”Er det alt sammen i Deres hænder?” spurgte Kim. Det var det eneste, der interesserede ham.
”Ja, det kan De tage gift på, at det er!” Hurree gemte hele skatten på sin person, som kun en østerlænding kan. ”Og nu skal de afleveres til Departementet,” vedblev han. ”Den gamle dame tror, at jeg er nagelfast inventar i hendes hus, men nu, da jeg har fået disse papirer, går jeg min vej straks og omgående. Lurgan bliver stolt. Officielt set er De min underordnede, men jeg vil nævne Deres navn i min mundtlige rapport. Det er skade, at det ikke er os tilladt at indgive skriftlige rapporter. Vi bengalere har vor styrke i den eksakte videnskabelighed.” Han rakte Kim nøglen og viste ham, at kassen var tom.
”Godt. Det er godt. Jeg var meget træt. Og min Hellige Mand var også syg. Faldt han virkelig i —”
”Vist så. Jeg har været ham en god ven, kan jeg sige Dem. Han opførte sig meget underligt, den gang jeg kom hertil efter Dem, og jeg tænkte, at han måske havde papirerne. Jeg indlod mig på hans spekulationer, også for at drøfte etnologiske spørgsmål med ham. Forstår De, jeg er en meget ubetydelig person her nu til dags sammenlignet med alle hans tryllemidler. Ved De, O’Hara, at han lider af anfald? Kataleptiske, om ikke også epileptiske. Jeg fandt ham i en sådan tilstand under et træ in articulo mortem, og han sprang op og spadserede lige ud i en bæk og var nær druknet, hvis det ikke havde været for mig. Jeg trak ham op.”
”Fordi jeg ikke var der,” sagde Kim. ”Han kunne have været død.”
”Det kunne han, men nu er han helt tør igen og forsikrer, at han er undergået en transfiguration.” Babuen bankede sig på panden med betydningsfuld mine.
”Jeg gjorde optegnelser om hans udtalelser til brug for det Kongelige Videnskabernes Selskab — in posse. Men nu må De skynde Dem at blive helt rask og vende tilbage til Simla, så skal jeg fortælle Dem hele min historie, når vi træffes hos Lurgan. Det var storartet. De havde helt bogstaveligt røven ude af bukserne og gamle Nahan Rajah troede, at de var deserterede europæiske soldater.”
”Nå russerne? Hvor længe var De sammen med dem?”
”Den ene var en franskmand. Åh, i mange dage! Nu tror alle bjergboere, at alle russere er tiggere! De havde intet, som jeg ikke havde skaffet dem. Og de historier og anekdoter, som jeg fortalte folkene i omegnen — nå da, dem skal jeg fortælle Dem, når vi træffes hos Lurgan. Og så vil vi have en glad aften! Den historie er en fjer i hatten for os begge! Ja, og så gav de mig et skudsmål. Det var det morsomste af det hele. De skulle bare have set dem bevise deres identitet i Alliance-Banken! Den Almægtige Gud være lovet, at De fik fat i alle deres papirer! Jeg synes ikke, De ler ret meget, men når De bliver rask, vil De nok le. Nu går jeg lige til banegården og tager bort. De skal have al mulig ære for Deres deltagelse i Spillet. Hvornår følger De efter? Vi er meget stolte af Dem, skønt De forskrækkede os en hel del. Navnlig Mahbub.”
”Ja, Mahbub. Hvor er han?”
”Naturligvis her i nærheden for at sælge heste.”
”Her! Hvorfor? Tal langsomt, jeg er stadig tykhovedet.”
Babuen slog frygtsomt øjnene ned. ”Ja — ser De — jeg er en ængstelig mand og holder ikke af ansvar. De var syg, forstår De, og jeg vidste ikke, hvor i hede hule papirerne var eller hvor mange, der var af dem. Så da jeg var kommet hertil, sendte jeg et privat telegram til Mahbub — han var i Meerut på grund af væddeløbene — og lod ham vide, hvordan sagerne stod. Han kommer hertil med sine folk og han snakker med lamaen og så kalder han mig et fæ og er meget uhøflig —”
”Men hvorfor — hvorfor?”
”Det er netop det, jeg spørger om. Jeg har kun sagt, at hvis nogen havde stjålet papirerne, ville jeg gerne have nogle stærke og tapre mænd til at stjæle dem tilbage igen. De indser jo nok, at papirerne var af største vigtighed, og Mahbub Ali vidste ikke, hvor De var.”
”Mahbub Ali skulle stjæle i Sahibas hus? De er rablendes, babu,” sagde Kim indigneret.
”Jeg ville have papirerne. Sæt nu, at hun havde stjålet dem? Det var den eneste praktiske forholdsregel, forekommer det mig. Men De synes nok ikke om det?”
Et uoversætligt ordsprog viste graden af Kims misbilligelse.
”Nå ja” — Hurree trak på skuldrene — ”smag og behag er forskellige. Mahbub blev også vred. Han har solgt heste i hele omegnen og han siger, at den gamle dame er en pukka gammel dame, som ikke ville nedlade sig til den slags gemenheder. Jeg er ligeglad. Jeg har fået papirerne og det var mig en stor behagelighed at få Mahbubs moralske støtte. Jeg er, som jeg har sagt Dem, en ængstelig mand, men hvordan det nu går til, jo mere ængstelig jeg er, desto værre kniber kommer jeg i. Derfor var jeg glad for, at De drog med mig til Chini, og derfor er jeg glad for, at Mahbub var tæt herved. Den gamle dame er undertiden meget uhøflig mod mig og mine fortræffelige piller.”
”Allah være os nådig,” sagde Kim, der støttede sig på albuen og var kommet i ypperligt humør. ”Hvilket vidunderligt væsen en babu dog er! Og denne mand vandrede alene sammen med udplyndrede og vrede udlændinge!”
”Åh, det var ikke noget at tale om, da først de var holdt op med at prygle mig. Men hvis jeg var gået glip af papirerne, havde det været en alvorlig sag. Mahbub var også nær ved at prygle mig og så gik han hen og blev meget fine venner med lamaen. For fremtiden vil jeg holde mig til etnologiske undersøgelser. Nå, nu vil jeg sige Dem farvel, Hr. O’Hara. Jeg kan nå toget 4,25 til Ambala, hvis jeg skynder mig. Det bliver en glad stund, når vi begge fortæller vor historie hos Hr. Lurgan. Jeg skal officielt meddele ham, at De har det bedre. Farvel, kære ven, og næste gang De kommer i sindsbevægelse, så brug ikke et muhammedansk udtryk, når De er i tibetansk dragt.”
Han trykkede Kims hånd to gange — babu fra top til tå — og åbnede døren. Da solens stråler faldt på hans endnu triumferende ansigt, forvandledes han til den ydmyge pillekræmmer fra Dacca.
”Han udplyndrede dem,” tænkte Kim, der glemte sin egen andel i spillet. ”Han narrede dem. Han løj for dem som en bengaler. Og de giver ham en chit (skudsmål). Han gør dem til nar med fare for sit eget liv — jeg var aldrig gået ned til dem efter pistolskuddene — og så kalder han sig en ængstelig mand… og han er en ængstelig mand. Jeg må se at komme ud i verden igen.”
I begyndelsen bøjede benene sig under ham som dårlige pibestilke, og den solglitrende luft blændede ham med sin fylde og kraft. Han satte sig ved den hvidkalkede mur og lod tankerne formålsløst vandre blandt den sidste lange dooli-rejses hændelser, lamaens skrøbeligheder og — nu da han ikke længere var under samtalens stimulerende indflydelse — sin selvmedlidenhed, af hvilken han som alle patienter havde en del. Den slappede hjerne trak sig tilbage fra hele yderverdenen, ganske som en utilreden hest, der én gang har smagt sporehjulet, drejer sig sidelæns for at undgå sporen. Det var nok, mere end nok, at kilta’ens indhold var borte — taget fra ham — gået ud af hans besiddelse. Han prøvede på at tænke på lamaen — på hvordan det var gået til, at han var faldet i en bæk — men verdens storhed, set gennem gårdporten, forhindrede enhver sammenhængende tankerække. Han så på træerne og de brede agre med de stråtækte hytter, der lå halvt skjult i kornet — så med et par underlige øjne, der ikke kunne opfatte genstandenes størrelse og forhold og brug — stirrede i tavshed en halv time. Og hele tiden følte han, skønt han ikke kunne klæde denne følelse i ord, at hans sjæl var i ulave og ikke passede i omgivelserne — et tandhjul, der ikke hørte hjemme i noget maskineri, ganske som det ubrugelige tandhjul i en dårlig sukkerkværn, der er kastet hen i en krog. Vindens pust strøg hen over ham. Papegøjen skreg ad ham, støjen fra det menneskefyldte hus bag ham — sladder, befalinger og skældsord — nåede hans døve ører.