filo filibo filibom.
»Ja, Stine,« sa' Line, »ifald jeg maa faa ham,
saa skal jeg skam byde dig ordentlig paa ham.«
»Saa tag ham,« sa' Stine, »ifald du betaler
for hele Fyren ti smaa Rigsdaler.«
»Nej jøsses,« sa' Line, »hvor Folk kan vær' gale!
hvem saa du for Kjærester saadan betale?«
»Jeg ved ikke Prisen saa lige pr. Stykke,
men giv saa det halve -og dermed til Lykke!«
»Jotak,« sagde Line, »fem Daler paa Tælling!
den Ka'l skal nok ikke være en Skrælling.«
»Det var da som Pokker til Prutten,« sa' Stine,
»tilsidst vil du under Rigsdal'ren mig pine.«
»Ja Penge, Gud naade os, sparsomme falde,
jeg gi'r dig mit Kammerdugs-Forklæd' for Palle.«
»Lad gaa,« sagde Stine, »skjønt næppe jeg skuld'et;
det Forklæde der er jo gnavet og hullet.«
Men Stine hun grined, mens Hjemmet hun naaet,
»den Kjærest' kund' Fjolset helt gratis ha' faaet.
For Palle . . . Ja var der ett anne Raa' med ham,
filo filobo filibombombom,
saa gav jeg et Forklæd' for at bli' aa med ham!«
filo filibo filibom.
1904.
STINES PARASOL.
(F. A. Dahlgren.)
Og Stine og Mads drog til Byen paa Stand,
og jomfru blev Stine, og Kusk det blev han,
en Part af hans Hjærte hun havde i Vold;
saa gav han sin Stine en Solparasol.
Nu længtes hun efter sin Frisøndagstur,
da Arbejd og Pligt kunde faa sig en Lur;
saa skulde Stockholm i hver eneste Fold
se hende gaa rundt med sin Solparasol.
Og Søndag paa Søndag kom stadig paany,
men Solen den holdt sig drilagtig bag Sky,
og Stine hun syntes den Glæde var gold
at traske i Graavejr med Solparasol.
Hun klaged' til Mads: »Nej om jeg det forstaar,
hvad Pokker der dog gaar af Solen iaar.
Den lister bag Skyen, den drilvorne Trold,
saasnart jeg gaar ud med min Solparasol!«
Men Mads, der just ej var tabt bag af en Vogn,
han svared': »_Du skinner saa mageløs bovn,
at blot du gaar over en Plads eller Vold,
maa Solen ta' Tilflugt til Solparasol.«
1904.
FRA SVENSK.
DIN TJENENDE BRODER.
(Carl Snoilsky.)
Paa Farten frem gjennem Livet
du rejser saa trygt og kjækt;
paa hver en Station -det er givet -
dit Bord staar duget og dækt;
du gjæster de skjønneste Egne,
og trættes du, se, allevegne
du finder en dunvarm Seng.
Sov sødt! -din tjenende Broder
han vaager ved Klokkens Streng.
Hvem er han, den gjæve? I Mindet
hans Træk ej ætsed sig ind;
hans Haand, saa barket i Skindet,
vist aldrig rørte ved din.
Som Lampe-Aanden alene
usynlig han ønsker at tjene,
som Nytte han kun blev set,
-et flerho'det mystisk Væsen
i Stimlen om din Karet.
Kaminen, der blusser fornøjet,
det Hus, du kalder for dit,
din Jakke og Kravetøjet,
der lyser fornemt og hvidt,
en Gade fejet og pudset,
saa ikke din Fod bliver smudset,
det friske Brød, du dig skjær' -
alt skyldes din tjenende Broder,
som er i sit Værk dig nær.
Han skoldes af Dampens Strømme,
han holder om Skibets Ror,
mens du i smilende Drømme
omfarer den rullende Jord.
Og om fortryllet du vanker
blandt Skjaldes Kolonner af Tanker,
blandt Vellyst for Evighed -
det var din tjenende Broder,
som fæsted de Tanker ned.
Saa vandrer han tungt den Bane,
som Skjæbnen -ej han -har valgt.
Alt gaar som af gammel Vane.
Hvad andet? Jeg har vel betalt,
det er, hvad du tænker og mener;
men tænk om den Aand, der nu tjener,
en Dag forandrede Form
og blev forbitret, for færd'lig -
et Hav af Ho'der i Storm!
Se da i hin Hjælper, den gjæve,
Personen, din Lige, din Ven!
Tryk selve den barkede Næve,
ej bare en Skilling i den!
Sørg for, han sig frit kan forvandle
til en, der kan tænke og handle,
og se ham i Øjnene klart,
og hils paa en Fælle, en Broder;
men husk: Hvad du gjør, gjør snart!
1901.
AFRODITE OG »SLIBEREN«.
I KUNSTSALEN.
(Carl Snoilsky.)
I Kunstens høje Skjønhedstempel
en Magt bestandig drager mig
til dig, du høje Afrodite,
du mørke »Sliber« hist -til dig.
Hvordan det Naboskab blev stiftet
imellem jer, jeg fatter ej, -
du underfagre Skjønhedsdronning,
du tunge, ludende Plebej'.
Som Formens Ynde og dens Plumphed
faar Fællesbo i Kunstens Sal,
saa ses i Livet alle Vegne
ved Skjønheds Side: Nød og Kval.
Alt hvad der klinger disharmonisk,
har ej til hendes Øre Bud;
det fæles Aasyn bringer Frysning
i hendes Alabasterhud.
Den Jord, som stræber, kjæmper, lider,
den standser ved den haardes Fod,
som imod hendes eget Cypern,
hver Bølge tæmmes i sit Mod.
Ej for at prøve Støvets Kampe
steg hun en Gang af Bølgens Elv;
én Lov hun bare kjendte: Skjønhed,
ét Maal for Livet kun: sig selv!
Hun er kun til for disse »_Nogle_«,
der ikke kjender Glædens Brist,
der stryger bort hver Savnets Rynke,
og marmormejslet staar til sidst.
En Afgrund derfor skiller hende
fra Trællen der, som bøjet staar,
beskjæftiget med Knivens Slibning
nu uafbrudt i tusind Aar.
Som hun steg frem af Perleskummet,
saa spired han af Jorden op,
af Sved og Blod igjennemsyret,
dens Muld har født hans Jættekrop.
Se disse plumpe Muskler, Sener,
der vrider sig som Orm i Orm;
se denne Haand, som Slidet fjerned
fra Skjønhedstypens ædle Form.
I Luften ligger som en Maning
af halve Tanker, brudte Ord;
saa rejs dig, du af Aaget tyng'de,
du staar jo paa din egen Jord!
Hver vildskabt Kraft i Verdensaltet
gaar fristende mod Jætten frem:
»Følg os! Slaa løs!« de larmer mod ham.
Ve Jorden, om han lystred dem!
Er al Forsoning for de tvende
da ørkesløs at tænke paa?
Skal hun, den stolte, ingen Sinde
medlidende til Jætten gaa?
Skal alt det Skjønne, fjernt fra Folket,
sig vi' et goldt og selvisk Liv?
Skal han, som knæler der i Støvet,
en Dag bli' færdig med sin Kniv!
Stig ned, du Kunstens Afrodite,
fra Marmorplintens Pjedestal!
Lad Stenen smelte om et Hjærte,
der røres ved sin Næstes Kval!
Bøj dig i Ømhed mod din Broder,
og løs hans Skjæbnes haarde Baand!
Tør Sveden af hans mørke Pande,
og vrist ham Dolken af hans Haand.
Maj 1901.
AVISDRENGEN.
(Carl Snoilsky.)
Før nogen faar Skoene paa sig,
gaar han igjennem vor Stad.
Kling, kling! siger Klokken; han lægger
sit fugtige Morgenblad.
Og gnidende Søvnen af Øjet