Og Heden histude skal ingen forsmaa,
som sidder bag Bøg eller Linde;
dens Ranker er lave, dens Hytter er graa,
men hvor disse Ranker kan binde!
Ja, tusinde Længsler fra Præriens Land
gaar hjem mod dens Lyng og dens fattige Sand,
naar Solen i Majshavet synker.
Her har vi da ridset i Lyngen vor Plan,
og her har vi givet Exemplet:
Et Alter staar rejst for den jagede Pan,
Naturen har hvælvet ham Templet.
Her mødes det skilte paa Barndommens Grund
med Himlen til Hvælving og Heden til Bund,
mens Mindet i Dugfaldet hvisker.
16/3 1912.
EN BETLE HAAR.
»Her sejjer a, en betle Haar« -
haa -haah!
og smumrer gued Turnipsblaad
haa -haah!
Æ Suel skjarer i mi Yw,
a er saa glaad, som Haar ka blyw,
haa -haah!
Haa_haa_haa -haa_haa -haah!
Her vil a sætt mæ te imaar -
haa -haah!
for her er Fred og ingen Faar
haa -haah!
Ih hwa, nu klør mi venster Ør;
ih, skuld en faa nø ild aa spør!
aa -haah -
aahaahaa -haahaa -haah!
Dér lister Lâs saa laangs æ Laad -
haa -haah!
og paa hans Nakk han haar en Spaad
aa -haah!
---Der skydes? Her! Aae Jess og Jøss!
saa war den Spaad en rædle Bøss!
aa -haah!
aa_haa_haa -haahaa -haah!
Og laangs den vejstest Turnipsraad -
aa -haah -
nøj springer paa en Mynd si Maad
aa -haah!
Aae, bette Bjen, nu op og rend,
som om det gjaldt jer Verdens End -
aa -haa -
aa_haa_haa -haa_haa -haah!
Saa spænd, og sprang den usle Haar
aa -haah!
saa beggi Ører laa sæ flaad
aa -haah!
For hwer en Spring, en Drip der drap,
for hwem ka løf med Hawl omkap?
Aahaah!
aa_haa_haa -haa_haa -haah!
Det war i'æ Sid en haaj si Skaad
aa -haah!
og det kund ingen Renden klaar,
aa -haah!
Med jet saa fild en om og død,
saa holdt æ endle op aa blød
aahaah -
aa_haa_haa -haa_haa -haah!
Æ Fowl bløw ved aa syng saa glaad
haa -haah!
æ Vind den spøjt mell Turnipsblaad
haa -haah!
og men æ Haar laa dér og død
æ Suel den strøg si laange Ør:
»aa -haah!
aa_haa -aahaa -aah -haah!«
[Anm.:
betle Haar, Smule Hare; smumrer, fraadser i; skjarer,
skinner;
imaar, i Morgen;
Lâs, Lars; Spaad, Spade; rædle, hæslig;
-raad, Række;
Skaad, Skade.]
19/4 1912.
SANG TIL DEMOKRATIET.
Op med nye Kampsignaler!
Det er Raabet ungt og barsk;
vi er Fremtid, vi befaler,
vi vil se vort Samfund karsk.
Ja, den Ungdom, som befaler,
den vil se sit Samfund karsk!
Ingen Leg med Idealer,
bort med hvert et plumpt Bedrag;
vi vil nye Kampsignaler
for at holde Dommedag;
ja, med nye Kampsignaler
Løgnen faar sin Dommedag!
Væk med mugne Fæstningsplaner,
Frugt af Fortids Hjærnespind.
Krigspostyrets hovne Haner
galed aldrig Dagning ind,
nej, Kanonens sorte Haner
galed Død og Skumring ind.
Bort med alt, der Lyset raner
og gjør Kinden syg og graa.
Vandrer én paa Frafalds Baner,
ham skal Hævnens Lynild slaa;
vandrer du paa Frafalds Baner,
Hævnens Lynild skal dig naa!
Hør, hvor Haabets Morgenlærke
synger over Gry og Græs
og gjør alle Ønsker stærke
rundt om Gaard og Husmandshæs,
ja, gjør Mod og Viljer stærke
bag om sunken Hus og Hæs.
Hver en sodet Svend i Staden
ta'r nu Søndagsblusen paa;
han vil med, vil ud paa Gaden
for bag Fanens Fold at gaa.
Kjække Svende, ud paa Gaden,
alle bør i Rækken staa!
Tag det Blylaag fra vor Skulder,
giv os helt til Fredens Dont;
ned med Krigens Krudt og Bulder!
Fred gjør godt, men Krig kun ondt.
Krigens Blylaag af vor Skulder,
da ihjelslaas meget ondt!
Under bedre Kampsignaler
styrkes da vor Samfundstro,
til omsider Sejren daler
over Flidens Arbejdsbo,
ja, til Lykkens muntre Svaler
daler over Fredens Bo!
5/7 1912.
SVAMPEJAGT.
Naar Skovmosset drikker den høstmilde Regn,
mens krogrygget Bonden hjemkjører,
og Kvierne staar bag de piggede Hegn
med Dryp i de hængende Ører,
da stiger af Kilden, hvor Hindene gaar,
en Nymfe og planter -den første i Aar -
en æggegul lys Cantharelle.
Og stiger saa Solen bag toppede Hæs,
mens Markmusen Dugdraaber slikker,
jeg skridter saa langt over regnslaget Græs,
langs Faldet med Havre og Vikker;
og segner end Som'ren for Leernes Staal,
med Latter September skal fylde min Skaal
med kridhvide Eng-Champignoner.
Der vandrer to elskte ad Lønligheds Sti,
hun trykker ham Hatten om Panden,
han slynger om hende den Arm, som er fri,
mens Kurven han har paa den anden.
Aa se, hvor hun bøjer sig lændefin, slank,
og pludrer og plukker, til Kurv og til Hank
staar skjult under brune Boletus.
Lad andre kun jage med Bøsse og Hund
og skyde til Høns og til Hare,
jeg vandrer fortryllet langs Fjordvigens Rund
blandt Svampenes farvede Skare;
den »Jagen« forsimpler ej Sind eller Aand,
den giver mig Muld men ej Blod paa min Haand
og Hjærte for alt -indtil Krybet.
Ja du, som maa slide de støvede Sten
og slaa dig til Taals med Kontoret,
søg ud for at rette de sovende Ben,
hvor Skovbunden dækker dig Bordet!
Thi aldrig er Danmark saa daarende skjøn,
som naar bag den bærfyldte rødnende Røn
den Ridderhat blaaner i Duggen.
10/8 1912.
TIL EN MØLLERDATTER.
Hvor Kværnen dumrer i den dybe Dal,
og Sigtemelet Stænk paa Kinden sætter,
der gaar du trygt i Barnets Mindesal,
om ogsaa Himlens Vejr en Møntørv letter.
Saa fik vi hver en Plet, der drog os nær
og tog vor Tanke under Pilgrimsfærden,
hvor Hjemmets Skræpper blev os mere kjær
end al den Bøgeskov, vi fandt i Verden.
17/8 1912.
TIL PETER SABRO.
Du valgte den herligste Gjerning,
som Solen har skinnet paa:
at tale og virke til Værning
for alle de svage og smaa.
Din Stemme har runget og ræddet
saa mangen ugudelig Skarn,
lagt Ømhedens Pude tilrette
for mangt et hjælpeløst Barn.
Derfor skal du nævnes i Norden
med Tak af hvert Barn der blev Mor,
naar selv du forlængst er i Jorden,
hvor Dickens vil kalde dig Bror.
11/10 1912.
ZACHÆUS.