Ondt fôr han frem paa Sallingholm,
men værst i Fjandboland;
den arme Bonde vild og olm
i Stilhed knuste Tand.
Men Hævnen gaar paa rappe Sko,
hvor Tiden vorder ond,
og den som krænker Bondens Bo,
han gaar paa sumpig Bund.
-Brat Skipper Klæmers Stimandsflok
ind over Salling brød;
den første med saa vild en Kok,
den Kok han var sgi rød!
Ham slap nu Klæmer af sit Bur,
vildt lød dens Galens Gjald,
imens den fulgte Koks Natur
og fløj fra Lad til Hjald.
»Brand!« skreg man fra det stengraa Kaas,
»en paasat Nattebrand!«
»Brand!« slængte Lyngens brune Aas
langt over Maanevand.
Hævnflammens Leg om Spir og Spær
blev set helt ind til Fly.
Limfjordens Bølger bar dens Skjær
vidt over Mors og Thy.
Nu gnubber Bonden fro sit Ben.
»Den Brand hun varmer godt!«
Saa ler hvert Kræ, som fra sin Gren
ser Ild i Rævens Slot.
De Høvder brøled under Strand,
en Ræv tog ilde paa,
imens en natlig Ryttersmand
ad Skive til lod staa.
»Saamænd, Jens Hvas, du rider vel!«
-han ud paa Manken laa -
»men om du red dit Øg ihjel,
det vilde nap forslaa!
For Bonden er nu bleven gram
som nogen Bøl bag Plov.
Du skjænked ham for bedsk en Dram
i sidste Skatterov.«
-Jens Hvas red over Skive Bro,
det dundred højt og hvast.
Hans sorte Øg paa fire Sko
jog vid're uden Rast.
Men før de naaede næste By,
Jens vendte brat sin Hest.
Derinde under Nattens Sky
det volmer rødt i Vest.
Vildt snøfter her hans sorte Øg
fra Bakkens brede Aas,
thi begge lugter Hjemmets Røg:
histude brænder Kaas!
Og se! og se! fra Sals til Sals
nu flaxer Klæmers Kok
og galer af sin røde Hals
fra Lad og Bjælkestok!
Den Nat saa mangt et Sallingtaarn
til Sylden brændte ned,
mens Borgens Herre højvelbaar'n
husvild paa Heden red.
Til bløde Skvulp af Tastumsø
gik Vugg' i Dommerby,
mens Hævnens Brande, Ø ved Ø,
stod rødt paa Sallings Sky.
Urolig Hesten fletter Ben
med Hop og Snøft og Spring.
Med Ildskjar over Øjensten
vredt slænges den omkring.
Til Viborg kom de tidlig nok!
Her brød Jens Hvas sin Ed.
Saa tog ham Bødlen ved hans Lok,
mens Øxen gjord' Besked.
Til det den var slet ikke sen,
for ogsaa den var hvas.
Hans Tyrehals, hans Nakkeben
sprang som det skjøre Glas!
Og anden Tid med andre Mænd
drog ind i Sallingland,
mens røde Plage stak i Rend
langs Limfjords grønne Strand.
-Der var engang en Sallingbo.
Hans Navn det var Jens Hvas.
Fordi han brød sin Riddertro,
de slog hans Hals i Gras.
17/3 1916.
MOR VED BRØNDEN.
Min Mor var bleven gammel,
dog endnu mere svag;
langs Stuens lange Skammel
hun listed hen sin Dag.
Derude lyste Vaaren;
dens Haner alle gol;
hvidvingede Duer
sig svang i dens Sol.
Hver Morgen friske Fugle
paa Pilens lodne Gren,
mens Stæren sad og basked
paa Brøndens Vippesten.
Men Mor saa tungt mod Dagen
og den glinsende Stær;
den Vaar blev ikke hendes,
det følte hun her!
Den tynde Haand hun stemte
mod det smertende Bryst:
»For mig har Livet mistet
sin Fryd og sin Lyst.«
De hvide Duer svinged
om det mossede Tag,
og Stærehannen jubled;
men Mor blev mere svag.
Da fødtes en Beslutning
i Hjærtets dybe Grund,
i hendes tunge Øjne
den tindred en Stund.
»Aa, daj mig ud til Brønden!
Kom, Dreng! Giv mig din Haand!«
hun ivred af sin vante,
beslutsomme Aand.
Jeg tænker vel, hun droges
af den samme Urtidskraft,
som Væld og klare Kilder
til hver en Tid har haft.
Det lidende og syge
vil staa en fattig Stund
og dulmes ved det,
som er rent og frisk og sund.
Det hvide Sand laa strentet
paa Gangens gule Sten,
hvor Solen havde prentet
sin Krins saa varm og ren.
Men foran Forstudøren
randt Lysets fulde Flod,
hun vakled ud i Strømmen
med prøvende Fod.
Og Gaardhanen galed
og rysted Strubens Lap,
mens Hønsene de løb
mod den Savnede omkap.
Og Duerne paa Taget,
som trukne i en Snor
de svang sig ud i Luften
til Ære for »vor Mor«.
Men Moders Blik var sløvet
i syge Nætters Ve.
Der var kun eet, kun Brønden,
hun higed mod at se.
Vel sligt kan tykkes mange
kun smaat og ingenting,
men denne Brønd var Centrum,
hvor hendes Liv var Ring.
Og hendes Slægt og Mødre
i samme gamle Gaard
var gaaet i Kreds om Brønden
i flere hundred Aar.
Her havde de da siddet
paa den slidte Malkestol,
naar Aftentoflen trommed
og Kaalgaardsgjøgen gol.
Naar der stod Ring om Maanen,
og andre Himmeltegn
i Sky, og Tordenblaanen
gav Løfte om Regn.
Her fandt de Læ og Føde,
Hvil for den matte Krop,
her blev de, til de døde,
som Bi, der er slidt op.
Som deres hendes Verden, -
en Lykke ikkun tynd;
som deres hendes Færden
i Kredsgang om en Brønd!
Sin tynde Haand hun rakte
ud mod dens Ramme graa;
hun kunde lige magte
at lægge den derpaa.
Dybt nede mellem store,
ringsatte Kampesten
der laa den stille Kilde,
fredhellig og ren.
Et stort, tungsindigt Øje
saa oldingfjernt paa Syn;
aarhundredgammelt Mosset
hang over som Bryn.
Engang i Fortids Ælde
var Kilden tryllet frem
for siden tavs at vælde
som Midtpunkt for et Hjem.
Et Hjem, et Hjem! et fattigt
og dog et helligt Navn,
en lille grønnende Verden
med tusinde Haab og Savn.
Og Kilden i Hjemmets Midte
-som Draaben paa Blomstens Bund -
den læsked, uden at fritte,
hver Dyre-og Menneskemund.
Herhen kom -lige fra Ploven -
med Sved under Bringetøj,
med brudte Hudpletter paa Boven
det gamle, udslidte Øg.
Og Føllet, som blot skal sig øve
og endnu ej ved, om det tør,
men finder det voxent at prøve
det samme, som Moderen gjør -
Hvor higed hun, Koen, mod Aften,
herhen mod det blinkende Trug,
naar Føden og Mælken og Kraften
udspiled Yver og Bug!
Og Faaret fra solsveden Ager,
og Studen, som kjørnede Byg,
hver kom de saa hul og saa mager,
men gik som en Tromme saa tyk.
Saa blev den saa mild en Trøster
ej bare for Hors og Ko,
en god, forbarmende Søster
for alt i Mark som paa Lo.
Om Høg slog ned over Lærke,
og Vingen var ej for sen,
den Svage fandt Skjul mod den Stærke
i Brøndens mossede Sten.
Og Barnet, det klynkende spæde,
blev døbt i Treenigheds Navn
i Vand, som med Spil og med Kjæde
var løftet fra Slægtsbrøndens Favn.
Og havde den døende Olding
nu naaet sine Lidelsers Maal,