det noget, som fængsler mit Hjærte;
jeg kan ikke én forskyde -
o, turde jeg kysse dem alle!
1890.
SMAAVERS.
(Joh. L. Runeberg.)
Ynglingen blev femten Aar -og tro'de
ej endnu at Elskov var i Verden,
og han leved fem Aar til og tro'de
ej endnu at den var til i Verden.
Kom da brat en underdejlig Pige,
som i nogle Timer Gutten lærte,
hvad i tyve Aar han ikke fatted.
Pigen kom fra Mødet med den Elskte,
kom med røde Hænder. Mod'ren spurgte:
»Hvorfor er din Haand saa rød, min Datter?«
Pigen sagde: »Jeg har plukket Roser,
paa dens Torne revet mine Hænder.«
Atter kom hun fra sin Elskers Møde,
kom med røde Læber. Mod'ren spurgte:
»Hvorfor rødmer dine Læber, Datter?«
Pigen svared: »Jo, jeg har spist Jordbær,
deres Saft har farvet mine Læber.«
Atter kom hun hjem fra Stævnemøde,
kom med blege Kinder. Mod'ren spurgte:
»Hvoraf hvidner dine Kinder, Datter?«
Pigen svared: »Red en Grav, o Moder,
gjem mig der og sæt et Kors derover,
og paa Korset rist de Ord jeg siger:
Én Gang kom hun hjem med røde Hænder,
thi de rødmed mellem Elsk'rens Hænder;
én Gang kom hun hjem med røde Læber,
thi de rødmed ved den Elsktes Læber;
senest kom hun hjem med blege Kinder,
de blev blege ved den Elsktes Utro.«
Ved en Piges Vindu stod en Yngling
trende lange, lyse Sommernætter,
lokkede og bad om at bli' indladt.
Første Aften fik han Skjænd og Trusler,
anden Aften fik han Graad og Bønner,
tredje Aften fik han Vindvet aabnet.
1890.
OJAN PAVO.
(Joh. L. Runeberg.)
Stor var Tavastbonden Ojan Pavo,
stor og vældig iblandt Finlands Sønner,
støt som en med Gran bevoxet Klippe,
djærv og rask og kraftig som en Stormvind.
Træer havde han med Rødder oprykt,
tugtet Bjørne med sin blotte Armkraft,
løftet Heste over høje Gjærder,
knælagt stærke Mænd som var de Halmstraa.
Og nu stod den stærke Ojan Pavo
stolt og vældig frem paa Lagmandstinget.
Midt paa Gaarden stod han iblandt Folket
som den høje Fyr imellem Smaaskov.
Og han løftede sin Røst og sagde:
Hvis her findes en, af Kvinde ammet,
som formaar at holde mig paa Stedet
saa jeg ikke røre mig af Flækken,
han maa tage mine fede Agre,
han maa have mine Sølveskatte,
han maa eje mine mange Hjorde
og med Krop og Sjæl er jeg hans Slave.
Saa til Folket talte Ojan Pavo;
men forskrækked' stode Byens Karle
tavse i den stolte Ojans Nærhed,
og der traadte ingen frem imod ham.
Men med Kjærlighed og med Beundring
saa de Skjønne paa den unge Kjæmpe,
thi han stod, den stærke Ojan Pavo,
som den høje Fyr imellem Smaaskov,
Øjet straalte som en Himlens Stjerne
og hans Pande lyste klar som Dagen,
og hans gule Haar sank mod hans Axler
som et sølvsprængt Vandfald over Fjældet.
Men af Kvindeflokken fremstod Anna,
hun den skjønneste af Egnens Piger,
herlig som den lyse Dag at se paa.
Raskt hun traadte hen til Ojan Pavo,
slog omkring hans Hals de runde Arme,
nærmede sit Hjærte til hans Hjærte,
pressede hans Kind mod sine Kinder
og saa bød hun ham at slide løs sig.
Men den stærke Yngling stod besejret,
kunde ikke røre sig af Flækken
men kun sige aandeløs til Pigen:
Anna, Anna, du har vundet Prisen,
du maa tage strax min rige Bopæl,
du maa have mine Sølveskatte,
du maa eje mine mange Hjorde
og med Krop og Sjæl er jeg dit Eje.
1890.
FRA VÆRMLANDSK.
BREMSENS MØSSE[*].
(F. A. Dahlgren.)
[Anm. * Svensk Hovedtøj.]
Og Bremsen han fôr til Marked engang,
der fik han den grønneste Møsse,
og saa fløj han hjem og summed og sang -
og hjemme han havde i Tøsse.
Men bedst som han fløj saa tænkte han brat:
»Nej har jeg nu faa't mig en Møsse,
saa skal jeg da komme som Ka'l for min Hat
og ej som et Fjols til Tøsse.«
Saa svang han sig op og red paa en Kalv.
»Hejhop!« han svinged sin Møsse.
Han spored sin Kalv, saa Kalven den skjalv
og kiled afsted mod Tøsse.
Det gik som en Røg, det gik som en Dans,
»Hejsa!« paa Vej til Tøsse,
og Kalven den rejste i Vejret sin Svans
og løb som skudt ud af en Bøsse.
Og da de nu kom til Gusted Kro,
hovsa! paa Vej til Tøsse,
tog Bremsen en Snaps saa god som to,
for Kalven monne han kysse.
Og da de saa kom til Aamelsstad,
hovsa! paa Vej til Tøsse,
stod dér Borgmester og Raad i Rad
og bukked for Bremsens Møsse.
Men Bremsen jog bort i rygende Trav
og letted end ej paa sin Møsse,
og Kalven afsted uden Bu eller Bav
med Halen hejst imod Tøsse.
Og da de var kommen til Torpendam,
det Gjæstgiversted i Tøsse,
blev Bremsen atter iwont for en Dram
og vilde strax Kalven kysse.
Men Kalven han slog med Rumpen bagud:
»Se saa gaar det til i Tøsse!«
og Bremsen han fik en Klask paa sin Tud
saa ratsch! sa' hans grønne Møsse.
Og Bremsen han himled med »Ak« og med »Av«,
i Grøften der laa hans Møsse,
og Oxer og Svin de danser paa hans Grav,
og saadan gjør hele Tøsse!
7/7 1904.
GRISEN.
(F. A. Dahlgren.)
Og Grisen sprang gryntende langs et Stakit,
Rof-øf; rof-øf, rof, øf, øf!
»Jeg kan ej andet tro, end det gi'r sig om lidt.«
Rof-øf, rof-øf; rof, øf, øf!
Og Grisen stak Trynen ind under en Slaa.
»Det var dog rart at vide, om Krogen sidder paa.«
Og Grisen hug Skallen mod Ledet og peb:
»Nej dette her gaar langt over Svine-Begreb!«
Saa løb den imod Stolpen med hele sin Skrot:
»Nej Fanden staar i Sylten, det gjorde inte godt!«
Saa slog han til den anden Ledstolpe saa hvast:
»Aa bav da, aa bav da, for slige Trynekast!«
Saa gned han sig mod Lægten og tiggede om Vej:
»Lad Svinebæster trygle, men ikke længer jeg!«
Saa stak han af i Lunt imod Stien saa fort.
»Et Hul maa li'godt findes, om end det holder haardt.«
Og Grisen han vrødte fra tolv og til ét:
»Nej varer dette længe, jagu' saa bli'r jeg svedt!«
Og Grisen han rendte fra et og til to:
»Pyh, dette koster Flæsk, men jeg gi'r mig ingen Ro.«
Og Grisen galoperer fra to og til tre.
»Det Hul var højst aparte, som jeg aldrig skal se!«
Der rendte han -og rendte sine Kløver itu.
Rof-øf, rof-øf; rof, øf, øf.
Ja jeg tør næsten sværge, han render der endnu:
»Rof-øf, rof-øf; rof, øf, øf!«
7/7 1904.
KJÆRESTE-HANDEL.
(F. A. Dahlgren.)
Og Stine paa Bjærg havde Kjæresten Palle
filo filobo filibombombom,
men Line fra Sverr'g satte ham over alle,