Efter at have sat solcellerne op i dag, gik jeg en lille tur. Jeg lod ikke på noget tidspunkt roveren ude af syne; det sidste jeg ønsker, er at fare vild til fods. Jeg kunne bare ikke holde ud at skulle kravle ind i det trange, stinkende rottehul. Ikke lige med det samme.
Det er en mærkelig fornemmelse. Hvor jeg end bevæger mig hen, så er jeg den første. Stiger jeg ud af roveren, så er jeg den første her på stedet. Bestiger jeg en bakke, er jeg den første, der gør det. Sparker jeg til en sten, så er det første gang i millioner af år, den sten har flyttet sig.
Jeg er den første, der har kørt langdistance på Mars. Den første, der har tilbragt mere end enogtredive sole på Mars. Den første, der har avlet planter på Mars. Første, første, første!
Jeg forventede ikke, at være den første til noget som helst. Jeg var det femte besætningsmedlem, der steg ud af MDV’en, da vi landede, hvilket gjorde mig til den syttende person, der har betrådt Mars. Udstigningsrækkefølgen var allerede bestemt flere år i forvejen. En måned før opsendelse fik vi alle tatoveret vores ”Marsnumre”, og Johanssen var tæt på at ikke at få sit ”15”, fordi hun var bange for, at det ville gøre ondt. Her taler vi om en kvinde, der har overlevet centrifugen, også kendt som brækboosteren, barske landingsøvelser og 10 kilometers løbeture. En kvinde, der fiksede et simuleret MDV-computernedbrud, mens hun hang på hovedet. Men en tatovørs nål var lige ved at være for meget.
Hold kæft, hvor jeg savner dem.
Gud i himlen, jeg ville give hvad som helst for en fem minutters snak med nogen. Hvem som helst, hvor som helst om, hvad som helst.
Jeg er det første menneske, der er alene på en hel planet.
Okay, ikke mere tudefjæs. Jeg taler jo allerede med nogen: Hvem der end læser denne logbog. Det er måske lidt ensidigt, men det må jeg finde mig i. Jeg dør måske, men nogen skal for fanden vide, hvad jeg havde at sige.
Hele pointen med denne tur er jo, at få fat i en radio. Det kan være, at jeg på den måde bliver genforenet med menneskeheden, før jeg når at dø.
Så her kommer endnu en første: I morgen bliver jeg det første menneske, der henter en Marssonde.
LOG NOTAT: SOL 82
Det lykkedes! Jeg fandt den!
Jeg vidste, jeg var kommet til det rigtige sted, da jeg fik øje på Twin Peaks i det fjerne. De to små bakker ligger under en kilometer fra landingsstedet. Og bedre endnu, de lå på den fjerne side af stedet. Jeg skulle bare køre efter deres pejlemærke, indtil jeg fandt landingsmodulet.
Og der var det! Lige, hvor det skulle være. Jeg væltede begejstret ud og skyndte mig derhen.
Pathfinders sidste nedstigningsfase var en ballonhjulpen tetrahedron. Ballonerne dæmpede stødet ved landing. Når sonden lagde sig til ro, klappede de sammen, hvorefter tetrahedronen foldede sig ud og blotlagde sonden.
Der er egentlig tale om to adskilte moduler. Selve landingsmodulet og Sojourner-roveren. Landingsmodulet var ubevægeligt, mens Sojourner vandrede omkring og tog den lokale stensamling i grundigt øjesyn. Jeg tager begge dele med mig tilbage, men den vigtigste del er landingsmodulet. Det er den del, som kan kommunikere med Jorden.
Jeg kan ikke udtrykke, hvor lykkelig jeg blev for at finde den. Det krævede meget arbejde at nå hertil, og jeg klarede det.
Landingsmodulet var halvvejs begravet. Med lidt hurtigt og varsomt gravearbejde, blotlagde jeg modulets korpus, mens den store tetrahedron og de sammenfaldne balloner stadig gemte sig under overfladen.
Efter en kort eftersøgning, fandt jeg Sojourner. Den lille fyr befandt sig kun to meter fra landingsmodulet. Jeg kan svagt huske, at den var længere væk sidst, jeg så den. Den er sikkert gået i tomgang ved at cirkle omkring landeren i gentagne forsøg på at kommunikere.
Jeg fik hurtigt placeret Sojourner i min rover. Den er lille og let og kunne sagtens komme igennem luftslusen. Landingsmodulet var en ganske anden sag.
Det kunne ikke lade sig gøre at få hele konstruktionen med tilbage til Hab’et. Den var simpelthen for stor, men jeg skulle også kun bruge selve sonden. Det var tid til at tage ingeniørhatten på.
Sonden var placeret på den udfoldede tetrahedrons centrale panel. De andre tre sider var hver især fasgjort til det centrale panel med et metalhængsel. Som enhver på JPL vil fortælle jer, er sonder skrøbelige ting. Vægt er en kritisk faktor, så de er ikke bygget til modstå ret mange tæsk.
Da jeg satte et koben til hængslerne, røg de bare af.
Så begyndte det at blive svært. Da jeg prøvede at løfte den op fra det centrale panels sammenføjning, var den ikke til at rokke.
I lighed med de andre tre paneler, havde det centrale panel en flad ballon lige under sig.
Gennem årtierne var ballonerne revnet og blevet fyldt med sand.
Jeg kunne skære ballonerne af, men så måtte jeg først grave for at nå ned til dem. Men her var de tre andre paneler i vejen.
Det stod hurtigt klart for mig, at jeg kunne være skideligeglad med de andre panelers tilstand. Jeg gik tilbage til min rover, klippede nogle strimler af Hab-lærredet og flettede dem til et primitivt, men stærkt reb. Jeg kan ikke selv tage æren for styrken i det. Det må jeg takke NASA for. Jeg gjorde bare materialet reb-formet.
Jeg bandt den ene ende fast om et panel og den anden ende til roveren. Roveren er lavet til at krydse ekstremt uvejsomt terræn, ofte i stejle vinkler. Den er måske ikke hurtigt, men den har enorm trækkraft. Jeg bugserede panelet væk ligesom en bondeknold hiver en træstub op.
Nu havde jeg et sted at grave. Jeg skar hver enkelt ballon løs i takt med, at jeg fik den gravet frem. Alt i alt tog opgaven mig en time.
Dernæst hejsede jeg den centrale panelsamling op og bar den kækt hen til roveren.
Eller det var, hvad jeg havde forestillet mig, at jeg ville gøre. Den skide tingest viste sig bare at være tung som et ondt år. Jeg anslog den til at veje omkring de 200 kg. Det er en sjat, selv med Mars’ tyngdekraft. Jeg ville let nok kunne bære den en tur omkring Hab’et, men at løfte den i en klodset EVA-dragt? Helt udelukket.
Så jeg slæbte den hen til roveren.
Og så til min min næste præstation: At få den op på taget.
Taget var ledigt på det tidspunkt. Selvom batterierne stort set var fuldt opladede, satte jeg solcellerne ud, da jeg standsede. Hvorfor ikke? Gratis energi.
Jeg havde udtænkt det på forhånd. På vejen hertil fyldte de to stakke solpaneler hele taget. På vejen tilbage har jeg tænkt mig, at stable dem i en enkelt stak for at gøre plads til sonden. Det er lidt mere risikabelt, fordi stakken kan tippe. Desuden vil det være et møghamrende slid, at stable cellerne så højt. Men jeg skal nok få det gjort.
Jeg kan ikke bare kaste et reb over roveren og hejse Pathfinder op langs siden. Jeg vil ikke risikere at ødelægge den. Jeg ved godt, den allerede er i stykker; de mistede kontakten med den i 1997. Jeg vil bare ikke ødelægge den mere.
Jeg fandt på en løsning, men jeg havde nået grænsen for, hvad jeg kunne klare af fysisk arbejde på en dag, og desuden var dagslyset ved at forsvinde.
Nu er jeg i roveren og kigger på Sojourner. Den ser ud til at være i god stand. Ingen fysiske skader på ydersiden. Det ser ikke ud til, at noget er blevet svedet af sollyset. Det tykke lag af Marsstøv har skærmet den for langtidsbelastning af solstråling.
Måske vil nogen tænke, at Sojourner ikke kan være meget værd for mig. Den kan ikke kommunikere med Jorden. Hvorfor interesserer jeg mig for den?
Fordi den har en masse bevægelige dele.
Hvis jeg etablerer en forbindelse med Jorden, kan jeg tale med dem ved at holde et ark med tekst op foran landingsmodulets kamera. Men hvordan skal de kunne sende til mig? De eneste bevægelige dele på landingsmodulet er højfrekvensantennen (der skal fastholdes i en position mod Jorden) og kamera-armen. Vi må finde på et system, hvor NASA kan tale ved at rotere kamerahovedet. Det bliver forfærdeligt langsomt.