og singler dem fast i en Drøm.
I Fædre med Døtre ved Haand,
I Mænd, som har Mo'r eller Viv,
det er ikke Linned, I slider og bær',
men stakkels Menneskers Liv -
Sting, Sting, Sting!
I Sult og Ledemodsværk
sy'r vi Kvinder med dobbelt Traad
et Dødningeskrud og en Særk.
Dog hvorfor tale om Død,
hin Knokkelgestalt med sin Le?
I hans forgræmmede, benede Træk,
jeg tykkes mig selv at se,
ja, tykkes mig selv at se
i lidende, savnfyldt Nød.
At Kjød og Blod er saa billig tilfals,
saa dyrt den Fattiges Brød!
I evigt trællende Kreds
at vandre om Arbejdets Pæl!
Og hvad er min Løn? En usselig Røn
og Pjalter fra Hoved til Hæl;
et trøsket Loft og et pilraadent Gulv,
et Bord, der næppe kan staa,
og Væggen saa bar, at takket jeg har
min Skygge, der falder derpaa.
Stræb -Slæb -Stræb,
mens Klokken dikker og slaar;
Slæb -Stræb -Slæb,
som Fangen i Fængslets Gaard.
Baand og Bændel og Søm,
Søm og Bændel og Baand,
til Hjærtet er sygt og Hjernen er træt,
saa træt som min synkende Haand.
Stræb -Slæb -Stræb,
naar Luften er efteraarsgraa,
og Slæb -Stræb -Slæb,
naar Himlen er sommerdagsblaa,
mens let over Rygningens Kam
de Svaler flyver saa højt
og viser mig deres beskinnede Ryg
og lokker mig med deres Fløjt.
Ak, blot i en Primulas Duft
at kvæge det syge Blod!
At drikke en Sommerdags Luft,
med Grønsværet under min Fod!
Aa, bare den ringeste Stund
at føle sig rigtig glad
som fordum, da en Tur i det fri
ej kostede en sin Mad!
Ja, bare en eneste Gang
at turde ta Tiden paa Borg!
Den skulde ej vies til Elskov og Tant,
den skulde kun vies min Sorg.
En stille Graad vilde lindre mit Sind;
men dybt i den salte Skaal,
hvor Taarerne bo, der maa de bero,
de standsed ellers min Naal«.
-Med Fingre stive af Stræb,
med Øjne svulne af Graad
en Kvinde, ukvindelig laset klædt,
sad bøjet over sin Traad,
Sting -Sting -Sting! -
mens ud af sin fattige Trang
og med en Stemme, der sitrende skjalv,
-aa, maatte den række til Rigdommens Hvalv!
hun sang om Skjorten sin Sang.
1901.
L'ANCIEN REGIME ELLER DET GODE GAMLE KONGEDØMME.
(James Thomson.)
Hvem har en Skjænk beredt
for vor Drot og Majestæt?
En Jomfru gav ham sin Tro,
han tog hendes Uskyld og lo
og gav hende Skjændsel til Tak
og Torne for Rosen, han brak.
Og efter vanæredes Sæd
hun glemtes og skæm'des og græd.
Uskyld er da næppe saa godt
som Gave til Kongen, vor Drot.
Hvem har en Skjænk beredt
for vor Drot og Majestæt?
En Statsmand bød ham en Lov,
hvor ikke Retfærdighed sov;
dog hurtig han angred' sit Kald,
thi Skjælmer beredte hans Fald;
i Landflugt, Forvisning og Nød
lod Kongen ham gaa til hans Død.
Retfærdighed aldrig var godt
som Gave til Kongen, vor Drot.
Hvem har en Skjænk beredt
for vor Drot og Majestæt?
En Tænker gav ham en Skat
af Sandhed, men Fængslets Nat
med eet om Skribenten stod stængt,
hans Bøger paa Baalet blev slængt.
Se, saadan kurerer en »Schuft«
den Sygdom, der hedder Fornuft.
Sandhed er alt andet end godt
som Gave til Kongen, vor Drot.
Hvem har en Skjænk beredt
for vor Drot og Majestæt?
Hans Folk i Begejstringens Rus
svor Troskab til ham og hans Hus;
da skjænked' den »Folkenes Ven«
dem Skatter og Byrder igjen,
Fordummelse, Hunger og Krig
med blodige Bunker af Lig.
Gud ved, om det ogsaa er godt
den Sværgen til Kongen, vor Drot!
Hvem har en Skjænk beredt
for vor Drot og Majestæt?
En Hofmand hans Hjærte betog,
en lavsindet, krybende Snog;
hans Hjærte var falsk som hans Smil,
han selv uforfalsket servil,
thi fik han i Kongens Palads
den styrtede Lovgivers Plads.
Thi Spytslikkeri det er godt
som Gave til Kongen, vor Drot.
Hvem har en' Skjænk beredt
for vor Drot og Majestæt?
En Feltherre skaffed' ham Krig,
paa Bytte og Sejre helt rig,
med Blodstrømme, Dødsrallen, Skud
og Tak til Hærskarernes Gud.
Ja Krig det er fint, det er godt
som Gave til Kongen, vor Drot.
Hvem har en Skjænk beredt
for vor Drot og Majestæt?
En Skjøge af Hoben ham bød
sin fristende Favn og sit Skjød
mod Retten til Rænker at saa;
saa fik hun hans Rige at flaa,
mens Kongen af Sansebegjær
blev Bold for en »fyrstelig« Mær.
For Skjøge det ved vi er godt
som Gave til Kongen, vor Drot.
Hvem har en Skjænk beredt
for vor Drot og Majestæt?
Det var i hans Dødsstunds Døgn,
da skjænked' en Præst ham en Løgn,
saa Helvedes gloende Kul
blev tagne for Himmerigs Guld,
at han for sit fromme Bedrag
blev Bisp, er en ligefrem Sag.
En Løgn det er særdeles godt
som Gave til Kongen, vor Drot.
Hvem har en Skjænk beredt
for vor Drot og Majestæt?
Hans Undersaatter ham gav
en pragtfuld udsmykket Grav;
dér sænked de Plageren i
og tænkte imens: Vi er fri!
Han staar nu for den evige Dom,
og for evigt hans Stol skal staa tom!
Ja, en Grav er usigelig godt
for et Folk at forære dets Drot!
Juni 1901.
DA GODSEJERNE APPELLEREDE TIL FOLKET.
(G. K. Chesterton.)
Kalder I paa Folkedommen? Spar jer denne slette Skjæmt.
Kald paa Gud, den naaderige, spørg om dér jer Skyld er glemt.
Kalder I paa By og Borger, I som slog hver By med Stank,
gav den Røg og Os og Kulstøv for en Himmel høj og blank,
I som bag Accisebommen sad og mæsked jer paa By'n,
og med selvgjort Lov i Lommen toldede dens sidste Gryn.
Kalder I paa Boel og Landsby? Hvilken kan I pege paa
som ved eders lange Styre ej fik hugget Hæl og Taa.
Byer sløjfed, Hjem lagt øde, Bønder bragt til Bettelstav
-høje Herrer, I tog England, og det blev ved jer en Grav,
blev en Tomt, hvor kun i Gruset findes Rest af Plov og Ten,
der hvor nu Kaninen snuser til de spredte Arnesten,
blev en Ørk, hvor Græs gror fyldigt men kun sparsomt Mandens Haab.
Kald ej I paa Boel og Bonde; mod Kaninen vend jert Raab!
Kalder I paa Skjold og Hjelmbusk? Nu velan, vi skal ej le
blot I nævne os én Gavtyv hvis Profit I gad ej se,
blot i hele Stræberkoblet -med og uden Ærestab -
én I fandt for plump og simpel for jert fødte Adelsskab.
Om nu en af hine Aagrer af normannisk Byrd sig kror,
lad I de Normanner slumre sødt i deres stjaalne Jord,