saa flygted Tørven i samlet Trop,
paa Skravpinden hang kun den Dejler.
Hvor Tudsen kravler med slimet Ryg,
hop -hop -hop, for en Hywl i Gras!
der rendte de Stude sig selv i Syk,
saa Blevret stod om Kræn Dejler.
Her slap ham Hvepsen, den vilde Gjæst,
hop -hop -hop med en Hywl i Gras!
saa Heldet redded den sidste Rest
af Vogn og Skrav og Kræn Dejler.
[Anm.:
en Hywl i Gras, et Hjul i Smadder; kraaner, kror sig;
dikler, kildrer;
hjamsk, flov;
de hjælmede (Stude), med en hvid Tegning paa Hovedet;
skjenner, løber løbsk;
Kinding, den Aabning, hvori Vognstangen sidder;
Tejnen, Madæsken; Skrav_pinden, en af de fire Pinde i hver af
Skravets eller Vognkransens Hjørner;
i Syk, i Dynd.]
Sommeren 1911.
H. F. FEILBERG.
Saa do bløw føj her mødt i Høst
mell aall Guds gued Gawer,
og fæk dérfræ den skjønne Lyst
aa sammel Nieg i Trawer!
Den Stak, do saatt paa Jyllands Towt
med Nieg fræ Slett te Slien,
vil fyld wal paa wor Muers Lowt,
og der er Drywsel i'en.
4/8 1911.
ENSOM.
I Landet, hvor Turnipsen bovner
med svulmende Rod og Blad,
der fik jeg af Venskab saa slag en Høst,
men Guds Velsignels' af Had.
Og Hadet frisker paa Galden,
og Turnips er god for Ko,
men Venner er som den kjære Sol.
Nu rejste de sidste to!
18/10 1911.
DE FATTIGES JUL.
Lyset tændt,
Minderne tændt,
Sind og Øje fra Styghed vendt;
Døgnet danser med hoppende Hjul,
Freden gjemmer sin Sne til Jul,
drysser den paa vore Saar!
Paradis,
Drømmenes Dis . . .
Glem i Aften dit Livs Forlis!
Sorgen suger i mig som i dig,
denne Kvæld viser Stjærnen Vej,
vov dig da ind i dens Glans.
Skjønne Maal,
hellige Maaclass="underline"
Smilet fylder den sultnes Skaal,
Lyset strejfer en graadskjæmmet Kind,
varme Hænder bær' Fadet ind, -
Godhed, o Jul, er dit Navn!
18/12 1911.
JULEHILSEN
TIL »NAVERNE« I ZÜRICH.
Vi sidder herhjemme og længes derud
mod blinkende Tinder og Floder,
mod Liv der ej drukner i Graahed og Slud,
mod Kjøbslag i fremmede Boder,
mod Alper i Glød, mod en høj Horisont,
mod Rejser og Router al Jorderig rundt,
-bort, bort fra de stængende Gyder!
I gaar vel og stirrer jer Øjet i Vand
paa alle de funklende Tinder
og længes herhjem mod vort taagede Land
med alle dets Juletræsminder,
mod Hytten og Hyggen -en Kjærest', en Bror,
mod Haandtryk og Smil -og en krumbøjet Mor,
der blunder i Stolen bag Ovnen.
Saa længes og trænges hver kvindefødt Sjæl
fra Livsløbets Stunder begynde,
mens Støvlerne stødes for Taa og for Hæl,
og Saalerne slides saa tynde.
-I Længsel at vandre mod uvisse Maal
med tusinde Mil bag den lasede Saal
er Lov for en Ranselens Ridder.
20/12 1911.
PIGEN PAA DIGET.
TIL EN GÆLISK MELODI.
Gjøgen kukker, Solen svinder,
Duggen falder stille paa Moders Bleg,
Himlens Sky faar røde Kinder,
Hjærtegræsset ringler mod Siv og Fleg.
Faar og Gjed mod Kvælden bræger,
Møllens Vinger gaar mod Vestens Skjær.
Klokken ringer fjernt bag Heden,
der hvor rank han vandrer, min Hjærtenskjær.
Lille Hjejle, du skal føre
alle mine Længsler til ham, du ved,
fløjte Ømhed i hans Øre,
over Mosen bære min Kjærlighed.
Til hvert Prik, din Vinge smykker,
hefter jeg et Kys, til ham et Laan;
gule Hjejle, bær dem varligt,
giv dem ej til Pris for Gjøges Haan!
Jeg har skuret mine Spande,
sat dem snildt paa Række med Bunden op,
vandet Kaalen, brust med Kande,
skiftet Klædet over Ostens Kop.
Ensomheden her jeg søgte,
og jeg tog min blanke Sølje paa,
den han ømt mig bad at bære,
naar engang vi skulde til Altret gaa.
Kuk nu Gjøge, mens jeg plukker
Skjørtet fuldt af Iris ved Aftnens Strøm.
Før mit Kammers Lys jeg slukker,
stiller jeg dem varligt bag Pudens Søm.
Irisblomstens Duft skal trylle
dig, min kjække Yngling, mod min Barm,
saa paa Drømmens Bro og Duftens
ind til mig du glider ad Vindvets Karm!
9/1 1912.
STORKEN.
Han kommer med Sommer, han kommer med Sol
til Kløver og nikkende Hvener.
Mens Pigen hun sømmer sin blommede Kjol
i Læ af de røde Syrener,
han sænker sig ned paa det mossede Tag
og knebrer fra Reden den udslagne Dag
en Højsommervise om Danmark.
Og Børnene stirrer fra Tærsklen didop,
hvor Løget paa Mønningen nikker,
og Oldingen ranker sin krogede Krop
i Stuen, hvor Slagværket dikker;
og Minderne dugger, og Læberne be'r,
og Børnene pludrer og peger og ler:
»Se Storken er kommen til Danmark!«
Velsignede Fugl uden Høgenes Klør
med Ørnenes mægtige Vinge,
du dukker dig helst mellem græssende Kø'r,
kun Hygge og Fred vil du bringe;
du følger i Furen vor Bonde saa nær
og nikker som han, mens af Rugen det drær
med Løfte om Høst over Danmark.
Hvor Engblommen lyser langs Aaløbets Bred,
du skridter saa langt gjennem Engen;
med Halsen i Bugt og med Øjet paa Sned
du titter til Pigen og Drengen.
Du søger din Føde til Leernes Klang,
og Høduften følger din higende Gang
langs alle de Aaer i Danmark.
Saa lad os da værne den solkjære Fugl,
der pynter vor Vang og vor Vænge,
der ruger sit Kuld i det ormstukne Hjul
til Vejrs paa den mossede Længe.
Hans Yngel skal trives i Regn og i Sol,
hans Rede beskyttes som Hjemmets Symbol,
mens Sagnene lever om Danmark!
4/3 1912.
KAALFOLK.
A war gan hen te Jepps ijaes,
og der sô Mowns, og der sô Mâs,
og det war nem for mæ og hør,
hwad Huml de haa aa før,
for det war Lâs, dér med Kjæn Grow
haaj wot ad Bøj og sit paa Stow;
fæk Lâs nu den Kaag paa hans Skorr,
war a saat udenfor.
Ja Kaalfolk er nø gremme nøj,
nø slemme nøj,
nø sølle, simpels Rimpelstøj!
Men tar mi Lâs den lied Hjont,
saa sejer a, han maa vær wont,
for af den væste Kjeltringslaw,
hun war da aal si Daw.
Æ Muer haar jo wal en Stej,
og det er nøj, en maa ta mej,
og sjel haar hun en Kakkelown
-og Skjek -som en Dragovn;
Men Kaalfolk er nø gremme nøj,