berettiget krav på halvdelen af Tyrens Hus. Hvad blev spået dig?”
”En dag,” sagde Kim, fornøjet over den opsigt, han vakte, ”vil jeg blive gjort til en stor mand af en Rød Tyr på en grøn mark, men først vil der komme to mænd og gøre alt rede.”
”Ja, sådan begynder et syn altid. Et tæt mørke, der langsomt opklares, og snart efter kommer der en med en kost for at gøre det rede og derefter begynder synet. To mænd, siger du? Javist, javist. Når Solen forlader Tyrens Hus, træder den ind i Tvillingernes. Deraf kommer det, at spådommen nævner to mænd. Lad os nu tænke os om. Hent mig en kvist, lille ven.”
Han rynkede panden, tegnede noget i støvet, slettede det ud og tegnede atter mystiske tegn — til forundring for alle undtagen lamaen, som imidlertid af finfølelse undlod at blande sig.
Efter en halv times forløb kastede han kvisten fra sig med en brummen.
”Hm-m. Så siger stjernerne: Inden tre dage er omme, kommer de to mænd, som skal gøre alt rede. Og efter dem følger Tyren. Men tegnet lige over for den er Krigens tegn — og de væbnede mænds.”
”Der var ganske rigtigt en af sikherne fra Ludiana i kupéen fra Lahore,” sagde landmandens kone forhåbningsfuldt.
”Væbnede mænd — mange hundrede. Hvad har du at gøre med krig?” vedblev præsten til Kim. ”Dit tegn er et rødt og vredt Krigens tegn — en krig, der meget snart vil bryde løs.”
”Nej, nej,” sagde lamaen alvorligt. ”Vi søger kun fred og vor Flod.”
Kim smilede, idet han mindedes, hvad han havde hørt de to englændere tale om. Han var tydeligt nok stjernernes yndling.
Præsten slettede horoskopet ud med sin fod. ”Mere end dette kan jeg ikke se. Men om tre dage kommer Tyren til dig, min dreng.”
”Og min Flod? Min Flod?” udbrød lamaen indtrængende. ”Jeg havde håbet, at hans Tyr skulle føre os begge til Floden.”
”Ak ja, den vidunderlige Flod, min broder,” svarede præsten. ”Sådanne ting hører ikke til det almindelige.”
Næste morgen ville lamaen absolut drage videre, skønt husets folk indtrængende bad ham blive. De gav Kim en stor bylt med god mad og næsten hele tre annas i kobberpenge til rejseudgifter og under mange velsignelser så de parret vandre sydpå i daggryets skær.
”Det er skade, at disse folk og deres lige ikke kan befries fra Tingenes Hjul,” sagde lamaen.
”Nej, så ville kun onde mennesker blive ladt tilbage her på jorden og hvem skulle så give os mad og husly?” svarede Kim og marcherede muntert af sted med sin byrde.
”Derovre flyder en lille strøm. Lad os se på den,” sagde lamaen og styrede fra den hvide landevej ind over markerne, hvorved han vandrede lige ind i en ren hvepserede af pariahunde.
Tredje kapitel
Bag dem kom en vred mand løbende, svingende en bambusstok. Det var en handelsgartner, arain af kaste, som dyrkede grøntsager og blomster til salg i staden Ambala. Kim var godt kendt med hans slags.
”En sådan mand,” sagde lamaen uden at tage notits af hundene, ”er uhøflig mod fremmede, voldsom i sin tale og kender ikke til godgørenhed. Lad hans opførsel være dig et advarende eksempel, min discipel.”
”Halløj, I skamløse tiggere!” råbte gartneren. ”Væk med jer! Skrub af!”
”Vi går,” svarede lamaen med rolig værdighed. ”Vi går fra disse usignede marker.”
”Ja, ja,” sagde Kim og snøftede. ”Slår din næste høst fejl, så giv din tunge skylden.”
Manden trippede uroligt i sine tøfler.
”Landet er fuldt af tiggere,” begyndte han halvt undskyldende.
”Og hvoraf vidste du, at vi ville tigge, mali?” spurgte Kim bidende, kaldende ham det navn, en handelsgartner mindst elsker. ”Hvad vi ønskede, var at betragte floden derovre på den anden side af marken.”
”Floden!” fnyste manden. ”Fra hvilken by er I, at I ikke kan se, at det er en kanal? Den løber så lige som en pil og jeg må betale for vandet, som var det smeltet sølv. Der løber en lille flod ovre i den retning. Men hvis I trænger til vand, kan jeg give jer det — og mælk også.”
”Nej, lad os gå til floden,” sagde lamaen og skridtede ud.
”Mælk og et måltid mad,” stammede manden, mens han betragtede den høje, fremmedartede skikkelse. ”Jeg — jeg vil nødig bringe ulykke over mig selv — eller over min afgrøde. Men der er mange tiggere i disse drøje tider.”
”Læg mærke til dette,” vendte lamaen sig til Kim. ”Han lod sig forlede af harmens røde tåge til at tale hårdt til os. Men nu, da tågen trækker bort fra hans øjne, bliver han høflig og venlig. Velsignet være hans marker! Bonde, døm ikke menneskene overilet.”
”Jeg har kendt hellige mænd, som ville have forbandet dig og dit fra arne til kostald,” sagde Kim til den skamfulde gartner. ”Er han ikke vis og hellig? Jeg er hans discipel.”
Han satte næsen højt i sky og skrævede med megen værdighed over de smalle markskel.
”Der findes ingen stolthed,” sagde lamaen efter en stunds tavshed, ”der findes ingen stolthed blandt dem, der følger den Midterste Vej.”
”Men du sagde, at han var af lav kaste og uhøflig.”
”Af lav kaste sagde jeg ikke, for hvorledes skulle jeg kunne sige noget, som ikke er tilfældet? Og hvad hans uhøflighed angår, så gjorde han bagefter bod for den og jeg glemte fornærmelsen. Desuden er han som vi bundet til Tingenes Store Hjul, men han kender ikke Vejen til Befrielse.”
Han standsede ved en lille bæk, der flød mellem markerne og undersøgte bredden, der var fuld af hovspor.
”Hvorpå vil du kende din Flod?” spurgte Kim og satte sig ned i skyggen af nogle høje sukkerrør.