-nej, til den er du for god!
Jydens Kløgt og Handelsaand
slaar din Haand i Verdens Haand.
Salt i Blodet, Salt paa Tungen
-ej blot Salt paa Fedtogbrød! -
Aabent Sindet, aaben Pungen -
da har Staden aldrig Nød.
Havets blanke Landevej
blinker for dit Barn og dig.
Naar en Dag hint Verdensbulder
stilner i en Broderfred,
naar Evropas syge Skulder
atter læmpes lindt i Led,
da gjør snart en Nytids Gry
dig til Jyders Første-By!
18/3 1915.
NIELS BRANSAGER.
Saa lyst et Sind, som her gled under,
jeg mødte kun den ene Gang;
thi du, som her i Kisten blunder,
var Folkets Barn i Tro og Trang,
og alt hvad Skjønt det Folk skal naa,
dit Ynglinghjærte nynned paa.
En Stridsmand var du blandt de kjække,
det kjendtes trindt om Sjællands Kyst;
da kom en Pil fra Dødens Snekke
og traf dig i dit unge Bryst.
Men selv paa Smertens Sygeseng
du fingred ved din Buestreng.
O, Livets Gud, som skjænker Kraften,
hvi høsted du hans Rug saa grøn
og ringed Solen ned før Aften
for denne Lysets muntre Søn?
Ubrugte Evners lyse Guld -
hvor tungt paa jer at kaste Muld!
Men naar det gror i Danmarks Ager
og gjærer varmt i Folkets Sind,
og naar paa Sejrens Dag vi flager,
hans lyse Navn gaar med os ind
-med Duft af Kløver mild og sval -
i Mindets høje Frihedssal.
-Kom Vaarens Vind, og stryg hans Pande,
kom, Foraarsblomst, og kys hans Mund,
før over Gravens mørke Rande
han sænkes ned i Sjællands Grund,
hvor Blomst skal spire, Haab skal gro
af Fædrejord og Ynglingtro!
2/4 1915.
JENS HANS HYWLBOR.
Jens Bruus han haaj ingen anne Vogn
end en Hywlbor,
men han war kjend øwr æ hiele Sogn
for hans Hywlbor.
Den fløjt som Ryler en Ruskregnsnæt,
den tut for Tier, den fløjt for Fjedt,
Jens hans Hywlbor,
Jens hans Hywlbor.
Jens Bruus han hint hans Ywlbrændmen hjem
po hans Hywlbor,
og det war nøj der haaj Fynd og Klem,
-spør æ Hywlbor!
Dér lo hans Wanter, dêr hwilt hans Dunk,
dér gik han sjel lisse strøg og strunk
baag hans Hywlbor,
baag hans Hywlbor.
Jens Bruus han tyt sæ en holden Mand
baag hans Hywlbor,
og spyt teframm øwr en javn Tønd Land
fræ hans Hywlbor.
No haaj han Edels og Hus og Skywl,
og Brændmen nok te en kristle Ywl
po hans Hywlbor,
po hans Hywlbor.
Da Jens war landed paa Dosbjærg Bakk
med hans Hywlbor,
da drap æ Swed fra hans Haag og Nakk
i hans Hywlbor.
»Harens!« raaft Jens. »Kluk-klunk!« swor æ Dunk,
og niedad skor æ med Skump og Skunk
i hans Hywlbor,
i hans Hywlbor!
Det tyt æ Hund' war for gløj en Vals
med en Hywlbor;
der hwirlt en Kytter fræ hwer en Sals
mod hans Hywlbor.
De kløj dje Gummer mod Jens hans Bjenn,
saa no begynd sgi æ Bruus aa skjenn
med hans Hywlbor,
med hans Hywlbor.
Det peef og klawed sæ uden Ro
fræ æ Hywlbor;
det war en Jammer aa hør opo
aa en Hywlbor!
Æ Dunk den hopped i hyw Galop,
æ Bruus strat ud, men æ Hund holdt Trop
med æ Hywlbor,
med æ Hywlbor.
Med Jet begynd æ aa vrikk og wakk
i æ Hywlbor;
fár Jens han nowed æ Bund aa æ Bakk,
støwt æ Hywlbor.
Æ Værk stod still, det ga ett en Mjav;
æ Dunk -den trilt ad en Mergelgrav
uden Hywlbor,
uden Hywlbor.
Jens Bruus han so paa en Knold og græd
uden Hywlbor:
»Mi Ywlbrændmen -no legger æ dér
-og mi Hywlbor -!
Mi Lyng mo bjerres i Mues og Hied;
men Dæwlen skuld da hint Brændmen mier
po en Hywlbor,
po en Hywlbor!«
[Anm.:
Hywlbor, Trillebør; tut, tudede; Tier, Tjære;
Ywlbrændmen, Julebrændevin; strøg, nydelig;
tyt, syntes; teframm, fremefter; Edels, Mad; Skywl, Husly;
Haag, Hage; harens, afsted; skor æ, skar det; Skunk, Stød;
gløj, hæftig, hed; hwirlt, hvirvlede; Kytter, Køter; kløj,
kløede; skjenn, løbe løbsk;
holdt Trop, h. Stand;
wakk, vakle; støwt, styrtede;
sô, sad; bjerres, bjærges;]
14/5 1915.
SEJ MÆ, SKA VI MEJ I KRI?
Sej mæ, ska vi mej i Kri?
Kan æ dryw wor Dar forbi?
Vi er Bønder for Worherr,
løwer derfor helst i Fred.
Fred mo te, hwor nøj ska grow,
Fred po Awer, Fred po Low;
Fred i Hus som Kongens Gord,
det er søen, en Land bestor!
Hwad de Stur fæk rejen nied
i en Ywbliks Kowtehied
kan de biel og bittesmo
krassel mej, te de blywr gro.
Vi vil Kamp, men aalle Kri.
Kamp det er der Mjenning i.
Kamp gir Kræfter, Lyw og Spel.
Kri slaar Lyw og Mand ihjel.
Der er andt, vi haar aa gjør,
ogsaa andt end ælt wor Smør:
Gjør wor Land saa skjøn og fri,
te dem bejst kund tryws deri.
Det mo vær wor dawle Lær:
Urets Brød mo ingen tær,
ingen Ridt paa naaen Mands Nakk,
liggud Ret i Gord og Brakk!
Hwis en Ryk bløw krum med Ær,
hwis en fæk formøj aa bær,
len en lidt, og lidt ijen;
dæ vil anner saa gi Len!
Nys wor Low bløw lig for aall,
søen en Low vil vi behold.
Krænkes den, saa slaar vi te,
saa de skal blyw legn derve!
[Anm.:
rejen, redet; Kowtehied, Overmod; krassel, mase;
tryws, trives.]
24/7 1915.
BARN OG MOR.
Vug mig, Mor,
mens min spæde Livskim gror;
vug det Onde af min Vej,
vug det Sunde op i mig!
Vug mig, Mor,
mens mit Pust i dit sig snor.
Vug mig, Mor,
nu da Rug til Ringlen gror,
Lærkesang paa Søndenvind
smyger i din Nynnen ind.
Vug mig, Mor,
saa jeg rank som Rugen gror.
Vug mig, Mor,
ved en Bøn for det, du tror.
End vi vakler samme Vej,
siden kanske slipper jeg!
Vug mig, Mor,
mens vi begge barnligt tror!
Vug mig, Mor,
varsomt i mit Skjæbnespor;
vug mig til en helstøbt Mand,
glad ved Hjem og Fædreland.
Vug mig, Mor,
til at staa ved Arv og Ord!
Vug mig, Mor,
løs saa op din Trøjes Snor,
da bag Barmens Særkesøm
di'r jeg til mig Livets Strøm.
Vug mig, Mor,
mens ved dig jeg di'r mig stor.