nø slemme nøj,
nø sølle, simpels Rimpelstøj!
Tho gywt sæ det er let nok gjord,
men sej mæ, hwadfornøj du for!
Og ta en Hjoj som Kjesten der -
nej, det sku Lâs læ vær!
Hvad hjælper Kow og Kakkelown,
nær saa æ Kwind er kryvedown!
Tho faa sæ den Slaws Bi i Kof
det gaar som i en Rof.
Og der lod a mi Speci spring,
da Lâs war syk og hænd med æ Ving,
og sô ham te med Nol og Wask,
men han gik om og task;
og da vi sku te Maatensfest,
a saat ham Baagstykk i hans Vest
og vend ham hans Trawalli-Frak -
nu faar en saa si Tak!
Jow, Kaalfolk er nø gremme nøj . . .
Nu vil a hen og lær aa væw;
for her ka en sgu gaa og skræw
og aalle kryf en Krumm teframm,
men løw si Daw teskamm.
Læd saa di anner ha dje Spel,
a ska wal gaa og skjøtt mæ sjel,
og ta de Spark, som der ka blyw,
men læ æ Gywten dryw.
For Kaalfolk er nø gremme nøj,
nø slemme nøj,
nø sølle, simpels Rimpelstøj!
[Anm.:
gan, gaaet; ijaes, i Aftes; Skorr, den »Skyder« eller Skovl,
hvormed Kagen sættes i Ovnen; Rimpelstøj, Tøj, som er
sammenrimpet;
lied Hjont, lede Taske; vær wont, maa være meget lysten;
Kjeltringslaw, Taterslægt; en Stej, en lille Ejendom; Skjek,
Skjæg;
Hjoj, Sjuske; Kof, Kube;
Maatensfest, Mortensdag omkr. 1. Novbr.; Baagstykk, Bagstykke;
Trawalli-Frakk, daglig Frakke;
æ Gywten, Giftermaalet]
17/3 1912.
A GLEMMER Æ AALLE I MI DAW -
Og det war den Tid, da vi aaltid war tow,
-a glemmer æ aalle i mi Daw! -
A tjent jo te Vistis her vejsten æ Brow,
og do kam te æ Gord og task te Traw.
Do ga mæ en Gimmer og hjalp mæ aa tow'n,
a glemmer æ aalle i mi Daw -
og hwer Gaang a sto og gjord Brind te æ Own,
do kamm saa still og drow i mi Saw.
En Daa vi war jenne, do to om mi Hâand,
a glemmer æ aalle i mi Daw! -
A so der saa nywle og wand a' mi Gâan,
imen do strøg mi Kinder med di Kaw.
Do tal om en Hjemmen herud baag æ Kjar,
a glemmer æ aalle i mi Daw! -
en Rues sku vi ha wos lidt vejsten æ Dar
og Løg og Lavindler i wor Hav.
Æ Log sku vær maaled, æ Hus vild do kalk,
a glemmer æ aalle i mi Daw! -
en nybærend Kwi vild do gi mæ aa malk,
-»for der bløw wal en Busk for hind aa gnaw.«
--Saa bløw der Forandring, de kamm med di Pas,
a glemmer æ aalle i mi Daw! -
baagved dje Kanowner di ga dæ di Plads
og sind -i jen af Krigens manne Graw!
En Blaan to dæ fræ mæ, en Kul røw dæ hen -
a glemmer æ aalle i mi Daw! -
for det aa ha mistet sin kjereste Ven,
det løwter ett det længste Lyw i Law!
[Anm.:
aalle, aldrig;
Gimmer, ungt Faar; tow'n, vaske den; Brind, Brænd; drow,
trak;
jenne, alene; nywle, forlegen, glad; Gaan, Garn; Kaw,
venstre Haand;
Hjemmen, Hjem;
æ Lôg, Laagen;
Blaan, Sky; Kul, Kugle.]
10/5 1912.
RÆBILD-KANTATE.
DEN KJÆRE BRUNE HEDE.
Du kjære brune Hede,
du er mit Barndoms Æventyr,
der havde Hjejlen Rede,
der sprang saa muntre Dyr,
der hørtes Hyrdens Aftensang
til milefjerne Klokkers Klang,
mens Hederugens Vipper
saa tungt mod Høsten hang.
Du kjære brune Hede
med Lokkeleg og Gyvelguld,
med Pors og Revlingbede
og tusind Lærkers Kuld,
med Ulvefod, som Knøsen slaar
i gyldne Slyng om Pigens Haar,
naar de ved Hedebækken
i Fællig vasker Faar.
Du kjære brune Hede,
som bar min Borndoms Lykkeslot,
hvorhen min Fod vil lede
mig, naar mit Haar er graat,
omstridte Plet af Danmarks Land -
til dig kom hjem fra Verdens Rand
og standsed mindebøjet
saa mangen mødig Mand.
Ja, kjære brune Hede,
som revses haardt af Mand og Blæst,
jeg kommer for at frede
en fattig Minderest.
Du gjør mit Land saa sært og rigt,
du aander paa dets Kunst og Digt,
at værne om din Skjønhed
maa være Danskens Pligt.
MORGEN.
Morgenens vældige Sol,
løft kun din Kugle med Funklen blandt Banker i Østen!
Gjøgen bag Lyngstakke gol,
tusinde sangkjære Lærker faar Jubel i Røsten.
Brokken gaar krum i sin Grav,
Taagen i Drift mod sit Hav,
Trækfuglesværme bag Højene larmer mod Høsten.
Bankerne drømmer i Dis,
Gravhøjens Skygge sig ræd under Lyngskrænten fjæler.
Edderkopspind i hvert Ris.
Lysende Verd'ner af Ild i hver Dugdraabe dvæler.
Nu er det Dagværkets Stund,
Skytten gaar ud med sin Hund.
Hellige Time, da Himlen paa Jorden nedknælen!
AFTEN.
Stille, Hjærte, Sol gaar ned,
Sol gaar ned paa Heden,
Dyr gaar hjem fra Dagens Béd,
Storken staar i Reden.
Stille, Hjærte, Sol gaar ned.
Tavshed over Hedesti
og langs Veje krumme.
En forsinket Humlebi
ene høres brumme.
Stille, Hjærte, Sol gaar ned.
Viben slaar et enligt Slag
over Mosedammen,
før den under Frytlens Tag
folder Vingen sammen.
Stille, Hjærte, Sol gaar ned.
Fjerne Ruder østerpaa
blusser op i Gløden,
Hededamme bittesmaa
spejler Aftenrøden.
Stille, Hjærte, Sol gaar ned!
FREDLYSNING.
Den Muldvarp han graver i Morr og i Muld,
er nødig sin Roden foruden,
selv Roser og Liljer han kaster omkuld,
han sparer skam ikke paa Snuden!
O, Danmark, hver Blomst i dit duftende Bed,
saa ilde den vilde vist komme af Sted,
om Muldvarpens Slægt skulde raade!
Vel priser vi Stræbet til Slægternes Gavn
paa Jorderne fede som magre,
naar, Danmark, du skriver med Solguld dit Navn,
i Rugens langtbølgende Agre.
Men ej tør vi maale vort Fædreneland
ved kun, hvad det yder i Skjæppe og Spand
og kaster i Krybben for Kvæget.
Saa fattig' blev, Danmark, vel ej dine Kaar,
saa lidt gav ej Rugen i Trave,
at ej du har Raad til en Blomst i dit Haar,
en Lyngkrans til Fædrenes Grave.
Lad ingen mod Blomsten da vække din Harm,
thi Rugen skal nære vor Styrke, vor Arm,
men Blomsten skal nære vort Hjærte.