Vinløvet langs den krumme Rhin og dine Hasler, St. Goar,
de nikked' ned fra deres Fjæld og hilsede det høje Par;
og glade saa sig Parret om; det lille Skib, hvor var det net!
Her gik de jo saa trygge rundt, som hist paa Sanssoucis Parket.
Men under al den Herlighed og bag om denne Glimmerpragt,
der flammer vildt det Element, der skyder Skibet frem med Magt;
dér staar i Kvalm og Flammeskjær og rager under Kjedlens Rist
han, som om Bord er Kraftens Sjæl, en proletarisk Maskinist.
Deroppe ler den grønne Jord, og Sol forgylder Flod og Hav,
mens han den skjønne, lange Dag maa stirre i sin Flammegrav;
i Bomuldsskjorten staar han der, halvnøgen, trængt af Røg og Rust,
imens en Konge over ham indaander Bjærges frie Pust.
Nu har han skruet Ovnen til, og al Ting er i bedste Stil,
saa skjænker han et kort Sekund sin trætte Krop et Slavehvil.
Der dukker han til Midjen frem af Kjedelrummets Lugekarm
og spejder over Dækket hen, svagt støttet paa den højre Arm.
Med Skovlen i sin sorte Haand og Kind og Arm af Ilden bagt
og med det svære, nøgne Bryst bredt mod Gelændrets Sprinkler lagt
han spejder efter Fyrsten hen, imens han mumler mørk i Hu;
»Hvor Staten ligner dette Skib! -Lysfødt paa Dækket vandrer du.
Men nedenfor i Dybets Nat, i Arbejdsrummets dunkle Skjød,
dybt nede, smeder jeg af Trang mit Skjæbnehjul ved Flammen rød;
og ej blot mit, men ogsaa dit; hvem holdt Maskinen her i Gang,
hvis ej min Næve, ru og haard, haandtered Skovl og Stempelstang?
Du er langt mindre nogen Zeus, end jeg, o Konge, en Titan!
I al din Pragt du træder paa en altid kogende Vulkan!
Og den Vulkan behersker jeg; et Ryk, et Slag, og fra mit Bur
omstyrter jeg det stolte Hus, paa hvilket du er Topfigur!
Mens Dækket brister, slænges du i Luften under Spanters Brag,
vi andre gaar nyfødte frem fra Mørkets Skjul til Lys og Dag.
Vi er en Magt! Vi hamrer frem fra nyt den gamle, mugne Stat,
hvori Guds Vrede os har holdt til nu som Proletariat.
Da gaar med Sang jeg Verden rundt, og paa min Skulder, bred og stærk,
som St. Christoffer bærer jeg en ny Tids Christ, en ny Tids Værk.
Jeg er hin Kjæmpe uden Frygt, der bærer paa min faste Fod
Befrielsens og Frelsens Aand hen over Tidens vilde Flod!«
Saa brummer i sit røde Skjæg den dystre, sværtede Kyklop,
og gaar saa atter til sit Værk og skovler Kul og Ild i Hob.
Plejlstangen jager op og ned, Propellen gaar med tunge Slag;
belyst af Flammen hvisker han: »Nej, vrede Kræfter ej i Dag!_«
Snart lægges til Kapellet ind; i Land da gaar Hans Majestæt,
og kjører til sit rhinske Slot; sex Heste gaar for hans Karet.
Men med et Blik til Kongens Slot nu Maskinisten aander frem:
»_Fremtidsruiner -ak, hvor godt der hæges nu som før om dem!_«
Juni 1901.
OMSVÆRM OS KUN, FJENDER.
(Arthur Fitzer.)
Nehemias 4. Kap.
Da nu det sig rygted til Fjendernes By,
at Herren et Tempel vi bygged paany,
da stormed de mod os i Tummel og Tramp,
og Pladsen for Templet blev Pladsen for Kamp.
Hist slæbte vi Bjælker, her rulled vi Sten;
med venstre Haand førte vi Hamren og Ske'n,
men højt i den højre vi løfted til Værn
de blinkende Vaaben af Kobber og Jærn.
Og Muren sig hævede Fod over Fod,
mens Kalken vi blanded med rødnende Blod.
De snittede Søjler vi rejste ved Kvæld
til Saaredes Rallen i Sted for: »Godt Held!«
Vi hvælvede Kuplens omspændende Rund,
dødtruffen og ramt til vor inderste Grund.
»Omsværm os kun, Fjender, kast Død paa vor Vej!
I dræber os, men I besejrer os ej!«
Saa toned' i Zion den trodsige Sang,
mens Mændene mured med Ske og med Stang
den Højestes Tempel, det hellige Hus.
Naar ender vel Sangen, naar standser dens Brus?
Aarhundreder fulgte, Aarhundreder svandt;
vort Saar rinder stadig, hvor Fædrenes randt;
omsværmet af Fjender vi strider imod
og bygger, mens Kalken vi blander med Blod.
1901.
ARBEJDERSANG.
(Karl Henckell.)
Det drøner fra det hule Rum
med Arbejdslarm og-Støj,
mens Mand ved Mand staar bøjet, stum,
i Oljestank og Røg.
Og Bælgen stønner, Hamren slaar,
og Gnisteregn mod Taget staar.
Mens Ødelanden strækker sig
paa Bolster bag sin Pult,
begiver Slaven sig paa Vej,
ansporet af sin Sult.
Og Bælgen stønner, Hamren slaar,
og Gnisteregn mod Taget staar.
For kun en karrig Løn at naa,
for blot at blive mæt,
fra Gry til Kvæld, du ser ham staa
paa samme dunkle Plet.
Mens Bælgen stønner, Hamren slaar,
og Gnisteregn mod Taget staar.
For Børn og Hustru kjæmper han
og stemmer sig imod;
han ved, hvor Sulten suge kan
ens Marv og Hjærteblod,
mens Bælgen stønner, Hamren slaar,
og Gnisteregn mod Taget staar.
Ak, ingen muntre Toner svang
sig gjennem Røgen klam,
og aldrig nogen Digters Sang
har kunnet naa til ham,
mens Bælgen stønned, Hamren slog,
og Gnisteregn mod Taget jog.
Det hænder vel fra Stund til Stund,
hans Sind bli'r sygt af Harm;
da styrter Eder af hans Mund,
men drukner snart i Larm,
mens Bælgen stønner, Hamren slaar,
og Gnisteregn mod Taget staar.
Det er en raa og ilde Ting
at gjøre Mand til Træl;
mærk Øjets Lyn ved Hamrens Sving,
I Herrer, vogt jer vel!
Thi Bælgen stønner, Hamren slaar,
og Gnisteregn mod Taget staar.
»Om Gud i Himlen ej vor Sag
og bange Raab forstaar,
da storm du frem, o, Dommedag,
paa hvilken alt forgaar!
Mens Bælgen stønner, Hamren slaar,
og Gnisteregn mod Taget staar.«
April 1901.
NR. 310.
(Ditlev von Liliencron.)
Paa femte Døgn uden Middagsmad,
og ikke en Hvid paa min magre Rad;
i Stedet for Arbejde: Hunger og Nød,
blot vandre, og »fægte« og »betle sit Brød«.
-Haandværkeren bøjer i Skoven ind.
Hvad risler saa koldt hen over hans Kind,
og hvorfor jager hans Blik distræt
i trøstesløs Flakken fra Træ til Træ?
Nu synker Solen, og alt er Fred,
kun Droslen larmer et enkelt Sted.
Hvi svajer Ælmen i Skovens Kant?
Et Menneske mellem dens Grene svandt.
Den Strikke, der holdt hans fattige Bundt,
han knyttede om sin Strube rundt:
Et Fald! -Dødskampen var ikke lang;
Snart saa han Solen for sidste Gang.
Og Dug faldt paa ham, og Gryet kom,
og Duer skogrede rundenom,
som intet var hændet; Sang-Droslen lo,
og Vinden vifted' i kølig Ro.
En Jæger hen over Bakken skred;
han saa den Hængte og skar ham ned.
Til Øvrigheden gik skyndsomst Bud,
Gendarmer kom i en Fart derud.
En Dommer i hvidt fra Top til Taa