at den maa holde Varmen.
Lul, -lul! Rokken gaar!
Far mod Stuen stiler,
Mor en Bugt paa Traaden slaar,
ser op paa Far og smiler.
Barnet i sin Mørkningskrog
ta'r søvnig til at gabe,
snart det vil sin Billedbog
af de Smaahænder tabe.
Lul, -lul! Rokken gaar!
Ild om Gryden slikker,
Vejrets Svøb om Gavlen slaar,
og Hagl mod Ruden klikker.
Mor kan næppe se sit Spind
og næppe Traaden mage;
hej, da bæres Lyset ind
og stilles i sin Stage.
Lul, -lul! Rokken gaar!
Tenens rappe Vinge
over Fyrrebjælken saar
en Skok af Skyggeringe.
Pigen nys fra Gruens Glød
svang bort den sorte Gryde,
sænked den i Sengens Skjød
for Grødens Trods at bryde.
Lul, -lul! Rokken gaar!
Nadverbordet samler;
Store sidder, Mindre staar
paa Bænk og bitte Skamler,
Far ta'r ned saa tung en Bog,
med Gud han hvisker sammen,
famler lidt ved Spændets Krog
og lukker med et: Amen!
Lul, -lul! Rokken gaar,
Ensomheden synger,
Mulmet tæt om Taget staar,
og Sneen gaar i Dynger.
Her ved Moders gamle Rok
hun lærte mig at stave,
synge om »den hvide Flok«
og »al hans Naadegave«.
Lul, -lul! Rokken staar!
Men dens Nyn og Sange
vemodsfuldt mod Hjertet gaar,
naar Kvældene bli'r lange.
26/1 1910.
VED BJØRNSONS DØDSLEJE.
Saa vejer vi nu atter i vor bævende Haand
de Gaver, der kom fra din sangstærke Aand.
Vi kysser dine Gaver, vi signer din Aand,
imens der drypper Taarer paa Skatten i vor Haand.
4/2 1910.
PJALTE-KREJSTEN.
Hans Kjortel er laset i Sømme og Foer,
hans Hat er ej ganske ny;
hans Væsen er tolket i disse Ord:
Han tjente General Rye!
Han bærer med stive Soldaterskridt
sin Sæk gjennem Jebjærg By,
som fulgte han end i behersket Trit
sin Herre General Rye.
Hans Blik er myndigt, hans Mine streng,
hans Skjæg er sort som en Sky,
de flygter for ham, hver skjødesløs Dreng,
som Tysk're for General Rye.
Er Vejen pløret, har Skoen et Læk -
hans Holdning er lige kry;
han bærer saa rank sin Raltesæk,
som Fanen for General Rye.
»Det skal dog kjendes af én og hver
i denne elendige By,
at det er den Krejsten, som kommer her,
der tjente General Rye!«
Ved Sommer som Kjørmis, i Storm eller Læ
han bærer de Pjalter af By,
mens mod hans stive, posede Knæ
det klirrer af Bismerens Bly.
Og Krejsten haandterer med Færdighed
dens prøvede Lod og Bly
og vejer med stiveste Værdighed,
som vejed han General Rye.
Saa saa jeg ham gaa, den gamle Knark,
med sit allerhovneste Blik;
en Tøs fik et Nik, og en Hund fik et Spark,
alt efter Soldatens Skik.
-Saa gled fra hans Axel Posen ned;
bag efter sank Lod og Bly;
han famled tilsengs -med værdige Fjed,
og gik til General Rye.
4/2 1910.
KRITIK.
Et Steds i Skoven, hvor Bøgen er Vært
gav Nattergalen en Aften Koncert.
Alle Partier var himmelglade
ved denne natlige Serenade.
Bøgen stod med de stilleste Blade,
Skyerne listed paa Sokker afsted
hen over Himlens blaanende Bed.
Uglen sad fornem med lodne Fødder,
Egernet vimsed omkring og bød Nødder.
Smælded for højt et Elskovskys
hørte man Natravnen hvæse et: »Hys!«
I Fremmedlogen sad Maanen ene
og laante Lys til den halve Scene.
Og rundt omkring paa Kviste og Grene
sad Skovens Sangere to og to
og næbbedes sagte og stille lo,
naar Mestersangerens Englerøst
kildred en Streng i en Kjenders Bryst.
Men midt i en Muddergrøfts første Parket
sad der en Frø paa en gratis Billet.
Den var der, skjønt ingen vidste for hvad,
men Rygtet gik, den var no'et ved e' Blad.
Jo højere Nattergalen sang
des lavere Frøens Kjæver hang.
Med aaben Mund og svømmende Blik
den kløed det Øre, den aldrig fik,
den drejed sig halvt imod andet Parterre
som vilde den sige: Har I hørt værre!
og drejed sig atter uvillig om
imens den memorerte sin Dom.
At den vilde lyde paa Ærestab
det kunde man se paa dens Hængegab.
Sangeren tav; to Elskende sukked,
Liljen sit Hoved i Græsset dukked;
Stillidshannen i Maanens Skin
saa sin Mage i Øjet ind.
Uglen bed sine Neglerødder,
Egernet aad sine egne Nødder.
Da Sangens Toner var tystnet -plump!
gik Frøen tilbunds som en Mudderklump,
og kommen hjem -paa en Vandkalv ridende -
skrev han i Frøernes »Berlingske Tidende«
en Kritik baade hvas og svidende.
Nu er den Glemslens; let dunster væk
den Dadel, der skrives med Mudderblæk.
Her skal kun nævnes dens sidste Træk;
der læstes -ligesindet til Skræk:
»Jeg fandt i denne saakaldte Sang
ikke ét eneste ærligt Kvæk!«
Saa slukked Maanen sin blege Lampe
og lo, saa man frygted en Mavekrampe.
9/2 1910.
KJESTEN OG KRÆN KRESTEN.
Kjestens Ko
var saa god som to,
det syntes da ogsaa Kræn Kresten.
Saa blanked han begge sine Fedtlædersko,
gik bagind og fried til Kjesten.
Kjesten lo:
»Du har set min Ko,
men jeg vil nu elskes med Hjærte.
Men Kors! som du har blanket dine Fedtlædersko
i den fineste Kakkelovnssværte!«
Kresten lo:
»Jeg har set din Ko,
og Koen staar spejlet i min Sværte;
men du, bitte Kjesten, i Tugt og i Tro
staar spejlet herinde i mit Hjærte!«
Krestens Ord
faldt i kristen Jord,
skjød bugnende Ranker hos Kjesten;
»Ja, naar du kan finde saa yndige Ord,
gaa du saa kun bare til Præsten!«
17/2 1910.
HØSLETS-VISER.
MORGEN FØR SLAGET.
Har I nu Tænder i Riven sat?
Er I parat, mine Drenge?
Duggen har drysset den hele Nat,
Leen har ventet os længe.
Armen er styrket af Søvnen sund,
Solen os hilser fra Bakkens Rund;
bag Syrener forborgen
kukker en Gjøg: Godmorgen!
Mor har pustet til Arnens Glød,
sysler derinde ved Davren;
se, hvor Røgen fra hendes Grød
sænker sig blødt over Havren!
Mad hun smører, som kan forslaa,
Øl hun styrter i Dunke graa,
lægger en Klukkert i Tejnen,
som kan ta' Tonen fra Degnen.
Nu paa Vognen enhver især!
Plagen i Stenene skraber.
Vidt opslaget, mod Østens Skjær
Porten undrende gaber.
Svalen svitter om Vognens Spand,
Dagen venter den glade Mand,
Blodet synger i Bringen
dæmpet til Klokkers Ringen.
7/2 1910.
DEN BLANKE AA.
Og Plagene pruster i Morgentrav,
og Pigerne gynger paa Vognens Skrav.
Det ser man paa dem fra Top til Taa:
»I Dag skal vi over den blanke Aa!«
Og bag dens slyngede, blide Strøm