i nysgjerrig Velbehag
udstrækker du Haanden efter,
hvad Verden siger i Dag.
Det er som af Spalterne steg der
et Brus, et surrende Fløjt
fra Lunger, der stønnende spørger:
Hvad har du gjort? Ej en Døjt.
Den lille Nyhedsombærer
-om nok saa ringe -han véd,
at Solen forlængst er paa Himlen,
og Livet er Virksomhed.
Med Øjne varme og klare
han iler fra Port til Port
og vækker op og ydmyger
enhver, som intet har gjort.
Kan hænde en anden og større
en Dag erobrer hans Kald,
saa Tiden og ikke Avisen
forkynder et strengt: Du skal!
Du lille Pog med Avisen,
en Jætte skubber dig væk;
o, var saa klare hans Øjne,
saa milde som dine hans Træk!
April 1901.
DER LEGES SOLDAT.
(Carl Snoilsky.)
Trommen gaar -Soldaterne marcherer,
fremad March, til Hornets skingre Klang.
-Paa en Plet i Parken exercerer
Byens Smaa i Trop og Gaasegang.
Fattigskolens Børn engang om Aaret
bydes hid, hvor der staar Mad parat;
om den Lærer, man har Flokken kaaret,
samles de, saa leges der Soldat!
Men min Tanke gaar til andre Fester:
Hellas' viltre Knøses Vaabenfærd,
marmormejslet af en Oldtidsmester,
Amoriners Leg med Skjold og Sværd.
Hvem tør her en Sammenligning vove:
Hellas Ungdom -Børn fra Gydens Hjem!
Det er ej i Kraft af Fattiglove,
en behjælmet Amorin staar frem.
Blege Børn! Fra Timen I blev baaret,
noget fattes jer; -der spørges: Hvad?
Ak, for Livet selve Grundvilkaaret,
det at være rigtig mæt og glad.
Uvelkomne alt fra Fødselsstunden
hos Forældre, i en brødløs Vraa
har dem Søvnen ofte sultne funden
paa en lyssky Rønnes mugne Straa.
Fra et Hul, hvor Mur mod Mur sig kliner,
droges de kun frem til Slæb og Tramp;
blandt Fabrikkens buldrende Maskiner
Glædens Urt staar graa af Kulrøgsdamp.
Stakkels Smaa, mod hvem Kloakken fræser!
Mørkets Øgler yngler i dens Skarn;
eddertunget Difteritis hvæser
hæst mod Fattiggydens blege Barn.
Men de hænger sejgt og fast ved Livet;
stundom gi'r det jo en Glædesdag;
og just nu blev saa Parolen givet
til at gaa i Takt til Trommeslag.
Skolen har dem punktlig ladet lære,
at de lever i en mægtig Stat,
stor og lysende ved Kriger-Ære -
hvor den mindste Purk er født Soldat.
Tugtemestre flinkt om Pligter tale,
men hvad Pligtens Bud dets Løftning gav:
det forskjønnende og ideale -
ved nok Fattigskolen lidet af.
Hvilke Minder har de Børn i Eje?
Ingen. Kun en Barndom glædestom;
Kunstens Verden, Digtets Blomsterveje
er for dem en stænget Helligdom.
-Trommen gaar! En Tvist ved Verdens Ende,
hvorom Fattigfolk ej ved et Kvæk;
Krigen slippes løs med al Elende,
og der stikkes, skydes, myrdes væk!
Men de spænder Ranslens Skulderremmer,
ta'r mod Mordmaskinen ond og lang,
snart bestrøs med sønderslidte Lemmer
Ærens Mark ved Plevna og Sedan.
Metrailleus-Medusen hundredøjet
sprøjter Død og Saar af alle Rør;
Generalerne gaar glad i Tøjet,
og hvorfor? Det ved de nu som før.
Ved, at deres eget de bevare,
naar de røve andre Heldets Vægt,
ved, at her forhale de en Fare,
som kanske skal knuse næste Slægt.
Maalet ser de bagom Kampens Bølger
lig en smykket, oplyst Søjlerad;
men den dunkle Hob, der hine følger,
mejes ned -og spørger ej for hvad.
1901.
FRA SVENSK BONDEMAAL.
FATTIG-SVENDS KLAGE.
(Per Weiland.)
Hvad nytter det at leve for mig? Har du et Svar?
Jeg véd det ikke selv, hvad det skal nytte.
Om jeg det bare vidste, jeg gav alt hvad jeg har -
skjønt hvad har jeg! En Rollingflok, en Hytte,
en Kvinde og en Køje, en Stol, et Bord, en Kat,
men er den ikkun mager, du faar den aldrig fat,
for det er Helvedes, hvor den kan springe.
»Hvad nytter det at leve for mig?« jeg spurgte her
vor Præst; han remsed op af Kirkens Lære
og snakked vidt og bredt om, hvor glad enhver især
ved sin betroede Lod og Del bør være.
Jo, han kan sagtens snakke; hans Lod og Del er stor;
men hvis han skulde bytte med mig, jeg næsten tror,
han jamred sig som jeg, om ikke værre.
Hvad nytter det at leve, naar Livet det er Slid
fra Sol staar op til atter den forsvinder;
jo, det er let at sige, at »Livet er en Strid«;
hvem ved det dog, som hine Mænd og Kvinder,
der slider ondt og bittert, hver Dag der gaar paa Sky,
og dog ved Aftentide gaar lige arm til By
-hvad nytter det vel slige Folk at leve!
Naar blot jeg kunde tjene endda til dagligt Brød,
hvad der skal til for mig og dem derhjemme,
saa var det til at leve, saa led man ingen Nød;
men nu -aanej, jeg kan da aldrig glemme,
hvor det var smaat i Vinter; vi ejed knapt et Bid.
Jo, det er tungt, naar ikke man ved sit sure Slid
kan tjene til lidt Sild og lidt Kartofler.
Ja fik vi no' at sige, der blev vel anden Skik,
men her de Store vogter nidsk og nøje:
»De pengeløse Stodre, skal de til Politik!
Har vi med Pakket ej haft nok at døje!«
Men gaves ikke Pakket, hvem skulde slide saa?
Hvor gik det med de Store, om der var ingen Smaa?
Men som det er: hvad nytter det at leve!
Januar 1905.
INDSIDDEREN.
(Karl-Erik Forsslund.)
Saa du siger, jeg skal gaa!
du ta'r Huset fra mig! Naa!
Og fordi jeg ene mukked,
naar de andre bukked!
Jeg har villet egen Nød!
-Ved du, hvem der skaffed Brød
til dig selv og dine Gjæster
ved de vilde Fester?
Jeg har slidt ved Plejl og Plov,
gjødet Brak og ryddet Skov,
jeg har Dagens Byrde baaret,
Sæden saa't og skaaret.
Jeg har forket dine Læs,
lagt dit Hø i høje Hæs,
først ved sidste Glimt af Dagen
slap min Haand fra Knagen.
Jeg har Korn til Kværnen kjørt,
og fra Møllen Melet ført;
de har knust min ene Lunge
dine Sække tunge!
Veddet til din blanke Ovn
har jeg fældet hist i Skov'n.
Tænker du, naar Ruden dugger,
paa din Brændehugger?
Mel, som burde være mit,
Brød, som burde skjænkes frit,
dyrt hos dig jeg maatte kjøbe.
Og nu kan jeg løbe!
Hvorfor? Jo, thi jeg har sagt,
at din Velstand som din Magt
-ædt af Trøsk og syg i Roden -
dingler alt paa Foden.
Men Farvel! Jeg har sagt nok.
Driv dit Spand, og sving din Stok,
mens en Lus i Smiger-Bytte
faar min gamle Hytte.
Oktbr. 1908.
BILLEDHUGGEREN.
(Karl-Erik Forsslund.)
Træd ud, træd ud, du Stenens Sjæl,
snehvid og ren og skjønlændet!