Kim satte sig over ende og smilede. Den forfærdelige mathed var forsvundet som en gammel sko. Han længtes efter at snakke løs igen, og for kun en uge siden havde det været ham en anstrengelse at skulle sige det korteste ord. Smerten i nakken (han måtte være blevet smittet af lamaen) var forsvundet ganske som de smertefulde reumatiske anfald og den dårlige smag i munden. De to gamle kvinder — som nu var lidt, men kun lidt, omhyggeligere med deres slør — kaglede så muntert som hønsene, der var kommet ind gennem den åbne dør for at pikke.
”Hvor er min Hellige Mand?” spurgte han.
”Nej, hør bare! Din Hellige Mand har det godt,” snerrede hun kort for hovedet. ”Skønt det er ikke hans fortjeneste. Kendte jeg et tryllemiddel, som kunne gøre ham klog, ville jeg sælge mine juveler for det. At afslå god mad, som jeg selv har lavet — og flakke omkring på markerne i to nætter med tom mave — og til slut falde i en bæk — er det hellighed? Og efter sådan at have ængstet mig og næsten knust den smule hjerte, som du havde ladet blive tilbage, kommer han og fortæller mig, at han har erhvervet sig Fortjeneste. Åh, hvor mænd ligner hinanden! Nej, det var ikke det udtryk han brugte — han sagde, at han var blevet befriet for al synd. Det kunne jeg have sagt ham, før han gjorde sig pjaskvåd. Nu har han det godt — det hændte for en uge siden — men pokker tage sådan hellighed! Et treårs barn ville være fornuftigere. Du skal ikke være urolig for den Hellige Mand. Han tænker kun på dig — når han da ikke vader rundt i vore bække.”
”Jeg mindes ikke at have set ham. Jeg husker kun, at dagene og nætterne gled forbi som hvide og sorte striber, der åbnede og lukkede sig. Jeg var ikke syg, kun træt.”
”En træthed, der kun bør kendes af folk, der er snese af år ældre end du. Men nu er det alt sammen overstået.”
”Maharani,” begyndte Kim, men ved at se udtrykket i hendes blik forandrede han denne tiltale til et ligefremt og kærligt ord — ”Moder, jeg skylder dig mit liv. Hvordan takke dig? Ti tusind velsignelser over dit hus og —”
”Vansignet være huset!” — En ordret gengivelse af den gamle dames ord er umulig. — ”Tak Guderne præsteligt, hvis du vil, men tak mig som en søn, om du lyster. Har jeg måske puslet dig og nuslet dig og dasket dig og vendt og drejet dine ti tæer, for at du skal smide skriftsprog i hovedet på mig? Du må være blevet født for at knuse din moders hjerte. Hvordan plejede du at være mod hende — søn?”
”Jeg har aldrig haft en moder,” sagde Kim. ”Hun døde, har jeg hørt, da jeg var lille.”
”Hai mai! Da kan ingen sige, at jeg har røvet, hvad hendes var, dersom — når du igen begiver dig på vandring, og dette hus kun er ét af tusind, hvor du har fundet ly og som du efter en ligegyldigt henkastet velsignelse har glemt. Lige meget. Jeg trænger ikke til velsignelser, men — men —” hun stampede med foden ad den fattige slægtning: ”Tag de bakker og bær dem over i huset. Hvad nytter mad, når den har stået og er blevet kold her i værelset, du uheldsvarslende kvinde?”
”Jeg har — har også engang født en søn, men han døde,” klynkede den krumbøjede skikkelse bag sløret. ”Du ved, at han døde. Jeg ventede kun på din befaling til at bære bakken bort.”
”Jeg er den uheldsvarslende kvinde,” udbrød den gamle dame angergiven. ”Vi, som er på vej ned til chattri’erne (de store parasoller ved ligbrændingspladserne, hvor præsterne indkræver deres sidste honorar) klynger os til dem, som bærer chatti’er (vandkrukker — unge mennesker fulde af livsmod, mente hun, men det er et klodset ordspil). Når man ikke kan danse ved gildet, må man se til fra et vindue, og at være bedstemor tager hele ens tid. Din herre giver mig nu alle de tryllemidler, som jeg ønsker til min datters ældste søn, formodentlig fordi han nu er fuldstændig syndefri. Hakim’en er meget ilde tilpas i denne tid. Han går rundt og forgiver mine tjenestefolk i mangel af bedres havelse.”
”Hvilken hakim, Moder?”
”Den selv samme mand fra Dacca, som gav mig den pille, der splittede mig i tre. Han kom drivende som en vildfarende kamel for en uges tid siden, svor på, at han og du havde været fostbrødre sammen oppe ad Kulu til og foregav at være meget ængstelig for dit helbred. Han var meget mager og forsulten og derfor gav jeg befaling til, at han skulle få noget at proppe i sig — ham med hans ængstelighed!”
”Er han her, ser jeg ham gerne.”
”Han æder fem gange om dagen og stikker hul på mine tjeneres bylder for at redde sig selv fra apopleksi. Han er så fuld af ængstelse for dit helbred, at han til stadighed opholder sig uden for køkkendøren og tager til takke med, hvad der falder af. Han går ingen steder. Vi slipper aldrig af med ham.”
”Send ham herhen, Moder,” — der kom et øjeblik det gamle glimt i Kims øjne — ”så vil jeg prøve.”
”Jeg skal sende ham til dig, men at jage ham bort ville være urigtigt. Han havde i det mindste fornuft nok til at fiske den Hellige Mand op af bækken, hvorved han — som den Hellige Mand ikke sagde — erhvervede sig Fortjeneste.”
”Han er en såre klog hakim. Send ham herhen, Moder.”
”Præst roser præst? Et mirakel! Hvis han er din ven — I skændtes ved jeres sidste møde — vil jeg trække ham herhen med reb og — og bagefter give ham en middag, som sømmer sig for hans kaste, min søn… men stå nu op og se dig om i verden! Denne sengeliggen fostrer halvfjerdsindstyve djævle… min søn! min søn!”
Hun ilede af sted for at rejse en storm udenfor køkkenet og umiddelbart efter kom babuen trillende, i folderig toga som en romersk kejser, pluskæbet som Titus, barhovedet, med nye lakerede sko, i smækfed tilstand og udsvedende henrykkelse og hilsener.
”Død og plage, Hr. O’Hara, jeg er kisteglad over at se Dem. Jeg vil være så venlig at lukke døren. Det gør mig ondt, at De er syg. Er De meget syg?”
”Papirerne — papirerne fra kilta’en — kortene og murasla’en!” Kim rakte utålmodigt nøglen frem. Hans sjæls trang for øjeblikket var at blive byttet kvit.
”De har ganske ret. Det er at se tingene fra et korrekt embedsmæssigt synspunkt. De har det vel alt sammen?”
”Alt håndskrevet i kilta’en tog jeg. Resten smed jeg i afgrunden.”
Han hørte nøglens klirren i låsen, voksdugens skratten, mens den blev revet op, og en hurtig raslen af papirer. I de lange sygdomsdage havde bevidstheden om deres tilstedeværelse under ham været en usigelig byrde og af den grund strømmede blodet raskere gennem hans årer, da Hurree gav sig til at danse elefantdans og atter trykkede hans hånd.
”Prægtigt! Mere end prægtigt, Hr. O’Hara! De har — haha — gaflet hele baduljen — hele molevitten! De fortalte mig, at det var otte måneders arbejde, der var forsvundet op i den blå luft. Og føj, hvor de pryglede mig!… Se her har vi brevet fra Hilás!” Han oplæste et par linjer på hofpersisk, der er det officielle og det uautoriserede diplomatis tungemål. ”Dér har Hr. Rajah Sahib gjort godt i nælderne. Nu kommer han til at give en officiel forklaring på, hvordan i hede hule han kom til at skrive kærlighedsbreve til zaren. Og det er nogle meget snedige kort, disse her… og der er en tre-fire premierministre fra de kanter, som har deltaget i korrespondancen. Død og plage, højstærede! Den engelske regering vil ændre arvefølgen i Hilás og Bunárs og udnævne nye tronarvinger. Forræderi af værste skuffe… men De forstår mig vist ikke rigtigt? Vel?”