Jeg var blevet kastet et pænt stykke baglæns og var rullet videre ned ad en stejl bakke. På en eller anden måde havde jeg taget en mavelanding, der tvang antennen ud i en særdeles skæv vinkel, der lagde et hårdt pres mod hullet i dragten. Det dannede en svag forsegling.
Ydermere silede der rigeligt blod fra mit sår ned mod hullet. Da blodet nåede revnen, fordampede dets vandindhold hurtigt på grund af luftflowet og det lave tryk, hvilket efterlod en klistret, klumpet masse. Der silede mere blod til, som også blev reduceret til klister. Til sidst havde massen forseglet hullet til en grad, der reducerede lufttabet til et niveau, dragten kunne modvirke.
Dragten klarede sin opgave til perfektion. Den registrerede et faldende tryk, og udlignede ved at fylde sig selv med et konstant luftflow fra min nitrogentank. Da lækagen var blevet overskuelig, behøvede dragten kun et langsomt luftflow til erstatning af den tabte luft.
Efter et stykke tid blev CO2-absorbenterne i dragten opbrugt. Det er den begrænsende faktor i beskyttelsesudstyret: Ikke mængden af oxygen, man medbringer, men mængden af CO2, man kan fjerne. I Hab’et har jeg oxygenatoren — en stor installation, der nedbryder CO2 for at returnere oxygenet. Men rumdragter skal kunne bæres, hvorfor man i stedet gør brug af en simpel kemisk absorberingsproces med udskiftelige filtre. Jeg havde været bevidstløs så længe, at mine filtre var brugt op.
Dragten opdagede problemet og gik i den form for alarmberedskab, som ingeniørerne kalder ”åreladning”. Uden mulighed for at udskille CO2, begyndte dragten automatisk at lukke luft ud i Mars’ atmosfære, for dernæst at fylde op med nitrogen. I forløbet mellem bruddet på dragten og ”åreladningen” løb dragten hurtigt tør for nitrogen. Det eneste den havde tilbage, var min oxygentank.
Så gjorde den det sidste, den kunne, for at holde mig i live. Den begyndte at pumpe ren oxygen ind. Nu var jeg i fare for at dø af oxygenforgiftning, eftersom et alt for højt niveau af oxygen efterhånden brænder nervesystem, lunger og øjne op. En ironisk død når man er på Mars i en utæt rumdragt: for meget ilt.
Hvert eneste moment i forløbet havde været akkompagneret af bippende alarmer og hyletoner. Men det var først advarslen over forhøjet oxygenkoncentration, der vækkede mig.
Effekten af utallige gentagelser af rutineøvelser før rummissioner er forbløffende. Jeg havde tilbragt en hel uge på Jorden med at øve kritiske situationer iført rumdragten. Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre.
Jeg rakte forsigtigt op til siden af min hjelm og fik fat i mit lappegrej. Det er ganske enkelt en tragt med en ventil i den smalle ende og en mængde virkelig klistret hapiks i den brede ende. Det er meningen, at man skal holde ventilen åben og sætte den brede ende over et hul. Luften slipper ud gennem ventilen og undgår derved at ødelægge harpiksens tætte forsegling. Så lukker man ventilen, og hullet er tætnet.
Det kritiske moment var at fjerne antennen først. Jeg hev i den med det hurtigste snuptag, jeg kunne mønstre, og brød næsten sammen over det pludselige blodtryksfald, der gjorde mig svimmel og fik såret i min side til at gøre hvinende ondt.
Jeg satte lappegrejet over hullet og forseglede det. Det holdt. Dragten fyldte op med endnu mere oxygen for at erstatte den manglende luft. Jeg aflæste mit arm-display, der viste, at dragten nu havde et 85 procent højt oxygenniveau. Til sammenligning ligger Jordens atmosfære på omkring 21 procent. Jeg kunne overleve det, men ikke længe.
Jeg tumlede op ad bakken og tilbage mod Hab’et. Da jeg nåede op over højdedraget, så jeg noget, der gjorde mig meget glad, og noget, der gjorde mig meget ked af det: Hab’et var intakt (Jubi!) og MAV’en var væk (Neeeej!)
I det øjeblik vidste jeg, at jeg var på røven. Men jeg ville ikke bare lægge mig ned og dø herude på Mars’ overflade. Jeg humpede tilbage til Hab’et og fumlede mig ind i en luftsluse. Så snart den havde udlignet trykket, flåede jeg hjelmen af.
Da jeg var helt inde i Hab’et, kravlede jeg ud af dragten og kastede et første, grundigt blik på såret. Det skulle have nogle sting. Heldigvis var vi alle blevet trænet i grundlæggende medicinske procedurer, og Hab’et havde fremragende udstyr til førstehjælp. Et hurtigt skud lokalbedøvelse, rensning af såret, ni sting, og så var jeg klar igen. Den ville stå på antibiotika i et par uger, men ellers var jeg kørende.
Jeg vidste, det var håbløst, men jeg forsøgte at få kommunikationssystemet op at køre. Intet signal, selvfølgelig. Den primære parabol var knækket af, husker I nok. Den rev endda modtageantennen med sig. Hab’et havde ganske vist både et sekundært og et tertiært kommunikationssystem, men begge dele var kun beregnet til at tale med MAV’en, som videresendte til Hermes med sit kraftigere og mere vidtrækkende kommunikationssystem. Sagen er den, at tingene kun virker, hvis MAV’en er parkeret ved siden af.
Jeg havde ingen mulighed for at kontakte Hermes. Hvis jeg brugte tid på det, ville jeg nok kunne lokalisere parabolen ude på overfladen, men det ville tage uger at foretage reparationer, og så ville det være for sent. Ved en afbrydelse af missionen ville Hermes forlade kredsløbet omkring Mars i løbet af fireogtyve timer. Kredsløbsdynamikken gør rumrejsen sikrere og kortere, jo tidligere man tager af sted, så hvorfor vente?
Da jeg undersøgte min dragt nærmere, så jeg at antennen havde pløjet sig gennem min biomonitor-computer. Når man er ude på en EVA, er teamets dragter i netværk med hinanden, så vi kan se vores kammeraters status. Resten af besætningen måtte have set trykket falde til næsten nul, hurtigt efterfulgt af en flad linje for livstegn. Læg dertil, at de så mig styrte ned ad en skråning med et spyd gennem siden, midt i sandstormen … Jeps, de regnede mig for død. Hvordan skulle de kunne andet?
De har måske haft en kort diskussion om at hente mit lig, men reglerne er klare. Hvis et besætningsmedlem dør på Mars, skal vedkommende blive på Mars. At efterlade liget, reducerer vægten i MAV’en på turen tilbage. Det betyder, at den har mere disponibelt brændstof samt en større fejlmargin på reaktionskraften. Ingen grund til sentimentalitet.
Sådan ligger landet altså. Jeg er strandet på Mars. Jeg har ingen mulighed for at kommunikere med Hermes eller Jorden. Alle tror, jeg er død. Jeg befinder mig i et Hab designet til at holde i enogtredive dage.
Hvis oxygenatoren bryder sammen, bliver jeg kvalt. Hvis vandindvinderen går i stykker, dør jeg af tørst. Hvis Hab’et revner, vil jeg ligesom bare eksplodere. Hvis ingen af disse ting sker, vil jeg på et tidspunkt løbe tør for fødevarer og sulte ihjel.
Så ja, jeg er på skideren.
Kapitel 2
LOG NOTAT: SOL 7
Okay, jeg har fået en god nats søvn, og tingene forekommer ikke så håbløse, som de gjorde i går.
I dag gjorde jeg lagerstatus over forsyninger, og gik udenfor på en hurtig EVA for at gennemgå det eksterne udstyr. Min situation ser sådan ud:
Overflademissionen skulle have varet enogtredive dage. Som ekstra sikkerhed havde forsyningssonderne fødevarer nok til at dække hele besætningens behov i femoghalvtreds dage. I tilfælde af at en eller to af sonderne fik problemer, ville vi stadig have tilstrækkelig mad til at fuldføre missionen.
Vi var seks dage inde i forløbet, da helvede brød løs, så det efterlader mad nok til seks mennesker i halvtreds dage. Da jeg er den eneste tilbageværende, vil forsyninger vare i trehundrede dage. Og det er uden at rationere. Jeg har altså et pænt stykke tid.
Jeg er også godt forsynet med EVA-dragter. Hvert besætningsmedlem har to rumdragter: En trykdragt til brug under opstigning og nedstigning, og den tungere og robuste EVA-dragt som bæres ved overfladeoperationer. Der var gået hul på min trykdragt, og selvfølgelig havde besætningen deres på, da de returnerede til Hermes. Men samtlige seks EVA-dragter er der, alle i perfekt stand.