Kim nikkede med glade øjne.
”Jeg talte først med bengaleren og derefter med folkene i en landsby tæt ved. De vil give sahib’erne mad, når de trænger dertil, og ikke forlange penge derfor. Byttet er allerede delt. Babuen lyver for sahib’erne. Hvorfor forlader han dem ikke?”
”På grund af sit hjertes storhed.”
”Aldrig har den bengaler levet, der havde et hjerte større end en tørret valnød. Men lige meget… nu vi taler om valnødder, efter tjenesten kommer lønnen. Jeg har sagt, at landsbyen tilhører dig.”
”Det bliver et tab for mig,” begyndte Kim. ”Jeg havde netop lagt de herligste planer i mit hjerte, som” — vi behøver ikke at opremse alle de komplimenter, der passer ved en lejlighed som denne. Han sukkede dybt… ”Men min herre har haft et syn —”
”Hæ! Hvad ser gamle øjne udover en fuld tiggerskål?”
”- og vil derfor atter drage bort fra denne landsby og ned på sletterne.”
”Byd ham blive.”
Kim rystede på hovedet. ”Jeg kender den Hellige Mand og hans vrede, når han ikke får sin vilje,” svarede han betydningsfuldt. ”Hans forbandelser ryster selv bjergene.”
”Skade da, at de ikke reddede ham fra at få hovedet slået i stykker! Jeg har hørt sige, at det var dig, tigerhjerte, som slog sahib’en. Lad ham drømme lidt endnu. Bliv her!”
”Bjergkvinde,” sagde Kim med en strenghed, som dog ikke kunne gøre omridsene af hans unge, ovale ansigt hårde, ”disse ting er for ophøjede for dig.”
”Guderne være os nådige! Siden hvornår har mænd og kvinder været andet end mænd og kvinder?”
”Præst er præst. Han siger, at han vil gå endnu i denne time. Jeg er hans chela, jeg følger ham. Vi trænger til proviant. Han er en højtæret gæst i alle landsbyer, men” — der kom et ægte drengegrin i hans ansigt — ”maden her er god. Giv mig noget.”
”Og om jeg nu ikke giver dig noget. Jeg er denne landsbys kvinde.”
”Så forbander jeg dig — en lille smule — ikke meget, men nok til, at du kan huske det.” Han kunne ikke bare sig for at smile.
”Du har allerede forbandet mig med dine sænkede øjenlåg og din løftede hage. Forbandelser? Hvad kerer jeg mig om ord?” Hun knyttede hænderne på sit bryst… ”Men jeg ønsker ikke, at du skal gå bort i vrede og tænke ilde om mig — vel samler jeg kogødning og græs i Shamlegh, men jeg er en rig kvinde.”
”Jeg tænker slet intet,” sagde Kim, ”undtagen at jeg er ked af at skulle gå, for jeg er meget træt, og vi trænger til mad. Her er posen.”
Kvinden rev den vredt fra ham.
”Jeg var en tåbe,” råbte hun. ”Hvem er din kvinde nede på sletterne? Er hun lys eller mørk? Jeg var også lys og smuk engang. Ler du? En gang for længe siden, hvis du vil tro det, fandt jeg nåde for en sahibs øjne. En gang for længe siden bar jeg europæiske klæder i missionshuset derovre.” Hun pegede i retning af Kotgarh. ”En gang for længe siden var jeg ker-lis-ti-an (kristen) og talte engelsk, som sahib’erne taler det. Ja netop. Min sahib sagde, at han ville komme tilbage og gifte sig med mig — ja netop, gifte sig med mig. Han drog bort — jeg havde plejet ham, mens han var syg — men han kom aldrig tilbage. Da forstod jeg, at de kristnes Guder løj, og jeg vendte tilbage til mit eget folk… jeg har aldrig siden set en sahib. (Le ikke ad mig, nu er mit anfald gået over, lille præst). Dit ansigt og din gang og din måde at tale på mindede mig om min sahib, skønt du kun er omflakkende tigger, som jeg giver almisse. Forbande mig? Du kan hverken forbande eller velsigne!” Hun satte hænderne i siden og lo bittert. ”Dine Guder er løgne. Dine handlinger er løgne. Dine ord er løgne. Der gives ingen Guder under alle Himlene. Jeg ved det… Men for en stund syntes jeg, at min sahib var kommet tilbage til mig, og han var min Gud. Ja — engang spillede jeg pianno i missionshuset i Kotgarh. Nu giver jeg almisse til præster, som er heathens.”
Hun sagde det sidste ord på engelsk, mens hun bandt til for den propfulde pose.
”Jeg venter på dig, chela,” sagde lamaen, som lænede sig til dørstolpen.
Kvinden lod sine øjne glide henover den høje skikkelse. ”Han — gå. Han kan ikke gå en halv mil. Hvorhen vil han slæbe sine gamle knogler?”
Kim, der allerede var forfærdet over lamaens sammensynken og urolig ved tanken om madposens vægt, tabte ved disse ord fuldstændigt selvbeherskelsen.
”Hvad vedkommer det dig, uheldvarslende kvinde, hvor han går hen?”
”Åh nej — men det vedkommer dig, præst med en sahibs ansigt. Vil du måske bære ham på dine skuldre?”
”Jeg vandrer tilbage til sletterne. Ingen må lægge mig hindringer i vejen. Jeg har kæmpet med min sjæl, indtil min styrke udtømtes. Det tåbelige legeme er udmattet og vi er langt borte fra sletterne.”
”Se!” sagde hun roligt og trådte til side for at lade Kim se sin egen fuldstændige hjælpeløshed. ”Forband mig, måske det vil give ham styrke. Lav et tryllemiddel! Anråb din mægtige Gud! Du er jo præst.”
Hun vendte sig bort.
Lamaen var sunket til jorden med slappe lemmer, men holdt stadig fast i dørstolpen. Man kan ikke slå en gammel mand og forvente, at han, som en dreng, er lige frisk næste dag. Matheden knugede ham ned, men hans blik, der hang ved Kim, var klart og bønfaldende.
”Der er ingenting i vejen,” sagde Kim. ”Det er den tynde luft, der gør dig mat. Om lidt går vi. Det er bjergsygen. Jeg er også lidt utilpas i maven,”… og han knælede ned og trøstede lamaen med de fattige ord, der faldt ham ind. Så kom kvinden tilbage, rankere end nogensinde.
”Dine Guder er unyttige? Prøv mine. Jeg er Shamleghs Kvinde.”
Hun kaldte med hæs stemme, og ud af en kostald kom hendes to ægtefæller og tre andre mænd med en dooli — den klodsede bærestol, som bjergboerne bruger, når de skal transportere syge eller aflægge højtidelige besøg.
”Disse kreaturer” — hun nedlod sig ikke til at se på dem — ”er dine, så længe du behøver dem.”
”Men vi vil ikke gå til Simla. Ikke i nærheden af sahib’erne!” råbte hendes første ægtefælle.
”De løber ikke væk, som de andre gjorde, ej heller vil de stjæle bagage. To af dem, ved jeg, er svæklinge. Stil jer ved den bageste bærestang, Sonoo og Taree.” De adlød skyndsomt. ”Sænk bærestolen og løft den Hellige Mand ind. Jeg skal holde øje med landsbyen og jeres dydige hustruer, indtil I vender tilbage.”
”Hvornår bliver det?”
”Spørg præsterne og plag ikke mig. Læg madposen nede ved fodenden, det giver bedre ligevægt.”
”Åh, Hellige Mand, dine bjerge er venligere end vore sletter!” udbrød Kim lettet, mens lamaen vaklede hen til bærestolen. ”Det er et helt kongeligt leje — ligeså ærefuldt som mageligt. Og det kan vi takke —”
”En uheldvarslende kvinde for. Jeg trænger ligeså lidt til dine velsignelser som til dine forbandelser. Det er min befaling og ikke din. Løft så bærestolen og gå! — Kom her, du! Har du penge til rejsen?”
Hun vinkede Kim ind i sin hytte og bøjede sig over en bulet engelsk pengekasse, som hun havde under sin seng.
”Jeg behøver intet,” svarede Kim — vred hvor han burde have været taknemmelig. ”Du har allerede overvældet mig med uforskammede velgerninger.”
Hun så op med et sælsomt smil og lagde hånden på hans skulder.
”Du skulle i det mindste sige tak. Jeg er grim af ansigt og en bjergbo, men efter hvad du siger, har jeg erhvervet mig Fortjeneste. Skal jeg vise dig, hvorledes sahib’erne takker?” Og hendes hårde øjne blev mildere.
”Jeg er kun en omflakkende præst,” sagde Kim, hvis øjne lysnede til svar. ”Du behøver hverken mine velsignelser eller mine forbandelser.”
”Nej. Men vent et lille øjeblik — du kan indhente dooli’en i ti skridt — dersom du var en sahib, skal jeg vise dig, hvad du så ville gøre?”