JAMMERDAL.
(H. Heine.)
Om Gavlen tuder Nattens Vind,
hvor højt bag Ruder brustne
to stakkels Djævle strækker sig
saa magre og saa gustne.
Den ene stakkels Djævel sa':
»Omslyng mig med dine Arme,
og pres din Mund imod min Mund;
jeg vil hos dig mig varme.«
Den anden stakkels Djævel sa':
»Ser dig jeg ind i Øjet,
forsvinder Kulde, Savn og Sult
og alt hvad jeg har døjet.«
De kyssedes meget, men græd dog mer,
kun Sukket danned en Pavse;
imellem de lo, og imellem de sang;
omsider blev de saa tavse.
Man hented Betjenten, og Lægen kom,
han konstatered med Lethed
Kadavrenes Død, anførte som Grund
Omstændighedernes Slethed.
»Den strenge Kulde«, erklærede han,
»forbunden med Mangel paa Spise,
har -om ej ganske gjort det forbi -
dog synlig befordret en Krise.
Naar Vinteren kommer,« lagde han til,
»maa Sengene helst være bløde.«
-Han anbefaled desuden enhver
en sund og kraftig Føde.
1897.
FILANTROPEN.
(H. Heine.)
Der leved to elskede Søskend',
en fattig Søster, en Broder saa rig;
den fattige sa' til den rige:
»Giv mig et Stykke Brød.«
Men hende den rige svared':
»Lad mig dog nu i Fred!
Mit aarlige Gjæstebud gjør jeg
i Dag for det store Raad:
En elsker Skildpaddesuppe,
den Anden Ananas,
den Tredje spiser Fasaner helst
med Trøfler fra Perigord.
Den Fjerde spiser blot Havfisk,
den Femte lirker for Lax,
den Sjette tager tiltakke med Alt
og drikker dygtigt dertil.«
Den stakkels, stakkels Søster
gik sulten til sin Hytte.
Hun la' sig paa en Halmsæk
og drog sit sidste Suk.
Vi maa jo alle dø,
og Dødens Le traf ogsaa
tilsidst den rige Broder,
som Søsteren den traf.
Og da den rige Broder
forstod, hans Tid var omme,
tilkaldte han Notaren
og gjorde sit Testament.
Anselige Legater
tilkjendtes Gejstligheden
og Skoler, samt det store
Musæum for Zoologi.
Med smukke Summer betænkte
den store Testator ogsaa
vort Jødeomvendelsesselskab
og Døvstummeinstitutet.
Det nye Taarn paa St. Stephan
han skjænkede en Klokke.
Den vejer 500 Centner
og er af bedste Metal.
Den melder med malmerne Tunge,
hvor meget godt han gjorde
Staden og hans Medborg're
af egen Konfession.
Begravelsesfesten blev fejret
med megen Prunk og Pragt.
Folk strømmede til i Mængde
og gloede ærefrygtsfuld.
Thi paa en sort Karosse,
der lig en Baldakin
var prydet med sorte Strudsfjer,
hvilte hans Sarkofag.
Tæt bagefter Kisten vandred
Lakajer i sorte Livreer;
snehvide Tørklæder holdt de
op for de sorgrøde Aasyn.
Byens Honoratiores
in pleno, et stateligt Følge
af sorte Paradekuske
vraltede efter i Takt.
Han fattedes just, som gjerne
Fasaner med Trøfler spiste.
Ak, en Forstoppelse havde
fornylig endt hans Liv!
1897.
DUELLER.
(H. Heine.)
To Oxer paa en Bondegaard
faldt i Disput, og den var haard.
De havde begge let til Vrede,
og som det gaar i Stridens Hede,
snart har den ene Ordets Helt,
den anden for en Æsel skjældt,
da Æsel er Skjældsord mod en Oxe,
saa maatte de tvende John Bull'er boxe.
Paa selvsamme Gaard og til selvsamme Tid
geraaded ogsaa to Æsler i Strid.
Langørernes Lidenskab voxed med Hast,
omsider den enes Taalmodighed brast,
og mens hans vilde »Y-a« gjalder,
Medæslet han for Oxe kalder.
I ved, at intet et Æsel kreperer,
som naar man det Oxe titulerer.
En Tvekamp fulgte, de sloges og bedes,
med Hoved og Hove de stødtes og stredes
med mangt et Spark i hinandens Podex,
som det er befalet i Ærens Kodex.
Og hvad er Moralen i dette vort Digt?
Duel kan blive bydende Pligt:
Om Løjtnantsspiren betitles en Praas, -
nuvel, det er klart, at saa maa han slaas.
1897.
BALTHASAR.
(H. Heine.)
Alt hylled Nattens Klædebon
sig tykt og tæt om Babylon.
Men ovre i Balthasars Slot
dér flimrer Lys, der støjes raat.
Der gjorde Kongen Gjæstebud
for Riddersmænd i Silkeskrud.
Der tømte Mændenes skinnende Rad
den funklende Vin af gyldene Fad.
Og Bæger mod Bæger i Tumlen klang,
og Kongen jubled, og Ridderne sang.
Og Kongens Kinder gløded af Blod,
og Vinen hidsed hans vilde Mod.
Han rejser sig op fra Drikkebord
og haaner Gud med bespottende Ord.
Han bryster sig frækt, hans Haan er vild,
og Ridderne brøler Bifald dertil.
Og bydende vendte sig Kongen om, -
en Tjener forsvandt, paany han kom.
Han bar paa sit Hoved de gyldne Kar,
fra Jahves Tempel de røvede var.
Balthasar greb -den forvorpne Mand -
et helligt Bæger, fyldt til dets Rand.
Det tømte han pludselig til dets Bund
og raabte højt med fraadende Mund:
»Jehova, jeg sværger dig evig Haan,
thi jeg er Konge i Babylon!«
Dog næppe de grufulde Ord henklang,
før Angstens Sved ham af Panden sprang.
Den gjaldende Latter forstummed i Hal,
og der blev dødsensstille i Sal.
Og se! og se! paa den hvide Mur
der tegned sig sort en Haands Figur,
og skrev, og skrev paa Kalkvæggen grant
Ildtegn ved Ildtegn, skrev og forsvandt.
Balthasar sad der med stivnet Blik,
hans Knæ og Hænder bævende gik.
De Riddere gøs, den larmende Fryd
var længst forstummet, ej mindste Lyd.
De Magere kommer, dog ingen formaar
at tyde de Tegn, der paa Væggen staar.
Men samme Nat slog Ridder og Træl
Balthasar, Babylons Konge, ihjel.
3/10 1893.
HENSIGTSMÆSSIGHED.
(H. Heine.)
Tvende Ben har Gud os givet
til at stræbe frem i Livet,
vilde ej at Adamsætten
skulde klæbe fast til Pletten -
thi en gammel Stilstands-Ploug
havde kun ét Ben behov.
Og af Øjne fik vi to
til at dømme klart og tro -
for at tro hvert skrevet Pluk
var ét Øje mer end nok;
to Gud gav os -ikke fler -
at vi rigtig maatte fatte
denne skjønne Verdens Skatte,
skabt til Menneskets Plaser.
Og naar vi langs Gaden døse
for at se paa kjønne Tøse
mindre eller mer forfløjne,
skal vi bruge begge Øjne, -
en Opmærksomhed vi skylder
dette raa Produkt af Moden,
som vi bærer langs ad Foden,
vore stakkels Ligtornsbylder,
som er slig en Fandens Plage
i de spidse Støvlers Dage.
Tvende Hænder gav os Gud
til at dele dobbelt ud,
ikke for at lægge Grunker
op i dobbelt høje Bunker
eller bag om Kistelaag,
som jo nu saa mangt et Drog.
Vi skal ingen Navne nævne,
skjønt vi gad os gjerne hævne,