”Så skulle du prøve at opdatere en Linux-server,” sagde Jack.
Efter et øjebliks stilhed, lød det fra Tim: ”Du ved godt, at han fyrede en joke af, ikke? Det var meningen, at du skulle grine.”
”Åh,” sagde Venkat. ”Jeg er fysiker, ikke computernørd.”
”Computernørder synes heller ikke, han er sjov.”
”Du er også en ret så usjov fyr, Tim,” sagde Jack.
”Systemet er online,” sagde Tim.
”Hva’?”
”Det er online. FYI.”
”Så for satan!” sagde Jack.
”Det virkede!” annoncerede Venkat ud i lokalet.
(11:18) JPL: Mark, dette er Venkat Kapoor. Vi har overvåget dig siden Sol 49. Hele verden har heppet på dig. Sikken bedrift at hente Pathfinder. Vi arbejder på redningsplaner. JPL tilpasser Ares 4’s MDV til at foretage en kort flyvning over land. De vil samle dig op og tage dig med til Schiaparelli. Vi er ved at forberede en forsyningsmission, der kan holde dig velnæret indtil Ares 4 ankommer.
(11:29) WATNEY: Godt at høre det. Glæder mig virkelig til ikke at dø. Lad mig slå fast, at det ikke var besætningens fejl. Apropos: Hvad sagde de til at jeg er i live? Og forresten: ”Hej mor!”
(11:41) JPL: Fortæl om dine ”afgrøder”. Vi estimerer, at dine fødevareforsyninger varer til Sol 400 med ¾ ration pr. måltid. Vil dine afgrøder ændre det tal? Svar på dit spørgsmåclass="underline" Vi har endnu ikke fortalt besætningen, at du er i live. De skal kun fokusere på deres egen mission.
(11:52) WATNEY: afgrøderne er kartofler — avlet af dem, vi skulle spise til Thanksgiving. De klarer sig fint, men i længden er der er ikke nok frugtbar jord til livsopretholdende høst. Jeg løber tør for mad omkring Sol 900. Desuden: Fortæl dog besætningen, at jeg er i live! Hvad fuck sker der for jer?
(12:04) JPL: Vi får botanikere til at stille detaljerede spørgsmål og dobbelttjekke dit arbejde. Dit liv er på spil, så vi vil gerne være sikre. Sol 900 er godt nyt. Det giver os masser af tid til at gøre forsyningsmissionen klar. I øvrift bedes du venligst styre dit sprog. Alt, hvad du skriver, sendes live over hele verden.
(12:15) WATNEY:Se! Patter! —> (.Y.)
”Tak for det, hr. Præsident,” sagde Teddy i telefonen. ”Jeg sætter pris på opkaldet, og jeg vil overbringe lykønskningen til hele organisationen.”
Han afsluttede samtalen og lagde sin mobil på hjørnet af sit skrivebord, så den flugtede med bordkanten.
Mitch bankede på kontorets åbne dør.
”Passer det dig, at jeg lige kommer ind?” spurgte Mitch.
”Kom endelig ind, Mitch,” sagde Teddy. ”Sid ned.”
”Tak,” sagde Mitch og tog plads i den dyre lædersofa. Han rakte op til sin øresnegl og skruede ned for volumen.
”Hvordan går det i Mission Control?” spurgte Teddy.
”Forrygende,” sagde Mitch. ”Alt er fint med Hermes. Og alle er i højt humør, takket være hvad der sker hos JPL. I dag var en forbandet god dag, til en forandring!”
”Ja, det var,” nikkede Teddy. ”Endnu et skridt frem mod at få Watney tilbage i live.”
”Apropos det,” sagde Mitch. ”Du kan sikkert gætte, hvorfor jeg er her.”
”Det er ikke så svært,” sagde Teddy. ”Du vil gerne fortælle besætningen, at Watney er i live.”
”Ja,” sagde Mitch.
”Og du vil gerne tage det op med mig, mens Venkat er i Pasadena, så han ikke kan komme med modargumenter.”
”Jeg er egentlig ikke nødt til, at afklare dette med dig, Venkat eller nogen andre. Jeg er flyveleder. Det burde have været min beslutning fra starten, men du skred ind og gav kontraordre. Det lader vi ligge. Men vi blev enige om at fortælle dem det, så snart der var håb. Det er der nu. Vi har oprettet kommunikation, vi har en redningsplan på bedding, og hans jordbrug køber os tid til at skaffe forsyninger frem til ham.”
”Okay, giv dem besked,” sagde Teddy.
Mitch tøvede. ”Slet ingen indvendinger?”
”Jeg vidste, at du ville bringe det på bane før eller senere, så jeg har allerede tænkt det igennem og er afklaret. Giv dem endelig besked.”
Mitch rejste sig. ”Godt, det gør jeg. Tak for det,” sagde han, idet han forlod kontoret.
Teddy drejede en halv omgang med stolen og kastede et langt blik ud ad vinduerne mod nattehimlen. Han betragtede den svage, røde prik mellem stjernerne.
”Hold ud, Watney,” sagde han. ”Vi er på vej.”
Kapitel 12
Watney sov fredfyldt i sin køje. Han rørte lidt på sig, mens en rar drøm fik et smil frem på hans ansigt. Han havde udført tre EVA’er den foregående dag, alle med hårdt fysisk vedligeholdelsesarbejde på Hab’et. Derfor sov han tungere og bedre end han havde gjort i lang tid.
”God morgen, besætning!” råbte Lewis. ”En ny dag venter! Sol 6! Op og hoppe!”
Watney sluttede sig til det jamrende kor.
”Kom i gang,” heppede Lewis. ”Drop det tudefjæs. I har fået fyrre minutters mere søvn, end I ville have fået på Jorden.”
Martinez var første mand ude af køjen. Som officer i luftvåbnet kunne han til hver en tid matche Lewis’ marinedisciplin. ”Mor’n, kaptajn,” sagde han friskt.
Johanssen satte sig op, men gjorde ikke videre forsøg på at bevæge sig ud i den barske verden på den anden side af køjens bløde tæpper. Som softwareingeniør var militant disciplin og tidlige morgenøvelser ikke hendes styrke.
Vogel luntede langsomt ud af køjen og så på sit ur. Uden et ord tog han sin jumpsuit på og glattede den så godt, det lod sig gøre. Han sukkede indvendigt over den nussede fornemmelse af endnu en dag uden brusebad.
Watney vendte sig om og lagde en pude over sit hoved. ”Larmende folk, gå væk,” mumlede han.
”Beck!” råbte Martinez og ruskede missionens læge. ”Op og hop, kammerat!”
”Ja, ja, okay,” sagde Beck klatøjet.
Johanssen faldt ud af sin køje og forblev liggende på gulvet.
Lewis vristede puden ud af Watneys hænder. ”Kom i sving, Watney!” beordrede hun. ”Onkel Sam har betalt hundredtusindvis af dollars for hvert sekund, vi er her!”
”Den onde kvinde tog min pude,” jamrede Watney og havde svært ved at åbne øjnene.
”På Jorden smed jeg store mænd på hundrede kilo ud af deres køjer. Har I lyst til at se, hvad jeg kan gøre i 0.4g?”
”Nej, helst ikke,” sagde Watney og satte sig op.
Da hun havde fået tropperne på benene, satte Lewis sig ved kommunikationskonsollen for at gennemgå nattens beskeder fra Houston.
Watney luntede hen til rationsskabet og snuppede en morgenmad uden at se, hvad det var for en slags.
”Stik mig en med æg, gider du,” sagde Martinez.
”Kan du overhovedet smage forskel?” spurgte Watney, idet han rakte Martinez en pakning.
”Ikke rigtig,” sagde Martinez.
”Beck, hvad med dig?” fortsatte Watney.
”Ligeglad,” sagde Beck. ”Giv mig bare et eller andet.”
Watney kastede en pakning til ham.
”Vogel, de sædvanlige pølser?”
”Aber ja,” svarede Vogel.
”Du ved godt, at du er for typisk, ikke?”
”Sådan har jeg det bedst,” svarede Vogel og tog imod sin morgenmad.
”Hey, solstråle,” råbte Watney til Johanssen. ”Spiser man morgenmad i dag?”
”Mnrrrn,” brummede Johanssen.
”Det lød mest som et nej,” gættede Watney.
Besætningen spiste i tavshed. Johanssen kom langt om længe traskende hen til rationsskabet og snuppede en kaffekapsel. Hun hældte klodset vand på og nippede til den, indtil hun begyndte at vågne.
”Missionsopdateringer fra Houston,” sagde Lewis. ”Satellitterne viser, at der er en storm på vej, men vi kan godt nå en overfladesondering, før den er her. Vogel, Martinez, I kommer udenfor med mig. Johanssen, du bliver her og holder øje med vejrrapporteringer. Watney, dine jordeksperimenter er aflyst i dag. Beck, kør prøverne fra EVA’en i går gennem spectrometret.”