nu men æ Row det er saa dyr -
aa-e-ja,
den vild wor Snejker gjaen ha!
Wor Krormand vinker i hans Dar,
han gir saa nødde Slip,
saalæng di Paang er nueting ward
og du ka syk en Drip.
Men drik di sidste Øg af Staald -
da faar du snaar hans: »Guj i Wold!«
aa-e-ja -
det jennest Gued di Krormand ga!
Wor Prokuraater plot mæ nær,
det gik lig ad æ Skind;
men læ ham mød med den Salær,
nær sidst Instans gaar ind.
Da kund en moski fo si Peng,
men da 'r æ bløwn søen lowle læng -
aa-e-ja
da vild a nødde hans Plads ta!
Wor Degn han synger faale falsk
i Amen ved æ End.
Han slaar æ Knæjt, og han slaar dwalsk,
det maa di Pejr bekjend;
men gi hans Kuen te Ywl en Aând,
saa spaarer han det kje-re Baân!
Aa-e-ja!
men âandløs Bøen braa Haak maa ha!
Wor Præst han viger ett en Tomm
fræ Trowens san-de Urd.
Vi Syndre maa putt i hans Lomm,
og den er jawnhen stur.
Men nok aa gywt og nok aa døef,
saa fild der Hawr i æ Præjst hans Krøef,
aa-e-ha!
en Gjewt den Præjstlomm da ka ta!
Den Krigskaal, der er no paa Mued,
han er en Landeplaw;
hwad der skuld komm woss aall tegued
ka han guff i hans Maw,
og Sor og Hordhid, Blod og Kri
han vild, æ Land sku dejgnes i.
Aa-e-ha!
Det bløw en stywle Dram aa ta!
Nej, a vil ønsk jer Lykk og Fred,
saalæng enhwer ska løw,
saa ingen gjør den naaen Fortræd,
hwad ondt han end maa døw;
te Byg mott bær og Row mott grow,
og hwer mott malk si egen Kow,
aa-e-ja -
for søn en Lykk wor Lyw vi ga!
[Anm.:
Nøjesvis, Nytaarsvise; slan, slaaet; æ Or, Aaret; gan,
gaaet; Sel, Sele;
sædr, passer; den Ot, den tilmaalte Del;
anner djes, andres;
Maan, Morgen; æ Glajs, Glasset;
skjødløs, skjødesløse; Mued, Mode;
Len, Ophør; i Gras, itu;
Kjørmes Knud maatt bus, Nordenstormen maatte rejse sig i sin
Vælde; fust, fare bort; Skaw, Skave; Skyw, Skive;
Træjring, Gavtyv;
skaw, gnave; vi, vid; jenle bette Hyr, en lille Bestilling;
Row, Rug;
syk, synke;
plot, plukkede;
dwalsk, slem, haardt; Aând, And; braa Haak, dygtig Klø;
Gjewt, den Portion, man giver et Dyr i Krybben;
Sor, Saar.]
18/1 1914.
HANS KAARSBERG.
Der red en Rytter over Steppen hvast;
saa muntert hoppede hans Huekvast.
Der sad en Doktor i et Vennelag,
og ingen hørte Hanen varsle Dag
for Ordets Fest, for Viddets Latterbrag.
Hvor denne Digter-Doktor tager Sæde,
der hopper Bægrene af Fryd og Glæde.
Et mandigt Hjærte og en følsom Aand,
Kirurg og Jæger -samme sikre Haand!
Og skal den vilde Hare skydes tam,
i Guds Navn, Venner, lad det ske ved ham!
Han vil ej skjænde Skovens Tempelro
ved plumpe Skud mod Hjortens unge Ko.
Han kjender Brokkens Hus og Vildtets Veje,
men sænker Bøssen for at se det lege.
Paa Fantasiens høje Ørkenridt
-hvor skued han fra Sadlen milevidt!
Vi har Poeter nok i emsig Dont,
men faa med denne Digters Horisont.
Den Nattergal har lidet rørt hans Sind
saalidt som »Poppedreng« paa sukret Pind,
og endnu har han holdt sig i at daane,
selv om i Sorø Sø han saa en Maane.
Dog bølger stærke Sange i hans Sjæl,
og Rytmen gjorde ofte rap hans Hæl.
Det stærke Blik, der kunde haane vildt,
det har jeg set bag Brillerne saa mildt,
naar Poesiens glade Glimmertraade
blev snoet til Streng ved høje Guders Naade!
24/1 1914.
LANDARBEJDER-SANG.
Saa langt jeg stirrer i Danmark ud,
jeg skuer vist tusinde Hytter;
de skaller i Frost, og de drypper i Slud,
i Blikstille staar de og lytter;
og Vinden hvisker ved Gavlens Straa,
mens Solen gaar mægtig af Havet.
Pas, Danmark, vel paa de Hytter graa,
dér ligger din Skjæbne begravet.
Vi skatted for længe til Pragt og Prunk
bag klingende Titler og Navne;
hvor een kan føre sig stolt og strunk,
maa hundrede sukke og savne.
Men Folkets Lykke var sjældent dér,
hvor Falke om Duerne rives,
langt oftere hist paa lave Kjær,
hvor Byggen ved Midsommer trives.
Naar Danmark ligger i lyse Tavl
saa kjært mellem Bøg og Linde,
mon ej hin Mand bag den skjæve Gavl
har virket det -han og hans Kvinde?
Mon ej med Troskab i Savn og Flid
I brugte Ploven og Hakken?
Hvorfor faar I da en ussel Hvid,
mens andre ta'r Lønnen og Takken.
Hvor Greven stænger sit Vangeled
for andre end Hjort og Hare,
mens Slideren dyrker sit magre Bed -
dér synes mig Landet i Fare.
Men I, hvis Arv blev den stærke Krop,
de hærdede Muskler og Arme,
stem Ryggen mod og skub Leddet op,
og kun et Par Grever vil larme!
Men skal I vinde jer Ret en Dag,
I faar den vist ej som Gave,
først efter mange og drøje Slag
mod Fejghed, ja Kolber og Stave.
Men gaar til Kamp det for Barn og Hjem,
og skulde for Alvor det gjælde,
se ikke skræmte fra Døren frem,
som Hønen ser op fra sin Nælde.
Den Kamp, I rejste for Hyttens Kaar,
den fører I helt for os alle.
Skal Lykken trives i Danmarks Gaard,
maa Fordommes Stenmure falde!
Lad Hjorten knejse bag Pigtraadsnet,
lad Lehnsjordsfasanen sig svinge -
men Manden har dog en større Ret,
og Retfærd en videre Vinge.
14/5 1914.
LILLE EDITH.
Det var i den Time, hvor Ax og Rør
sig sænker mod Aftenrød:
et legende Barn kom til min Dør
saa tindrende glad og sød.
Og Lokkernes Ynde saa fyldigsort
nedringled paa Axlen frit,
og Blikket, saa kandisbrunt og stort,
omsvævede skjælmsk og blidt.
Hun smuttede ind og ud igjen,
som Straalen gjennem et Glar,
imens en vimrende Hundehvalp
hun løftede op og bar.
Hun legede ned ad min Trappesten
med Blomster og Hund og alt;
hun legede under den Rosengren
paa trinde, fjedrende Barneben.
Da midt under Legen hun faldt!
Hvorledes? hun rejser sig ikke op!
Hun løfter ej Haanden mer;