behøver Skjøn Doris ej mere at vente,
mens oppe Hans Tøffel gi'r Digte.
26/3 1918.
FRA NORSK BONDEMAAL.
DEN FØRSTE SANG.
(Per Sivle.)
Den første Gang jeg hørte Sang,
den randt af renest Kilde:
Min Mor som sang med mig paa Fang;
til Graaden blev saa stille!
Saa blidelig den dyssed mig
i Blund paa Drømmens Tue,
og viste mig en fager Vej
op fra vor lave Stue.
Den Vej jeg ser endnu saa tit!
Naar Øjet træt vil hvile,
der staar en Engel, smiler blidt,
som bare én kan smile.
Og hver Gang Striden stilner af,
som i og om mig ulmer,
jeg hører tyst fra Moders Grav
hin Sang, som alting dulmer.
24/4 1916.
FRA SVENSK.
TRE BIBELSKE VISER.
(C. M. Bellman.)
I.
Joachim udi Babylon
havde en Hustru, Susanne.
:, Hæv din Kande, ,:
tøm den redebon!
Joachim var en gjennemhæderlig Mand,
Fruen saa hæderlig omtrent som han.
:, Hjærter mange ,:
stak den Glut i Brand.
Takkes skal du, Susanne kjær,
Skaal for hver dydelig Mage!
:, Lad os smage ,:
nu paa Mosten her!
Slaa nu paa Glasset, lad os juble i Kor,
Tøsen som Knøsen, Gubbe som Mor,
:, lad os synge, ,:
Skaalen er saa stor.
Joachim kunde -efter Skriftens Ord -
føre det herligste Leven,
:, give Greven ,:
ved et veldækt Bord.
Fru'n for sit Kjøkken vandt saa meget Behag,
hungrige Friere hver evige Dag!
:, Hurra, Gubber ,:
for saa godt et Lag!
Hør nu, Brødre, hvad Vej det tog:
Naar Kalaserne tystne,
:, tvende Lystne ,:
Kreds om Fruen slog.
Gubberne kryber om hinanden tyst,
Troskab bor dog i Susannas Bryst,
:, Afslag ramte ,:
deres fule Lyst.
Joachim havde under Havens Træ'r
dannet det yndigste Eden;
:, Middagsheden ,:
fandt Susanna der.
Rundt om en Dam stod der Ege og Lind,
skjønne Susanne tog Bad som en Hind;
:, naar hun plasked, ,:
titted Liljer ind.
Stod to Skalke bag Lindes Læ,
lured paa Joachims Frue,
:, tændt i Lue ,:
af saa sødt et Knæ.
»Hej,« hvæsed Skalken til sin Medskalk frem,
»Hej, det er Middag, skal vi nu gaa hjem!«
:, To Kanaljer ,:
var de i hvert Lem.
Let forstaar man de Skalkers Trik,
hvad de havde i Sinde.
:, Hofter trinde ,:
daared mangt et Blik!
Øjet drog Hjærtet, men Susanne drog alt,
Laas var for Porten og Vagten kaldt,
:, Blodets Hede ,:
fjorten Grader faldt!
Saâ gik Dyden sin Sejersgang;
Himlen Susanne belønne!
:, Blandt de Skjønne ,:
hun har dobbelt Rang.
Slaa nu paa Glasset; nyd det korte Liv!
Vakre smaa Hjærter, -søde Tidsfordriv!
:, Lad os drikke ,:
uden Larm og Kiv.
II.
En Potifars Hustru saa daarende kjær
lønligt for Josef mon sukke,
ta'r ham om Armen og hvisker saa nær:
»Bliv her, bliv her!«
En Rose saa dejlig, som slet ikke stak,
stod for vor Josef at plukke,
men som en Lømmel han ofred sin Frak,
-jo, Tak, jo, Tak!
Ak, om jeg sattes i Josefs Sted,
jeg løb knapt et Fjed.
Men Josef, den Taabe, ad Døren han fôr,
Nymfen hun vinker og beder.
Aldrig i Verden en Daare saa stor
har traadt vor Jord.
Frit æde og drikke i Potifars Sal,
Ild paa Kaminen af Ceder,
ingen Dueller og ingen Rival
med Kvalm og Kval.
Skaal for den Frue i Potifars Arm,
hun sover saa varm.
Men Fejlen hos Josef var kun, at han Drik
flyed, afskyed med mere,
derfor benovet ved Skjønhedens Blik
hans Mod slog Klik.
Blandt Gardens Kaptajner en maadelig én
Potifar var mellem flere,
søvnig i Sengen, og tynde hans Ben,
en Glut til Men.
Skaal for den Frue i Potifars Hus,
hun kranse vort Krus!
III.
:, Gubben Noa ,: var en Hædersmand;
straks han kom fra Arken
han plantede i Marken
:, Vin og Vin, ja! ,: saadan gjorde han.
:, Noa ro'de ,: fra sin gamle Ark,
fyldte sine Tasker
med Bimpler og med Flasker
:, for at drikke ,: paa den grønne Mark.
:, Vel han vidste ,: at Guds Skabning var
tørstig af Naturen,
Folk som Fæ i Furen,
:, derfor Gubben ,: Vinen plantet har.
:, Mutter Noa ,: var en Hædersfru,
gav sin Mand at drikke,
lod i Fred ham hikke;
:, slig en Hustru ,: tog vist gjerne du!
:, Aldrig sa' hun ,: »Kjære Far, saa, saa!
Sæt nu fra dig Kanden!«
Nej, med Kys paa Panden
:, lod hun Gubben ,: salig Sengen naa.
:, Gubben Noa ,: havde fagert Haar;
Fip paa Dobbelthagen,
Kinder som Skarlagen;
:, og til Bunden ,: drak han: Hej! Godtaar!
:, Herlig var da ,: denne grønne Jord;
hver blev budt det Bedste;
ingen tørstig Næste
:, sad og hængte ,: ved et duget Bord.
:, Ingen Skaaler ,: voldte da Besvær,
ej hin dumme Lære:
»Jeg skal ha' den Ære -«
:, Nej, til Bunden ,: drak man ud -som her!
1907.
DET FØRSTE KYS.
(Joh. L. Runeberg.)
I Sølverskyens Kant sad Aftenstjernen,
fra Lundens Skumring spurgte hende Ternen:
Sig, Aftenstjerne, hvad i Himlen tænkes
naar første søde Kys den Elskte skjænkes,
og Himlens rene Datter hørtes svare:
Til Jorden titter Lysets Engleskare
og ser afspejlet deres egne Glæder,
blot Døden vender Øjet bort -og græder.
1890.
DE FANGNE.
(Joh. L. Runeberg.)
Paa den røde Elvebund
fiskede en Yngling Perler,
fandt en Perle, blaa som Himlen,
og saa rund som Himlens Stjerne.
Men en Pige laa i Perlen,
og hun bad en Bøn og sagde:
»Offer dog din Perle, Yngling,
bryd mit Fængsel, lad mig fare,
et taknemligt Blik i Stedet
jeg dig for min Frihed skjænker.«
»Nej ved Gud, min søde Pige,
Perlen er dog altfor kostbar;
bær med Taalmod du din Lænke,
mange bærer én langt værre.« -
Sønderbrød hun sagte Skallen,
Morgenrøden lig i Skjønhed
skjød hun op ved Guttens Side,
gyldne Lokker dulgte Panden,
Rosenblod i Kinden gløded. -
Stum i hendes Skjønhed fanget
stod i trende Timer Gutten.
Da den tredie var omme,
bad han tyst en Bøn og sagde:
»Offer dog din Skjønhed, Pige,
bryd mit Fængsel, lad mig fare,
og dig en taknemlig Taare
vil jeg for min Frihed skjænke.«
»Nej, ved Gud, du søde Yngling,
Perlen er dog altfor kostbar.
Bær med Taalmod du din Lænke,
mange bærer én langt værre!«
1890.
JEG SER PAA TERNERNES SKARE.
(Joh. L. Runeberg.)
Jeg ser paa Ternernes Skare,
jeg spejder og spejder bestandig,
den skjønneste vil jeg vælge
men fejler dog stadig i Valget.
Den ene har klarere Øjne,
den anden friskere Kinder,
den tredje har fuldere Læber,
den fjerde har varmere Hjærte.
Saa findes ej én som savner