Thi se, vor fylkede Hær
med stolte Bannere skrider
alt op mod Dagningens Skjær!
Januar 1901.
FRA FRANSK.
DEN GODE GUD.
(Jean Pierre de Beranger.)
Gud vaagned en Morgen saa englegod
med os og Alverden paa bedste Fod.
Han satte sin Næse til Ruden brat.
»Den er da vel ikke gaaet under i Nat?«
Nej; der i en Krog af det svimlende Rum
Mor Jord for Gud Fader tilsyne kom.
»Om jeg kan begribe, de taaler de Kaar,
gid Fanden annamme mig her som jeg staar!
Annamme mig her som jeg staar!«
Og derpaa han sagde med faderlig Vægt:
»Saa tror denne dumme, dværgagtige Slægt,
om hvid eller sort, om fjærn eller nær:
for jer at regjere sidder jeg her!
Regjere jer hverken jeg kan eller vil,
hvad har man vel ogsaa Ministre til!
Om ej et Par Stykker paa Porten jeg faar,
gid Fanden annamme mig her som jeg staar,
annamme mig her som jeg staar!
Mon ikke jeg for at blive i Fred
har givet jer Vinen, ja, Pigebørn med?
Endda I mig klæder i Krigerens Skrud
og kalder mig frækt for »Kejserens Gud«,
ja, tænder Blodsudgydelsens Bavn
og fyrer Kanonerne af i mit Navn!
Om jeg i Spidsen af Krigshære gaar,
gid Fanden annamme mig her som jeg staar,
annamme mig her som jeg staar!
Hvem er vel disse Smaadværge der
med gyldne Kroner og spraglede Klæ'r?
De Myrefyrster, som mæler frit,
at deres Paahit er ogsaa mit,
at de af mig lærte Visdomskunst
og ejer min specielle Gunst!
Nej, agter jeg Fyrsters Værk ved et Haar,
gid Fanden annamme mig her som jeg staar,
annamme mig her som jeg staar!
Saa er der af Dværge endnu en Slags,
saa sorte som Meldrøjesvamp i Ax.
De jager Livsglæden Pokker i Vold
og gjør af mit Navn en Kyse-Trold;
hel skrappe i Munden, det nægter jeg ej,
men deres Præk er Hebraisk for mig.
Tror jeg, hvad Præster fortæller og spaar,
gid Fanden annamme mig her som jeg staar,
annamme mig her som jeg staar!
Ak Børn, hvi skulde jeg sige jer mer?
De gode af Hjærte dem har jeg kjær.
Vær ikke ræd, at jeg gjør jer Fortræd.
Hold pænt af hverandre og lev med Fred!
Haan bare de Store og Hyklernes Blok!
Adjø! Jeg frygter Angivernes Flok.
Hvis de deres Fødder i Himmerig faar,
gid Fanden annamme mig her som jeg staar,
annamme mig her som jeg staar!«
1902.
MODERHJÆRTET.
(Jean Richepin.)
Der var engang en fattig Knøs,
som elsked blindt saa grum en Tøs.
Hun sagde: »Hent i denne Stund
din Moders Hjærte til min Hund!«
Han lød. Gik hjem; stak Mod'ren ned,
skar Hjærtet ud og løb dermed.
Som bedst han løb, han faldt saa haardt,
at Hjærtet af hans Haand gled bort.
Og som det trilled tungt mod Jord,
der kom en spinkel Strøm af Ord.
Ja, Hjærtet græd fra Gadens Skarn:
»Aa, slog du dig, mit elskte Barn!«
Decbr. 1902.
FRA TYSK.
FOR SKRANKEN.
(Goethe.)
Og hvem der er Far til det Barn jeg bær'
det siger jeg eder ej,
og siger I saa, jeg en Horer er,
saa svarer jeg eder: nej!
Med hvem jeg troloved mig siger jeg ej,
men kjærlig og god er min Skat,
hvad enten han bærer en Kjæde af Guld,
hvad eller af Straa er hans Hat.
Vil Haan og Spot end følge deraf
jeg bærer al Skammen derved,
jeg kjender ham vel, han kjender mig vel,
Vorherre ved ogsaa Besked.
Hr. Pastor og Hr. Amtmand der
jeg haaber, I spare mig vil!
Det er mit Barn, det blir mit Barn;
I gir mig jo intet dertil.
1890.
ZIGEUNERSANG.
(Goethe.)
I Taagemulmet, i Sneen dyb,
i Vinternattens den vilde Skov
jeg hørte Ulvenes Hungerhyl,
jeg hørte Uglernes Skrig:
Ville vou, vou, vou,
ville vo, vo, vo,
vito hu!
Jeg skjød engang en Kat ved Zaun
og det var Hexen Annas kjære, sorte Kat,
syv Varulve kom da om Natten til mig,
syv Kvinder, ja syv fra vor By:
Ville vou, vou, vou,
ville vo, vo, vo,
vito hu!
Jeg kjendte dem alle, jeg kjendte dem vel,
baade Anna, Ursula, Käth',
baade Eva, Lisa og Mett',
de hylede om mig i Kreds:
Ville vou, vou, vou,
ville vo, vo, vo,
vito hu!
Da nævnte jeg hver ved sit Navn helt højt:
Hvad vil du Anna, hvad vil du Birth!
Da skjalv de og gøs, da rev de sig løs
og løb og tudede vildt:
Ville vou, vou, vou,
ville vo, vo, vo,
vito hu!
1890.
JEG FULGTE DYBT I SKOVEN IND.
(Goethe.)
Jeg fulgte dybt i Skoven ind
en herlig lille Pige
og trykked hende til min Kind.
»Slip! eller jeg skal skrige!«
Jeg raabte vredt: »Jeg dræber den,
der vover os at røre.«
»Hys!« hvisked hun, »tal sagte, Ven,
der kunde nogen høre!«
1890.
VÆVERNE.
(H. Heine.)
Med hule Øjne og gnislende Tænder
de sidder ved Væven med travle Hænder.
»Tyskland, vi væver dit Dødningeskrud,
vi væver deri tre Forbandelsesbud:
Vi væver, vi væver!
Forbandet den Skingud, som svigted i Nøden,
da Vinteren trued med Hungersdøden,
forgjæves vi bied, forgjæves vi bad,
men Spot han os yded istedetfor Mad,
vi væver, vi væver!
Forbandet Kongen, hin Drot for de rige,
der ikke kunde vor Nød besige,
der rev os Brødet af vore Munde
og siden lod os skyde som Hunde -
vi væver, vi væver!
Forbandet det falske Fædreland,
som Raadenskabsspirer kun nære kan,
hvor hver en Blomst saa spæd maa dø,
og hvor kun Skjændselen sætter Frø -
vi væver, vi væver!«
Og Skytlen flyver, Vævens Brag
gir Gjenlyd gjennem Nat og Dag -
»Old-Tyskland, vi væver dit Dødning-Skrud,
vi væver deri tre Forbandelsesbud -
vi væver, vi væver!«
1890.
HOLD DOG OP!
(H. Heine.)
Hold dog op med de Parabler.
Stands den hellige Fanfare
og de mange fromme Fabler,
mens et Spørgsmaal I besvare!
Hvorfor kryber om i Støvet
bleg og byrdebrudt den Gode,
mens forbi den Slette traver
højt tilhest og veltilmode?
Hvis er Skylden? Er Vorherre
kanske ikke helt almægtig?
Eller er det ham, der gjør det?
Nej, det var for nederdrægtig?
Saadan spørger vi bestandig,
indtil man os Munden stopper
med en Haandfuld Jord fra Graven.
Var det Svar mon paa vort Spørgsmaal?
1898.