”Nogle dage!?” gispede Annie. ”Det er det eneste, folk interesserer sig for lige nu. Og med folk, mener jeg hele verden. Det er den største begivenhed siden Apollo 13. Du har bare at give mig det skide billede!”
Venkat sukkede. ”Jeg prøver at få et i morgen.”
”Glimrende!” sagde hun. ”Ser frem til det.”
LOG NOTAT: SOL 98
Jeg må holde vågent øje med kameraet, når det staver for mig. Det sker med en halv byte ad gangen. Jeg ser et par tal, hvorefter jeg slår dem op i den ASCII facitliste, jeg selv har lavet. Det er så et bogstav.
Jeg skulle nødig komme til at glemme et bogstav, så jeg kradser dem alle ned på jorden med en stang. Processen med at slå et bogstav op og kradse det ned på jorden, tager et par sekunder. Af og til når jeg igen retter blikket mod kameraet, er der allerede smuttet et tal for mig. Jeg kan som regel gætte det ud fra konteksten, men det sker, at jeg går helt glip af meningen.
I dag stod jeg op flere timer før nødvendigt. Det var nærmest som julemorgen! Jeg kunne dårligt vente til klokken blev 08:00. Jeg spiste morgenmad, udførte nogle nødvendige kontroller på Hab’ets udstyr og læste lidt Poirot. Og så blev det endelig tid!
CNHAKRVR2TLK2PTHFDRPRP4LONGMSG
Indrømmet. Det tog mig et øjeblik eller to. ”Kan hacke rover så den taler med Pathfinder. Gør klar til lang besked.”
Det krævede lidt hjernegymnastik at regne ud. Men det var supergodt nyt. Hvis vi kan få det til at fungere, vil vi kun være begrænset af transmissionstid. Jeg hængte en besked op, der sagde: Roger.
Ved ikke lige, hvad de mente med ”lang besked,” men jeg tænkte, at jeg hellere måtte være beredt. Jeg gik derfor ud et kvarter i hel, og glattede et stort areal jord. Jeg fandt min længste antenne-pind frem, så jeg kunne nå helt ud i kanten af det glattede område, uden at skulle træde ind over det.
Så var jeg klar. Afventede.
Da klokken var nøjagtig hel, kom beskeden.
LNCHhexiditONRVRCMPÅBENFIL-/usr/lib/habcomm.so-SCROLLTILIDXONLFTIS:2AAE5,OVRWT14BYTSWTHDATAWE’LLSNDNXTMSG,VISDIG10LKAMERA20MINEFTERUDFØRELSE
Det var ikke så lidt. Okay.
De vil have mig til at starte ”hexidit” på roverens computer, og dernæst åbne filen /usr/lib/habcomm.so, scrolle indexlæsningen i venstre side af skærmen indtil jeg har 2AAE5, hvorefter jeg erstatter de bytes med en 141-bytesekvens, som NASA vil sende i den næste besked. Helt okay.
Desuden vil de, af en eller anden grund, have mig til at blive hængende til næste billedoptagelse. Gad vide hvorfor. Man kan ikke se en skid af mig, når jeg er i dragten. Selv ansigtsglasset vil reflektere for meget lys. Nå, det er, hvad de beder om.
Jeg gik ind igen og skrev meddelelsen ned, bare som fremtidig reference. Så skrev jeg en kort besked og gik ud igen. Jeg plejer bare at hænge beskeden op og gå ind igen. Denne gang var jeg nødt til at blive stående og vente på fotobegivenheden.
Jeg gav kameraet en tommel-op, der passede til beskeden, der sagde: ”AYYYYYY!”
Giv 70’erne og Fonzie skylden.
”Jeg beder om et billede, og så får jeg Fonzie?” sagde Annie bebrejdende til Venkat.
”Du fik dit billede, så hold op med at brokke dig,” sagde han med telefonen klemt fast mellem hage og skulder. Han var mere optaget af skemaerne foran sig end samtalen.
”Ayyyyyy!” imiterede Annie. ”Hvorfor finder han på den slags?”
”Har du mødt Mark Watney?”
”Okay, okay,” sagde Annie. ”Men jeg vil have et billede af hans ansigt ASAP.”
”Kan ikke lade sig gøre.”
”Hvorfor ikke?”
”Fordi, hvis han tager hjelmen af, dør han. Annie, jeg er nødt til at løbe. En af JPL-programmørerne er kommet, og det er en hastesag. F’vel!”
”Men — ” nåede Annie at sige, mens han afbrød forbindelsen.
Jack stod i døråbningen. ”Det haster da ikke så meget.”
”Det ved jeg godt,” sagde Venkat. ”Hvad kan jeg gøre for dig?”
”Vi har tænkt på noget,” begyndte Jack. ”At hacke roveren kan godt gå hen og blive ret detaljeret. Det kræver en hel del tovejs-kommunikation med Watney.”
”Fint nok,” sagde Venkat. ”Tag den tid, det tager, for at gøre det ordentligt.”
”Vi kunne få tingene gjort hurtigere med en kortere transmissionstid,” sagde Jack.
Venkat så forundret på ham. ”Du har måske også en plan for at rykke Jorden og Mars tættere sammen?”
”Jorden behøver ikke at blive blandet ind i det,” sagde Jack. ”Hermes er treoghalvfjerds millioner kilometer fra Mars lige nu. Kun fire lysminutter væk. Beth Johanssen er en fantastisk programmør. Hun kunne guide Mark igennem det.”
”Kommer ikke på tale,” sagde Venkat.
”Hun er jo missionens sysop,” pressede Jack på. ”Det er jo netop hendes spidskompetence.”
”Det er udelukket, Jack. Besætningen ved stadig intet.”
”Hvad sker der? Hvorfor kan du ikke bare fortælle dem det?”
”Watney er ikke mit eneste ansvar,” sagde Venkat. ”Jeg har fire andre astronauter ude i det ydre rum, og de er nødt til at koncentrere sig om deres hjemrejse. Ingen tænker over det, men statistisk set, er de lige nu i større fare end Watney. Han er på en planet. De er i rummet.”
Jack rystede på hovedet. ”Okay, vi gør det på den langsomme måde.”
LOG NOTAT: SOL 98 (2)
Har I nogensinde transkriberet 141 random bytes med en halv byte ad gangen?
Det er kedeligt. Det er også svært, når man ikke har en pen at skrive det ned med.
Før skrev jeg bare bogstaver i sandet. Denne gang måtte jeg have tallene ind i noget bærbart. Min første plan: Brug en laptop!
Hver enkelt besætningsmedlem havde deres egen laptop. Jeg har altså seks af dem til min rådighed. Eller, Jeg havde seks. Nu har jeg fem. Jeg tænkte, at en laptop ville klare sig fint udenfor. Det er bare elektronik, ikke? Den skal nok holde sig varm nok til at fungere i et lille stykke tid, og den skal ikke bruge luft til noget.
Den døde med det samme. Skærmen blev sort, før jeg var ude af luftslusen. Det viser sig at ”L’et” i ”LCD” står for ”Liquid.” Jeg går ud fra, at den enten frøs eller kogte over. Måske skulle jeg indsende en forbrugerklage: Tog produktet med ud på Mars’ overflade. Det holdt dernæst op med at virke. 0 på en skala fra 1-10. Jeg brugte i stedet et kamera. Jeg har masser, og de er specialdesignet til at fungere på Mars. Jeg skrev bytes ned i sandet i takt med at de nåede frem, tog et billede, og transskriberede det hele inde i Hab’et.
Nu er det nat, så der kommer ikke flere beskeder. I morgen indlæser jeg det i roverne, og så må nørderne fra JPL tage den derfra.
Der hang en dunst af sved i det midlertidige Pathfinder-kontrolrum. Ventilationssystemet var ikke lavet til så mange mennesker, og alle havde arbejdet i døgndrift uden meget tid til personlig hygiejne.
”Kom herop, Jack,” sagde Venkat. ”Du får den ære at være Tims sidekammerat i dag.”
”Tak,” sagde Jack og tog Venkats plads ved siden af Tim. ”Hej, Tim!”
”Jack,” sagde Tim.
”Hvor lang tid vil det tage at få patchen til at virke?” spurgte Venkat.
”Det burde ske ret øjeblikkeligt,” svarede Jack. ”Watney indsatte hacket tidligere i dag, og vi bekræftede, at det fungerede. Vi opdaterede Pathfinders OS uden problemer. Vi sendte rover-patchen, som Pathfinder genudsender. Når først Watney kører patchen og rebooter roveren, burde vi have forbindelse.”
”Du almægtige for en kompliceret proces,” sagde Venkat.