Om mig vil jeg ikke snakke;
jeg kan vende ved Slottets Port.
Vil I skjænke mig, taer jeg tilltakke;
hvis ej, gaar jeg lige-nøjd bort.
Jeg har digtet saa mangen Skrøne,
som Fanden paa Prækestol,
og skjældt min Moer for en Høne,
fordi hun kagled og gol.
Men hende skal I agte og hædre
og gjøre det rigtig tilllags;
her kommer ikke nogen bedre
fra Byggderne nutilldags. –
Ho-ho; der har vi Gud Fader!
Sankt Peder, nu faar du dit!
(med dyb Stemme.)
«Hold opp med de Kjøgemester-Lader;
Moer Aase skal slippe frit!»
(ler højt og vender sig om till Moderen.)
Ja, var det ikke det, jeg vidste?
Nu blev der en anden Dans!
(angst.)
Hvorfor ser du, som Øjet skulde briste?
Moer! Er du fra Samling og Sans –!
(gaar opp till Hovedgjerdet.)
Du skal ikke ligge og glane –!
Snakk, Moer; det er mig, din Gut!
(føler varsomt paa hendes Pande og Hænder; derpaa kaster han Snoren bort paa Stolen og siger dæmpet:)
Ja saa! – Du kan hvile dig, Grane;
for rett nu er Rejsen slut.
(lukker hendes Øjne og bøjer sig over hende.)
Hav Takk for alle dine Dage,
for Bank og for Barne-Byss! –
Men nu faar du takke tillbage –
(trykker Kinden mod hendes Mund.)
Se saa; det var Takk for Skyds.
Husmandskonen
(kommer).
Hvad? Peer! Naa, saa er vi over
den tungeste Sorg og Nød!
Herregud, hvor godt hun sover – –
eller er hun –?
Peer Gynt.
Hyss; hun er død.
(Kari græder ved Liget. Peer Gynt gaar længe omkring i Stuen; endelig standser han ved Sengen.)
Peer Gynt.
Faa Moer med Ære begravet.
Jeg faar friste at fare herfra.
Konen.
Skal du langvejs fare?
Peer Gynt.
Mod Havet.
Konen.
Saa langt!
Peer Gynt.
Og længer endda.
(han gaar.)
FJERDE HANDLING.
(Paa Sydvestkysten af Marokko. Palmeskov. Dækket Middagsbord, Solsejl og Sivmatter. Længere inde i Lunden hængende Køjer. Udenfor Land ligger en Dampyacht med norsk og amerikansk Flag. Ved Stranden en Jolle. Det er henimod Solnedgang.)
(Peer Gynt, en smuk middelaldrende Herre i elegant Rejsedragt, med Guldlorgnet paa Brystet, præsiderer som Vært for Bordenden. Master Cotton, Monsieur Ballon samt Herrerne v. Eberkopf og Trumpeterstraale ifærd med at slutte Maaltidet.)
Peer Gynt.
Drikk, mine Herrer! Er man skabt
till Nydelse, saa skal man nyde.
Der staar jo skrevet: tabt er tabt,
og væk er væk –. Hvad maa jeg byde?
Trumpeterstraale.
Du er superb som Vært, Broer Gynt!
Peer Gynt.
Jeg deler Æren med min Mynt,
med Kokk og Stewart –
Master Cotton.
Werry well;
en Skaal for alle fires Held!
Monsieur Ballon.
Monsieur, De har en Gout, en Ton,
som nutilldags kun skjelden findes
hos Mænd, der lever en Garçon, –
et visst, jeg ved ej hvad –
v. Eberkopf.
Et Vift,
et Skjær af frigjort Aandsbetragtning
og Verdensborgerdomsforpagtning,
et Syn igjennem Skyens Rift,
der ej af snever Fordom bindes,
et Præg af højere Forklaring,
en Ur-Natur med Livserfaring
paa Trilogiens Topp forent.
Ej sandt, Monsieur; saa var det ment?
Monsieur Ballon.
Jo, meget muligt; ikke ganske
saa smukt det klinger i det franske.
v. Eberkopf.
Ej wass! Det Sprog er og saa stivt. –
Men hvis till Fænomenet Grunden
vi søge vil –
Peer Gynt.
Saa er den funden.
Det er fordi jeg ej er gift.
Ja, mine Herrer, ganske klar
er Tingen. Hvad skal Manden være?
Sig selv; det er mit korte Svar.
Om sig og sit han skal sig kære.
Men kan han det, som Pakk-Kammél
for andres Ve og andres Vel?
v. Eberkopf.
Men denne For- og I-sig-Væren,
jeg lover, har Dem kostet Strid –
Peer Gynt.
Aa ja saamen; i fordums Tid;
men altid gik jeg bort med Æren.
Engang var jeg dog ganske nær
i Fælden fanget mod min Vilje.
Jeg var en rask og vakker Fyr;
og Damen, som jeg havde kjær, –
hun var af kongelig Familje –