og Sølv paa Kistebund.
Fra Gaardmandsjorden udestængt
som mest den Husmand bor,
mens op i Mosens Kroge trængt
han rydded Grund og Jord.
Han har en Ko paa Toften,
en Gris bag Hyldens Læ,
og stadigt Slid for Skoften
gav Gigt og krumme Knæ.
Men Smilet spiller om hans Mund
i fast og munter Skjæmt,
hans Marv er frisk, hans Sjæl er sund,
dens Strenge ej forstemt.
Hans Haab er lyst som Suset
i Sommerskovens Trær,
og Orm i Kjærnehuset
du fandt vist aldrig der.
Ja, Hyttens Mand i allen Land
skal rette Ryggen op
og holde mod Forsagthed Stand
og gaa i sluttet Trop;
da skal din Kvinde mættes,
dit Barn faa buttet Kind,
de lave Døre lettes
og Lyset strømme ind.
Naar Spaden atter hviler glad
i arbejdsvante Haand
forvandles til en Perlerad
hvert rustent Slavebaand;
da skal hver Taare tørre,
der randt i Armods Gys;
da bliver Jorden større,
og Rummet fuldt af Lys.
Juli 1910.
PER SMED.
Naar Grisen den skal slagtes,
saa henter vi Per Smed,
fordi han er saa munter
og bor her lige ved.
Han ta'r saa høje Dramme,
dertil en mægtig Skraa;
men Grisen bliver kværket,
det kan du bande paa!
Før Hanen søvnigt blinker
mod Dagens første Skjær,
da glimter Smedens Lygte
i Grisens blanke Svær.
Og Grisen maaler Ka'len:
»Er noget galt i Vej'n?«
Og selve Grisehalen
staar som et Spørgsmaalstegn.
Men ind i Bøvlen skræver
nu Smedens krumme Ben,
mens Grisens Børster hæver
sig bange én for én.
I Nødset ud den trilles
til Hyl og ilde Sang;
ej Degn kan synge værre
ved Konekirkegang.
Med Nattedryp i Skjægget
nu vækkes Bondens Gaard,
mens Maanens fede Hage
paa Storkereden staar.
Dens krumme Skive truer
som selve Dødens Segl,
og Smeden agterude
han er saa haard en Negl.
I Trommehinden stinger
de jammerfulde Hvæl,
mens Gissebassen tinger
med Smeden om sin Sjæl.
Bag Tærsklen Bryggerkarret
er hvælvet til Skafot,
og Kjedlens Dampe sætter
paa Per en graa Kalot.
Gud naade Gissebassen
alt i dens sidste Stund!
Nu lukker den sit Øje
og allersidst sin Mund.
Og alle Kjedler bobler,
og Øsen gaar gesvindt,
og gjennem Løste Børster
henraser Kniven blindt.
Per Smed kan alting ordne,
han bærer Flæsket fram;
med Trøjeærmet tørrer
han Munden til en Dram.
Han klinker, og han klukker
indvendig af sin Skjæmt,
og dog skal ingen sige,
at Pligten bliver glemt.
Med Fingermaal bestemmer
han Tykkelsen af Flæsk,
han læser Svinemaver,
som Præsten læser Græsk,
han kritisk Galden forsker,
og Aftægtsmandens Aar -
ja, selv Ufødtes Skjæbner
han ud af Milten spaar.
Og hele Huset lugter
af Lever og af Løg,
i Loftene det smælder
af Larm og Grydestøj,
den sorte Pølse dykker
i Kog som en Delfin,
og Dørene udjamrer
de mest usmurte Hvin.
Og det blev Aftensilde
med Tøsne over Jord,
og det blev Pølsegilde
med Dramme over Bord.
Per Smed sad bred paa Bænken
med Pølsen for sin Haand
og sødede dens Skiver
med Viddet fra sin Aand.
Humøret gaar i Højden,
mens Drammene gaar ned.
Per Smed er nu fuldmodig,
enhver faar ren Besked!
Men Modet i hans Bringe
er intet Krigermod,
og Blodet paa hans Klinge
er ikkun Griseblod.
25/7 1910.
HØSTMARCH.
Vi kommer fra Dalenes Fred,
og Faner af Havren har vi med;
den skal Høstens Gjerning rande,
smykke vore Pigers Pande,
naar vi gaar gjennem Landsbyens Led.
Vor Le faar nu Hvil for i Aar,
thi Klinte med Ax er lagt paa Baar,
alle Skræntens Bær er fundne,
alle Agrens Neg er bundne
og lagt ud paa de vældige Skaar.
Vi mejed vor Mark under Sang,
saa langt rækker Strygespaanens Klang,
naar blandt Havens Kaal den klinger,
man os Mjød og Kager bringer,
mens det dufter af Mynte over Vang.
Efteraar 1910.
EN JULEGJÆST.
Han kommer over Bakken med Rim i sit Skjæg,
hans Øjne spejder langt mod en hvidkalket Væg;
af Prærie-Frosten saa ru er hans Kind;
til Danmark er han kommen med Juleskibet ind.
Der ligger da paa Lyngen hans Barndoms Lykkeslot;
hvor husker han hver Stolpe, og Taget hver Tot.
»Og Hylden ved Dammen er altsaa til endnu!
Vel hælder den en Kjende, men det gjør ogsaa du.
At noget saa fattig saa sunken og lav
kan drage dig hjem over Land, over Hav,
saa du én Kvæld kan glemme det Onde paa Jord
for Mindets Barnehvisken i Stuen hos din Mor!«
-Han føler under Jakken, om alting ligger ret,
hans gode Dollarsedler, hans »Gaver«, hans Portræt;
de stramme Træk fortones, hans Hjærte maa le,
mens Støvlen synker dybt i den skrigende Sne.
Snart staar han ved Klinken saa myg og saa varm,
hans Pelshue skraber mod Dørens lave Karm,
Solstraalen slænger Løkker om hans bøjede Ben,
og Istappen drypper mod den slidte Forstu'sten.
Nu ser han sin Mor bag Begoniers Rad,
med rynket Haand hun fjærner dens visnede Blad,
og Katten sidder stribet for Ovnen paa sin Stol,
og Hønen gaar paa Gulvet, og Rokken staar i Sol.
Ind stryger han i Stuen, saa Hønen kagler op,
hans Mor af Haanden taber en blomstret Underkop;
de gamle Øjne fyldes fra Hjærtets dybe Grund;
i tyve Vintre vented hun efter denne Stund.
-Nu blir der Jul i Hytten; Ildklemmen laver Støj,
Skorstenen sender fra sig sin fedeste Røg;
mens Vaffeljærnet vendes for Ilden snildt og let,
der skjæmtes, frittes, svares i samme Aandedræt.
Nyfigen Julespurven ad Vindvet skjæver ind;
saa kommer Aftenduggen og gjør hver Rude blind;
den Gamle tænder Lyset; dog kun i Ryst paa Ryst;
men Sønnen griber Haanden i det ømmeste Kryst:
»Ja, du er bleven gammel, og jeg er bleven graa,
men det skal i Aften vi lidet tænke paa;
før skilte Verdenshavet og bange Tankers Gys,
nu sidder vi og stirrer i det samme Julelys.«
-Og over snelagt Hede gaar Lysets blide Skjær,
hen over Moser brede, ud over vaade Kjær,
og melder om en Scene -den skjønneste paa Jord -:
I Juleaftensmildhed en Hjemvendt hos sin Mor!
Decbr. 1910.
JULEAFTEN.
Naar sitrer din Sjæl som en tonende Stræng,
og naar skinner Lysene blidest,
hvornaar gaar du nødigst med Sorg til din Seng,
hvornaar tykkes Sneen dig hvidest?
Mon ej, naar bag Ruden det pyntede Træ
og Barnet med straalende Blik ved dit Knæ
fortæller, at nu har vi Julen.
Da vugger de Tanker som Fugle i Rør,
mens vildt over Mosen det fyger,