”Han siger, Hellige Mand, at han vil løbe bort fra afgudsdyrkerne og vende tilbage til os. Skal vi vente så længe i Shamlegh?”
Lamaen kastede et langt og kærligt blik ud over bjergene og rystede på hovedet.
”Det lader sig ikke gøre, chela. Af mit inderste hjerte ønsker jeg det, men det er forbudt. Jeg har indset Tingenes Årsag.”
”Hvorfor? Har ikke bjergene dag for dag givet dig din styrke tilbage? Husk på, hvor svage og matte vi var dernede i Doon.”
”Jeg blev stærk for at gøre det onde og glemme. En slagsbroder og en storpraler på bjergskrænterne var jeg.” Kim bed et smil i sig. ”Retfærdigt og fuldendt er Hjulet, det rokker sig ikke en hårsbredde. Den gang jeg var en mand — for længe siden — foretog jeg en pilgrimsvandring til Guru Ch’wan blandt poplerne” (han pegede ad Bhutan til) ”hvor den Hellige Hest findes.”
”Stille! Vær stille!” sagde hele Shamlegh på rad. ”Han taler om Jam-lin-nin-k’or — Hesten Som Kan Løbe Verden Rundt På Et Døgn.”
”Jeg taler kun til min chela” sagde lamaen med mild dadel, og de forsvandt som rimfrost om morgenen på et tags sydside. ”I hine dage søgte jeg ikke sandhed, men lærde samtaler. Alt sammen Illusioner! Jeg drak Guru Ch’wans øl og spiste Guru Ch’wans brød. Den næste dag sagde én til mig: ’Vi går ud for at kæmpe med Sangor Gutok længere nede i dalen, for at få at se (læg nu atter mærke til, hvorledes verdslig lyst og harme altid følges ad!) hvilken abbed, der skal herske her i dalen, og for at drage nytte af de bønner, som de trykker nede i Sangor Gutok.’ Jeg gik med, og vi kæmpede hele dagen.”
”Hvorledes, Hellige Mand?”
”Med vore lange pennefoderaler, sådan som jeg har vist dig… Som sagt, vi kæmpede under poplerne, både abbederne og alle munkene, og en af dem kløvede min pande helt ind til benet. Se her!”
Han skød sin hue tilbage og fremviste et rynket, sølvhvidt ar.
”Retfærdigt og fuldendt er Hjulet! I går kløede arret, og jeg mindedes efter de halvhundrede års forløb, hvordan jeg fik det, og mandens ansigt, som gav mig det. Jeg dvælede altså en stund i Illusionerne. Hvad der påfulgte, har du set — kiv og tåbelighed. Retfærdigt er Hjulet! Afgudsdyrkerens slag ramte arret. Da rystedes jeg i min sjæl, min ånd formørkedes og min sjæls båd gyngede på Illusionens vande. Først da jeg nåede Shamlegh, kunne jeg meditere over Tingenes Årsag og spore det ondes lange rødder. Jeg kæmpede hele den lange nat.”
”Men Hellige Mand, du er uskyldig i alt ondt. Jeg er dit gidsel!”
Kim var virkelig ulykkelig over den gamle mands sorg og benyttede uden at vide af det et af Mahbub Alis yndlingsudtryk.
”Med daggryet,” vedblev lamaen alvorligere, mens rosenkransens stadige raslen lød mellem de langsomme sætninger, ”kom der også lys i mit sind. Nemlig således… jeg er en gammel mand… født og opfostret blandt bjergene og skal nu aldrig mere sætte mig til hvile blandt mine bjerge. I tre år gennemvandrede jeg Hind, men — kan et menneske være stærkere end Moder Jord? Mit tåbelige legeme længtes dernede mod bjergene og mod bjergenes sne. Jeg sagde, og det er sandt, min Søgen er sikker. Så fra Kulukvindens hus drog jeg mod bjergene, overtalt af mig selv. Jeg dadler ikke hakim’en. Han følger sin attrå og han forudsagde, at bjergene ville gøre mig stærk. De styrkede mig — men til det onde, til at glemme min Søgen. Jeg frydede mig ved livet og ved livets lyst. Jeg ønskede at bestige stejle skrænter. Jeg vandrede om for at finde dem. Jeg målte mit legemes styrke, som er af det onde, med de høje bjerge. Jeg spottede dig, da du snappede efter vejret under Jamnotri. Jeg spøgte, da du ikke turde trodse passets sne.”
”Men hvad ondt var der i det? Jeg var bange, så du havde fuldstændig ret. Jeg er ingen bjergbo og jeg elskede dig for din nye styrkes skyld.”
”Mere end én gang, husker jeg,” han støttede sørgmodigt kinden i hånden, ”søgte jeg din og hakim’ens ros for mine bens styrke. Således fulgte ondt efter ondt, indtil bægeret var fuldt. Retfærdigt er Hjulet! I tre år viste hele Hind mig al ære. Lige fra Visdommens Kilde i Vidunderhuset og til” — han smilede — ”en lille dreng, som legede ved siden af en stor kanon — alverden jævnede vejen for mig. Og hvorfor?”
”Fordi vi elskede dig. Dette er kun den feber, der kommer af slaget. Jeg er selv endnu mat og rystet.”
”Nej! Det var fordi jeg fulgte den Rette Vej — fordi jeg var stemt, som man stemmer si-nen (cymbler), efter Lovens formål. Men jeg afveg fra forskrifterne, melodien blev brudt, straffen fulgte. Blandt mine egne bjerge, på grænsen til mit eget land, netop på det sted, hvorhen min onde attrå har ført mig, rammer slaget mig — her!” (Han berørte sin pande.) ”Som en novice bliver slået, når han stiller bægrene forkert, således blev jeg slået, jeg, som var abbed i Such-zen. Ikke ord, forstår du, men slag, chela.”
”Men sahib’erne kendte dig ikke, Hellige Mand.”
”Vi gik godt i spand. Uvidenhed og attrå mødte uvidenhed og attrå på vejen og avlede vrede. Slaget var et tegn til mig, der ikke er bedre end en vildfaren yakokse, om at mit sted ikke er her. Den, som kan gennemskue Årsagen til en Handling, er nået halvvejs til Frihed! ’Tilbage til Vejen!’ siger slaget. ’Bjergene er ikke for dig. Du kan ikke vælge Frihed og på samme tid gå som livsglædens træl.’”
”Havde vi dog aldrig mødt den forbandede russer!”
”Selv Herren kan ikke få Hjulet til at svinge baglæns. Men på grund af den Fortjeneste, jeg havde erhvervet mig, har jeg fået endnu et tegn.” Han stak hånden ind på brystet og trak Livets Hjul frem.
”Se her! Jeg betragtede dette, efter at jeg havde mediteret. Det stykke, som afgudsdyrkeren ikke sønderrev, er ikke bredere end neglen på min finger.”
”Jeg ser det.”
”Netop så stort er altså det spand af liv, jeg har tilbage i denne inkarnation. Alle mine dage har jeg tjent Hjulet. Nu tjener Hjulet mig. Havde jeg ikke erhvervet mig Fortjeneste ved at lede dig på den Rette Vej, havde jeg måttet leve endnu et liv, inden jeg fandt min Flod. Er det ikke tydeligt, chela?”
Kim stirrede på det sørgeligt mishandlede billede. Tværs over det fra venstre til højre løb flængen, fra det Ellevte Hus, hvor Attrå føder Barnet (således som tibetanerne tegner billedet), tværs over menneske- og dyreverdenerne til det Femte Hus, Sansernes tomme hus. Lamaens logik var uimodsigelig.
”Førend Herren vandt klarhed,” sagde lamaen og rullede ærbødigt billedet sammen, ”blev han fristet. Jeg blev også fristet, men nu er det forbi. Pilen faldt på sletterne, ikke i bjergene. Hvad har vi da her at gøre?”
”Skal vi ikke i det mindste vente på hakim’en?”
”Jeg ved, hvor længe jeg har at leve i denne inkarnation. Hvad kan en hakim udrette?”
”Men du er mat og medtaget. Du kan ikke gå.”
”Hvordan kan jeg være mat, når jeg søger Frihed?” Og han rejste sig vaklende.
”Så må jeg i det mindste skaffe os føde fra landsbyen her. Åh, den trættende vej!” Kim havde en følelse af, at også han trængte til hvile.
”Det er efter Loven. Lad os spise og så gå. Pilen faldt på sletterne… men jeg gav efter for min attrå. Gør dig rede, chela.”
Kim vendte sig til kvinden med det turkisbesatte hovedtøj. Hun havde stået ligegyldigt og kastet småsten ud over klipperanden. Nu smilede hun særdeles elskværdigt til ham.
”Jeg fandt ham som en vildfarende bøffel i en kornmark — babuen mener jeg — snøftende og nysende af kulde. Han var så sulten, at han glemte sin værdighed og gav mig gode ord. Sahib’erne har intet.” Hun strakte sin tomme flade hånd frem. ”Den ene af dem er meget syg — omkring maven. Dit værk?”