”I har erhvervet Fortjeneste,” siger lamaen. ”Større Fortjeneste, end I ved af. Og I vil vende tilbage til bjergene,” tilføjer han med et suk.
”Javist. Til de høje bjerge og det snarest muligt.” Bæreren gnider sin skulder, drikker en slurk vand, spytter den ud igen, og binder sin halmsandal fastere. Kim, hvis ansigt har et forpint og udmattet udtryk, tager småt sølv fra sit bælte og giver ham det, løfter madposen ud af bærestolen, putter en voksdugspakke — det er hellige skrifter, siger han — ind på sit bryst, og hjælper lamaen med at komme på benene. Der er atter kommet fred i den gamle mands blik og han venter ikke, at bjergene skal styrte sammen og knuse ham, som han gjorde den uhyggelige nat, da den opsvulmede flod spærrede vejen for dem.
Mændene løfter dooli’en og forsvinder snart med den bag de adspredte grupper af buskads.
Lamaen løfter hånden mod Himalayas høje mur: ”Ikke blandt jer, I højst velsignede af alle bjerge, faldt vor Herres Pil! Og aldrig mere skal jeg indånde jeres luft!”
”Men du har ti gange så megen styrke i denne gode luft,” siger Kim, for hans trætte sjæl finder lise i synet af de kornrige, smilende sletter. ”Her, eller her i nærheden, faldt Pilen. Ganske rigtigt. Vi vil gå meget langsomt, måske kun en kos om dagen, for vor Søgen er sikker, men posen tung.”
”Ja, vor Søgen er sikker. Jeg har modstået en stor fristelse.”
De gik nu aldrig mere end et par engelske mil om dagen og på Kims skuldre hvilede hele byrden — vægten af en gammel mand, vægten af den tunge madpose med bøgerne i, brevene på hans bryst og alle det daglige livs småting. Ved daggry tiggede han, ordnede så tæpperne til et sæde for lamaen, når denne ville meditere, holdt hans trætte hoved i sit skød i middagsstundens hede, viftede fluerne bort, indtil han fik ondt i håndleddet, tiggede atter om aftenen, og gned lamaens fødder, mens denne lønnede ham med løfter om Frihed fra Hjulet — i dag, i morgen, eller senest i overmorgen.
”Aldrig har der været mage til chela. Til tider tænker jeg endog, at Ananda næppe kan have plejet vor Herre mere trofast. Og du er en sahib? Den gang jeg var en mand — for længe siden — glemte jeg det. Nu ser jeg ofte på dig, og hver gang mindes jeg, at du er sahib. Det er sælsomt.”
”Du har sagt, at der hverken gives sort eller hvid. Hvorfor da plage mig med sådan tale, Hellige Mand? — Lad mig gnide den anden fod med. Det ærgrer mig. Jeg er ikke sahib. Jeg er din chela, og mit hoved er tungt på mine skuldre.”
”Vær tålmodig en kort stund! Så opnår vi Friheden sammen. Og så vil du og jeg på Flodens anden bred skue tilbage på vore liv, som da vi i bjergene så vore dagsmarcher ligge bag os. Måske har jeg engang været sahib.”
”Der har aldrig været en sahib som dig, det tør jeg sværge på.”
”Jeg er sikker på, at Billedernes Vogter i Vidunderhuset i et fordums liv har været en såre vis abbed. Men selv hans briller kan ikke længere hjælpe mine øjne til at se. Der falder skygger, når jeg ønsker at se fast på noget. Nå, lige meget — vi kender det stakkels tåbelige legemes påhit — hvorledes skygger veksler og bliver til andre skygger. Jeg er bundet af tidens og rummets Illusion. Hvor langt har vi vandret i dag?”
”Omtrent en halv kos.” (Det vil sige tre fjerdedele af en engelsk mil og det havde været en drøj march.)
”En halv kos. Ha! I ånden har jeg vandret ti tusind gange tusind. Hvor er vi dog alle indpakkede og indhyllede og indviklede i dette meningsløse legeme!”
Han betragtede sin magre, blåårede hånd, der fandt rosenkransens perler så tunge.
”Chela, har du aldrig lyst til at forlade mig?”
Kim tænkte på voksdugspakken og bøgerne i madposen. Hvis blot en dertil berettiget person ville påtage sig at aflevere dem på hans vegne, så kunne Det Store Spil for hans skyld spille sig selv. Han var træt og hed i hovedet og plagedes af en hoste, der kom langt nede fra.
”Nej,” svarede han næsten hårdt. ”Jeg er ikke hund eller slange, at jeg bider den, jeg har lært at elske.”
”Du er for øm over mig.”
”Heller ikke det. Der er noget, jeg har gjort uden at spørge dig. Jeg har sendt bud med den kone, som gav os gedemælk i morges, til kvinden fra Kulu om, at du var lidt svag og trængte til en bærestol. Jeg bebrejder mig stærkt, at jeg ikke gjorde det, da vi nåede Doon. Vi bliver her, indtil bærestolen kommer.”
”Jeg er tilfreds. Hun er en kvinde med et hjerte af guld, som du siger, men meget snakkende.”
”Hun skal ikke få lov at trætte dig. Det har jeg også tænkt på. Hellige mand, mit hjerte er såre tungt for mine mange forsømmelser overfor dig.” Der kom en hysterisk klump i hans hals. ”Jeg har fået dig til at vandre for langt; jeg har ikke altid indsamlet god mad til dig; jeg har ikke taget heden i betragtning; jeg har sladret med folk på vejen og ladet dig være alene… jeg har — jeg har… Hai mai! Men jeg elsker dig… og nu er det alt sammen for sent… jeg var et barn… åh, hvorfor var jeg ikke en mand!…” Overvældet af nervespænding, træthed og udmattelse større end hans alder kunne bære, sank Kim sammen og lå hulkende for lamaens fødder.
”Hvad er det for snak?” sagde den gamle mand blidt. ”Du har aldrig veget en hårsbredde fra Lydighedens Vej. Forsømt mig? Barn, jeg har levet af din styrke, som et gammelt træ lever af en ny murs kalk. Dag for dag siden vi drog ned fra Shamlegh, har jeg stjålet styrke fra dig. Derfor, og ikke på grund af nogen synd fra din side, er du svækket. Det er legemet — det tossede, tåbelige legeme — der taler nu. Ikke sjælen, som er sikker i sin sag. Vær trøstig! Kend i det mindste de djævle, du bekæmper. De er jordfødte — børn af Illusioner. Vi vil gå til kvinden fra Kulu. Hun skal få lov til at erhverve sig Fortjeneste ved at huse os og især ved at pleje mig. Du skal have din frihed, indtil din styrke vender tilbage. Jeg havde glemt det tåbelige legeme. Er der grund til dadel, så lad den ramme mig. Men vi er for tæt ved Befrielsens Porte til at lægge vægt på dadel. Jeg kunne lovprise dig, men hvortil behøves det? Om en kort stund — om en meget kort stund er vi hævede over ethvert behov.”
Og således kælede han for Kim og trøstede ham med vise ord og dybsindige lærdomme om det kun lidet forståede væsen, vort legeme, som, skønt det kun er en Illusion, alligevel vil spille sjæl, hvad der gør Vejen vanskelig at finde og bevirker en umådelig mangfoldiggørelse af unødvendige djævle.
”Hai! Hai! Lad os tale om kvinden fra Kulu. Tror du, at hun vil forlange nok et tryllemiddel til sin dattersøn? — Dengang jeg var en ung mand, for meget længe siden, plagedes jeg af de samme griller og af andre med, og derfor gik jeg til en abbed — en såre hellig mand og en Sandhedssøger, skønt det vidste jeg ikke dengang. Sæt dig op og lyt til mine ord, du min sjæls barn! Jeg fortalte ham min historie, og han sagde til mig: ’Chela, du må vide dette: Der er mange løgne i verden, og ikke få løgnere, men der gives ingen værre løgnere end vore legemer, undtagen måske vore legemers følelser.’ Jeg tænkte over disse ord og fandt trøst, og i sin store godhed og nedladenhed gav han mig te og lod mig drikke den i hans nærvær. Giv du mig nu også te, for jeg er tørstig.”