at vække Brødres Graad?
Lad disse Ord, min unge Ven,
ej knuge paa dit Bryst;
mit bli'r jo ej det sidste Syn
paa Slægtens Ve og Lyst;
ej var en Stymper bleven til
med Savn i Kjød og Blod,
hvis ej i noget Mon han fandt
Belønning for sin Graad.
O Død, du Fattigmandens Ven,
den bedste paa hans Vej,
min trætte Fod, min gamle Krop
alt længes ind mod dig;
den rige skjælver for dit Hug
i Velstands skjøre Traad,
men hvilket Favn du blev for den,
der sled sit Liv i Graad!«
1898.
I DET FJÆRNE.
Hvor kan jeg være god og glad
og synge ved min Kjærne, o,
naar Knøsen, som jeg elsker saa,
maa færdes i det Fjærne, o!
Jeg græder ej ved Sneens Leg,
der skjuler Sol og Stjerne, o,
men græder ved at tænke paa
min Ven hist i det Fjærne, o!
Min Fader jog mig fra sin Dør,
mig ingen Venner værne, o.
En hjalp mig vist, om han var nær,
men han er i det Fjærne, o!
Engang han gav mig denne Ring
og Baand som til en Terne, o;
jeg bærer dem endnu for ham,
min Gut hist i det Fjærne, o!
Naar snart jeg føde maa vort Barn,
mens Rugen sætter Kjærne, o,
monstro han saa vil komme hjem
til mig ifra det Fjærne, o!
1897.
HELLIG WOLLES BØN.
O du, som i din Himmel bor,
som bare ved dit Lunes Ord
lod to bli' frelst, hvor tyve for
til Helveds Vaade,
ej just for deres Synders Flor,
men ved din Naade -
Tak, høje Guddomsmagt, som brat
nedstyrted tusinde i Nat,
mens jeg blev for dit Aasyn sat,
et Lys, et Tegn,
en Fromhedslygte overladt
den ganske Egn!
Hvad var vel jeg og alle mine,
at du har hævet os til dine,
jeg som fortjente idel Pine
for Adams Brøde,
der han med sig og alle sine
aad sig til Døde.
Da frem af Moders Liv jeg brød,
du kunde slængt mig som en Glød
i Helveds luehede Skjød
med vældig Arm,
hvor Djævle slaas for dagligt Brød
med Hyl og Larm.
Her staar jeg som et valgt Exempel,
betegnet med dit Naadesstempel,
en Pille i min Herres Tempel,
en Klippeblok,
et skjønt og skinnende Exempel
for al din Flok.
Min Gud, du saa' hvad Kval jeg led,
naar nogen løsnede en Ed,
du kjender, hvor mit Hjærte sved
ved Dans og Drik,
thi selv jeg ved din Miskundhed
det alt undgik.
Dog jeg bekjender: Syndens Frø
i denne Barm ej helt vil dø;
jeg kom kanske for nær en Mø,
skjønt ej jeg vild 'et,
men du vil huske: Kjød er Hø,
i Synden hildet.
Ak, Gud, du ved -i Gaar med Mette!
Skjænk mig Tilgivelse for dette,
og lad det ingen Frugter sætte
til min Vanære,
da skal din Tjener aldrig lette
en Klokke mere!
Desuden -skjønt det gjør mig bange -
med Lises Tøs -dog kun tre Gange;
kanske det var de tre for mange,
men Fuldskabs Garn
det holdt din Tjener fast som Fange
ved Syndens Barn.
Gav du mig, Herre, til mit Gavn,
hin Kjødets Pæl, hin Blodets Savn,
paa det jeg ej i Naadens Favn
maaske skal snæres
af Hovmod, -naa, i Jesu Navn,
dit Kors maa bæres!
Gud, værn om din udvalgte Skare,
din Godheds Aand du aabenbare,
dens Fjenders Hob du ikke spare,
men tugt dem godt,
som bringer Herrens Flok i Fare
ved vantro Spot!
Gawn Hamilton, -o, straf ham haardt,
han svirer, bander, spiller Kort
og driver anden syndig Sport
i djævelsk Trods
og vender Folkets Hjærter bort
fra dig og os.
Beskikker vi ham Kirkens Tugt,
vi faar dog ej med Skjælmen Bugt,
thi hver Mand ler, mens nok saa smukt
han alle mofler;
forband, o Gud, hans Fad og Frugt,
Kaal og Kartofler!
Gud Herre, hør mit Klagemaal
mod Mændene fra Air, o, taal
ej mere disse Vantros Skraal,
udtøm din Galde,
og gjør dit Hjærte haardt som Staal
imod dem alle!
O, tvi, hin tungehvasse Aiken!
Mit Blod gaar stridere end Bækken
ved Tanken paa hin Stund og Skrækken,
vi alle led,
mens Auld som limet fast til Flækken
sin Læbe bed.
Min Gud, paa Straffens Dag forød ham,
hjemsøg med Hævn enhver, der lød ham,
borttag din Naade fra ham, mød ham
paa hver hans Vej,
ja, for dit Riges Skyld nedstød ham,
og spar ham ej!
Betænk din Tjener tro og huld
med Hus og Hest og Ko og Guld,
saa jeg maa skinne over Muld -
dit Navn til Pris -
og hisset hos dit Englekuld
i Paradis!
[Anm.:
mofler, har Krammet paa.] 1898.
DER BOED EN BONDE.
Frit oversat.
Der boed en Bonde paa Kildebæks Bred
-hej! mens Rude og Timian gror -
han havde en Kjælling til idel Fortræd
-nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
Og Manden traf Fanden en Dag paa sin Vej
-hej, mens Rude og Timian gror. -
»Hvordan,« spurgte Fanden, »befinder du dig?«
-Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
»Aa, det er rent snavs med den Kjælling jeg har
-hej, mens Rude og Timian gror -
for hun er da værre end Fanden skinbar«
-Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
»Din Oxe og Asen jeg ikke skal ta'
-hej, mens Rude og Timian gror -
men giv mig den Kjælling, for hind' maa jeg ha'«
-Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
»Og hvis du kan tumle den Hex, du da faar
-hej, mens Rude og Timian gror -
da er du mænd værre end Rygterne gaar«
-Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
Og Manden hjalp Fanden sin Kjælling i Sæk
-hej, mens Rude og Timian gror -
som Bonden sin Polde han bar hende væk
-Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
Saa fo'r de da begge ad Helvede til
-hej, mens Rude og Timian gror -
»Skrup ind!« sagde Fanden. -»Nej, Gi' om jeg vil!«
-Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
Men Fanden han var nu slet ikke forsagt
-hej, mens Rude og Timian gror -
han klapped i Næven og vips, kom hans Vagt
-Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
Men Kjællingen rased og rev som en Ulv
-hej, mens Rude og Timian gror -
de arge Smaadjævle hun tærsked i Gulv
-Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
En sværtet Smaafanden keg frem bag en Sten
-hej, mens Rude og Timian gror -
for Sod man ej saa, om han græd eller gren
-Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
»Hjælp, Mester! Slaa Hexen med Kolde og Kræft
-hej, mens Rude og Timian gror -
hun ellers os myrder hver eneste Kjæft!«
Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
Den Slemme -af Harme han fløjted og sang
-hej, mens Rude og Timian gror -
og bandte en Ed som hans Hale saa lang
-Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
Ja, Fanden han svor ved sin rødeste Kok:
-hej, mens Rude og Timian gror -
»Eet Helved ad Gangen er mere end nok«