”Men han er min discipel. Ikke?”
”Han har sagt mig det.” Mahbub slugte sit anfald af skinsyge og rejste sig leende. ”Jeg er ikke ganske af din tro, Rødhat — hvis du bryder dig om en sådan ubetydelighed —”
”Den er betydningsløs,” svarede lamaen.
”Det tænkte jeg nok. Derfor vil du — syndefri, renvasket og desuden trekvart druknet — heller ikke bekymre dig om at høre, at jeg kalder dig en god mand — en meget god mand. Vi har nu talt sammen i fire, fem aftener, og skønt jeg er hestehandler, kan jeg dog, som ordsproget siger, se det hellige hinsides en hests ben. Jeg kan endog se, hvorfor vor Alverdens Ven fra først af lagde sin hånd i din. Behandl ham godt og lad ham vende tilbage til verden som lærer, når du har — badet hans ben, hvis det er den rette medicin for føllet.”
”Hvorfor vil du ikke selv vandre ad den Rette Vej og således følge med drengen?”
Mahbub gloede målløs på ham ved den storslåede uforskammethed i denne opfordring, som han hinsides grænsen ville have betalt med mere end et slag. Men så følte hans verdslige sjæl sig tiltalt af det humoristiske i situationen.
”Små slag — små slag — kun ét ben ad gangen, ligesom da den halte vallak krøb over forhindringerne på væddeløbsbanen ved Ambala. Måske jeg senere kommer i Paradis — jeg har en vis tilbøjelighed i den retning — en stærk længsel — og den har jeg din naivitet at takke for. Du har vel aldrig løjet?”
”Hvorfor skulle jeg?”
”Allah, hør ham! ’Hvorfor skulle jeg’ i denne din verden! Og heller aldrig gjort et menneske fortræd?”
”Én gang — med et pennefoderal — førend jeg lærte bedre.”
”Nå, dog? Så meget desto bedre tænker jeg om dig. Dine lærdomme er gode. Du har i det mindste fået én mand, som jeg kender, til at vende sig bort fra stridens vej.” Han brast i skoggerlatter. ”Han kom hertil åben for tanken om at begå dacoity (røverisk indbrud). Ja, for at hugge, røve, dræbe og bortføre det, han ønskede.”
”En stor tåbelighed!”
”Ja, og en stor skændsel desuden! Det sagde han også, da han havde set dig — og et par andre mænd og kvinder. Så han kom på andre tanker og nu drager han af for at tampe en stor, tyk babu.”
”Jeg forstår dig ikke.”
”Nej, Allah forbyde det! Nogle mænd er stærke ved deres kundskaber, Rødhat. Din styrke er stærkere end det. Bevar den vel — jeg tror, at du vil. Og er drengen dig ikke en god tjener, så riv ørene af ham.”
Og med et tag i sit brede bokhariot-bælte slentrede pathaneren bort i tusmørket. Lamaen kom ned fra skyerne så vidt, at han kunne se efter den brede ryg.
”Den mand mangler høflighed og er hildet i yderverdenens skygger. Men han talte pænt om min chela, der nu skal modtage sin belønning. Jeg vil bede… vågn op, du lykkeligste af alle kvindefødte!… Vågn op! Du heldigste blandt kvindefødte, vågn op! Den er fundet!”
Kim kom op fra den dybe brønd, og lamaen betragtede ham, mens han gabede veltilfreds og knipsede med fingrene for at holde onde ånder borte.
”Jeg har sovet i hundrede år. Hvor -? Hellige Mand, har du været her længe? Jeg gik ud for at lede efter dig, men” — han lo søvnigt — ”så faldt jeg i søvn på vejen. Nu har jeg det helt godt. Har du spist? Lad os gå tilbage til huset. Det er mange dage siden jeg plejede dig. Og har Sahiba’en givet dig god mad? Hvem har gnedet dine ben? Og hvordan går det med dine skrøbeligheder — i maven og i nakken og den hamren for ørene?”
”Borte — alt sammen borte. Véd du det ikke?”
”Jeg ved kun, at jeg ikke har set dig, jeg ved ikke hvor længe. Hvad er det, jeg ikke ved?”
”Sælsomt, at min viden ikke nåede dig, skønt alle mine tanker var hos dig.”
”Jeg ser ikke ansigtet, men stemmen runger som en gongong. Har Sahiba’en gjort dig til en ung mand med sin kogekunst?”
Han kiggede op til skikkelsen, der sad med korslagte ben og tegnede sig med sorte konturer mod aftenhimlens gule lysstribe. Således sidder den Stenbuddha, der skuer ned på de patenterede, selvregistrerende tælleapparater ved indgangen til museet i Lahore.
Lamaen tav. Kun rosenkransens raslen og en svag lyd af Mahbubs forsvindende fodtrin lød i den indiske aftens bløde, tågede stilhed, der lagde sig tæt om dem.
”Hør mig! Jeg har nyt at melde.”
”Men lad os —”
Frem for den lange, gule hånd og påbød stilhed. Kim trak lydigt fødderne ind under sin kjortelsøm.
”Hør mig! Jeg har nyt at melde! Vor Søgen er endt. Nu kommer belønningen… som følger: Da vi var oppe blandt bjergene, levede jeg af din styrke, indtil den unge gren bøjede sig næsten til bristepunktet. Da vi kom ned fra bjergene, var jeg bekymret for dig og for visse andre sager, som lå mig på hjerte. Min sjæls båd kunne ikke styres. Jeg kunne ikke se Tingenes Årsag. Derfor overgav jeg dig fuldstændigt i den dydige kvindes hænder. Jeg nød ingen føde. Jeg drak intet vand. Men jeg kunne stadig ikke få øje på Vejen. De ville påtvinge mig føde og råbte udenfor min lukkede dør. Derfor gik jeg bort og satte mig under et træ. Jeg nød ingen føde. Jeg nød intet vand. Jeg sad i meditation i to dage og to nætter og fjernede mit sind fra denne verden, mens jeg trak vejret ind og ud på den foreskrevne måde… Den anden nat — så stor blev min belønning — frigjorde den vise sjæl sig fra det tåbelige legeme og svang sig bort. Dette har jeg aldrig før opnået, skønt jeg har stået på tærskelen dertil. Tænk vel derover, for det er et under!”
”Ja sandelig, et under. To dage og to nætter uden føde! Hvor var Sahiba’en henne?” hviskede Kim.
”Ja, min sjæl frigjorde sig, svang sig til vejrs i store kredse som en ørn, og så, at der ikke gaves nogen Teshoo Lama og heller ingen anden sjæl. Som en dråbe flyder ud i det store vand, således gik min sjæl op i den Store Sjæl, som er over alle ting. På dette punkt opløftedes jeg i Betragtning, og jeg så hele Hind, lige fra Ceylon i havet til bjergene og mine egne Farvede Klipper ved Such-zen. Jeg så hver eneste lejrplads og landsby, hvor vi nogensinde har hvilet, selv den allermindste. Jeg så dem på én gang og på ét sted, for de var inden i min sjæl. Deraf vidste jeg, at sjælen havde hævet sig ud over den Illusion, vi kalder tid, rum og materie. Deraf vidste jeg, at jeg var Fri. Jeg så dig ligge på dit leje, og jeg så dig falde ned ad skrænten sammen med den vantro — på samme tid, på samme sted, i min sjæl, der, som jeg siger, var gået op i den Store Sjæl. Jeg så også Teshoo Lamas tåbelige legeme ligge på jorden og hakim’en fra Dacca knæle ved siden af det og råbe ind i dets øre. Så blev min sjæl ganske alene og jeg så intet, for jeg var alt, fordi jeg havde nået den Store Sjæl. Og jeg mediterede tusind gange tusind år, fri for enhver lidenskab og fuldstændigt på det rene med Alle Tings Årsag. Da råbte en stemme: ’Hvad skal der blive af drengen, når du er død?’ Og jeg blev rystet frem og tilbage i mig selv af medynk med dig. Og jeg sagde: ’Jeg vil vende tilbage til min chela, for at han ikke skal tage fejl af Vejen.’ Derpå rev min sjæl, som er Teshoo Lamas sjæl, sig løs fra den Store Sjæl under usigelig kamp og stræben og brydning og kval. Som ægget fra fisken, som fisken fra vandet, som vandet fra skyen, som skyen fra den tunge luft, således løsnede Teshoo Lamas sjæl sig fra den Store Sjæl, således sprang den bort, således gled den af sted, således fortættede den sig. Da råbte en røst: ’Floden! Pas på floden!’ Og jeg skuede ned på hele verden, der lå, som jeg havde set den før — på én gang, på ét sted — og jeg så klart Pilens Flod for mine fødder. I den stund belemredes min sjæl af noget ondt, som jeg ikke helt var renset for, og det lagde sig på mine arme og snoede sig om mit liv. Men jeg skubbede det fra mig og skød som en ørn lige løs på Floden. Verden efter verden skubbede jeg bort for din skyld. Jeg så Floden under mig — Pilens Flod — og jeg sank ned i den og dens vande lukkede sig over mig. Og se, jeg var atter i Teshoo Lamas legeme, men fri for synd, og hakim’en fra Dacca løftede mit hoved op over Flodens vande. Den er her! Den flyder bag mangolunden her — ja, her!”