halvminder kikk i Pagtens Ark,
da lô dér po mi Faars Mark
de tow ærværdig gammel Hyw!
[Anm.:
Kaphyw, to Høje paa min Fødegaards Mark; Skyw, Kjøbstaden
Skive; laant far, langt før; Kræn Hendrisen kjendt Stenhugger;
Skow, Sko; æ Lærki, en Original, som antoges for Troldmand;
løwt en Ryw, løfte en Rive; halvminder, langt mindre.]
26/2 1910.
DEN DØDE LÆRKE.
Nys jeg gik i den dybe Sne,
fik et skjærende Syn at se:
Halvt begravet bag Sneens Flig
laa der et lille Lærkelig.
Tog jeg Fuglen i Haanden op.
Aa, saa mager dens spinkle Krop!
Dragten krøglet af Slud og Kuld,
og til Taaen er frosset Muld.
Slapt nu hænger din Vinges Fjer,
Struben har ingen Triller mer.
Stakkels stækkede Spillemand,
Vaarens Varsel til Frostens Land,
sang saa gjerne for Hytten lav,
Sangergaven: i Sne en Grav!
Hvorfor kom du den lange Vej
hid fra blidere Landes Maj,
drog fra Palmer og Sol og Frø
for bag en iset Sten at dø?
Længtes du saa fra Sydens Strand
op mod det barske danske Land,
banked saa heftigt dit spinkle Bryst
efter at skue din Barndoms Kyst?
Der, hvor Døden dig slog saa brat,
fandt du Livet en Dugfaldsnat,
bag om Kløver og blanke Straa
laa du blandt Redens andre smaa.
Moders Fløjten og Faders Sang
hørte du der for første Gang.
Fuld af Lykke var Nat som Dag,
Moders Vinge var Værn og Tag,
Græssets Stængler som Palmer svang,
højt i Toppen Dugdraaber hang.
Hyrdens Aande saa øm og lun
maged en Plet i dit bløde Dun,
lille Hyrde paa korte Ben
satte ved Reden fire Sten,
flytted sin Kalv saa langt af Vej,
at den ej skulde træde dig.
Du fik Vinger, og du fik Top,
hilst af Gryet du svang dig op,
først du undred, og saa du sang,
tryllet af Strubens første Klang.
Tog saa Skyen i sikre Sæt,
Rugen laa som en irgrøn Plet,
dér steg Høje, og dér steg Lund,
dér steg Byer bag Bælt og Sund . . .
Aldrig glemtes hin Morgenstund!
Pinjers Ynde og Palmers Pragt
har mod Minder slet ingen Magt.
Lærkelængsler mod Kløverland
skjæbnebinder os, Fugl som Mand.
Kjærligheden har altid Ret;
naar man elsker, er Flugten let;
bedre af Sult bag en Sten at dø
end at svigte sin Barndoms Ø.
28/2 1910.
DR. S. RAMBUSCH.
VED HANS FLYTNING FRA SJØRUP TIL AALBORG.
Hvor Ormen klam sig lang i Sporet strækker,
og Porsen vikler Ris om Hjulets Nav,
mens Hedens Syn mod Horisonten gjækker
og Luften syrnes let af Lyng og Lav,
dér kjæled Solen for en Læges Bolig
og slynged Ranker om dens røde Sten,
bag Lysthusløv sank Solen stor og rolig
med uldne Straaler fra dens gyldne Ten.
I dette Hjem gik ingen Dag til Ende,
hvor ikke Flid og Snille fik sin Daab,
her kom de hen med Sygdom og Elende,
men kjørte hjem med Vognen fuld af Haab.
Der sad jeg selv saa tit og brød mit Ho'de,
med Svimmelgys ved Fantasiens Rand,
mens Rambusch trak det Onde op med Rode
i én og anden ful og pirken Tand.
Og Vognen bar af sted langs krumme Veje,
mens Sveden damped fra den røde Plag,
og Doktorstolen slingred i sit Leje
hen over Fjandbolandets Bakkedrag.
Med Jægerblik han spejded ud fra Bakken,
det Syn har altid gjort hans Øje godt.
Vor Doktor blev en Kjende graa i Nakken,
men Ho'dets Holdning var bestandig flot.
Hvem lodder Dybden af en Læges Gjerning,
hvor Redningsbøjen blev hans kloge Trøst,
hvor Liv og Død ved Lampen kaster Tærning
med sorte Kugler paa den Syges Bryst.
Hvert fattigt Hjem langs Hedens øde Stier,
hver kroget Mor i smaa og trælse Kaar
vil takke dig, om ogsaa Læben tier,
og hæge om dit Navn fra Aar til Aar.
Men ej du standsed blot ved Lægens Virke,
din Trang gik ofte mod en større Kur.
Du blev en Dyrker i den frie Kirke,
der langsomt løfter op et Lands Kultur.
Du elsked Fest og Digt og muntre Sange
og sang dem selv saa tit med Glød og Glans,
og Videnskabens Navne flere Gange
har rakt dig Blade til en Hæderskrans.
Og naar din Teltpæl snart du vil oprykke,
og Flaget fires ned bag Granehæk,
og bort du gaar med Skuffelser og Lykke
fra Landet hist i Storm og Fugletræk
-kanske du da en Kvæld, naar Fjorden klukker
i Maaneskjæret om de hvide Sten,
vil mindes ømt, hvor vaarligt Gjøgen kukker
fra Mosehyttens krumme Hyldegren.
29/4 1910.
MILITARISMEN.
Saa sidder I gamle Gubber dér
og mimrer om Landets Værn
og spænder om Danmarks Midje Sværd
og kobler dets Skjæbne til Jærn.
Mon I da vil bære den Vanvidsvægt
af Krigens blodige Malm,
der slaar til Jorden Mændenes Slægt
som Plejlene Loens Halm.
Mon I med Affældigheds Krykkestok
afstiver det sunkne Mod,
naar Kuglen kjæmmer den blonde Lok
og Ynglingen svømmer i Blod!
Lad fare, lad fare det Daarespil,
nedkald ikke Hævnens Lyn!
De værste Fjender vi har blandt os selv
i eders barbariske Syn.
Der er mere Værn i det spinkle Siv,
der svinger paa Mindets Grund,
end i onde Instinkters trukne Kniv,
vildt løftet i Slagets Stund.
Der er mere Værn i den Blomstergren,
der skygger ved Hjemmets Dør,
end i alle de Volde af Jord og Sten
bag Kuglesprøjternes Rør.
De pansrede Forter med Hjælm og Horn
de bliver, o, Danmark, din Grav!
Dit Værn er Agre med bølgende Korn,
der lyser med Fred over Hav.
De blodige Furer paa Krigens Val
dem saar vi over med Byg,
mens Mindet om faldne Fædres Kval
hensummer med Kvældens Myg.
Vi vil ej finde Frelse for os
ved tusind uskyldiges Drab,
langt hellere spytte med Haan og Trods
i Kanonens Helvedesgab.
-Dit glubske Svælg bliver aldrig mæt,
forbandede Dyr paa vor Vej,
og gjorde Nationerne dig din Ret,
de vendte Kanonen mod dig.
Du bragte os stadig til større Fald,
endda vi offred dig alt,
du trak vor sidste Oxe af Stald
og slagted vor bedste Galt.
Se, derfor forlader vi Krigens Sold;
i Fred vil vi ta' vore Tørn.
Og holder vi end et Skud i Behold,
det gjemmes til Ulv og Bjørn.
25/5 1910.
DA Æ BJÆRMAND KAM.
Der kam en Trold fræ Daabjærgdojs:
Klump -Dump! Hump-i-Skump!
med Øwn saa glown som en Vækildsblojs,
for han maatt ha Brændvin far Awten!
For haar en Trold begynd aa drikk,
Klump -Dump! Hump-i-Skump!
saa tøster han warr end Kow og Krikk,
der trækkes te Trow om æ Awten.
Og po æ Pukkel af den Hallunk,