”Burde I gå udenfor med en storm under optræk?” spurgte Beck.
”Houston autoriserede det,” sagde Lewis.
”Det forekommer unødvendigt farligt.”
”At flyve til Mars var unødvendigt farligt,” sagde Lewis. ”Hvor vil du hen med det?”
Beck trak på skuldrene. ”Bare I passer på derude.”
Tre skikkelser så mod øst. Deres klodsede EVA-dragter gjorde dem næsten identiske. Kun EU-flaget på Vogels skulder adskilte ham fra Lewis og Martinez, der bar Stars and Stripes.
Mørket i øst bølgede og glimtede i strålerne fra den opgående sol.
”Stormen,” sagde Vogel med sit gebrokne engelsk, ”er tættere på end Houston bemeldte.”
”Vi har stadig tid,” sagde Lewis. ”Fokuser på opgaven her og nu. Denne EVA er rettet mod kemisk analyse. Vogel, du er kemiker, så du tager dig af alt, hvad vi graver op.”
”Jawohl,” sagde Vogel. ”Vær venlig, at grave tredive centimeter og tag jordprøver. Mindst hundrede gram hver. Meget vigtigt er tredive centimeter dybt.”
”Vi er på opgaven,” sagde Lewis. ”Hold jer indenfor en hundrede meters afstand fra Hab’et.”
”Mm,” sagde Vogel.
”Javel, chef,” sagde Martinez.
De delte sig. Ares’ EVA-dragter var væsentligt forbedret siden Apollo-perioden. Nu gav de meget mere bevægelsesfrihed. At grave, bøje sig ned og putte prøver i poser var trivielt arbejde.
Efter et stykke tid spurgte Lewis ”Hvor mange prøver skal du bruge?”
”Syv fra hver, måske?”
”Helt fint,” sagde Lewis. ”Jeg har indtil videre fire.”
”Fem her,” lød det fra Martinez. ”Vi kan selvfølgelig ikke forvente, at marinefolk skal kunne følge med luftvåbnet.”
”Nå, er det med den på,” sagde Lewis.
”Jeg siger bare, hvad jeg ser, kaptajn.”
”Johanssen her.” lød sysop’ens stemme fra radioen. ”Houston har opgraderet stormen til voldsom. Den er over os om femten minutter.”
”Tilbage til basen,” sagde Lewis.
Hab’et rystede i den brølende vind, mens astronauterne krøb sammen i midten. Alle seks havde nu deres trykdragter på, for det tilfælde, at de blev nødt til at styrte ud til en nød-takeoff i MAV’en. Johanssen holdt øjnene på sin laptop, mens resten holdt øje med hende.
”Fortsat vindstyrke på 100 km/t,” sagde hun. ”Vindstød op til hundrede og femogtyve.”
”For pokker, vi ender i Oz,” udbrød Watney. ”Hvor ligger vores smertegrænse?”
”Teknisk set hundrede og halvtreds km/t,” sagde Martinez. ”Får vi mere pres, er der fare for, at MAV’en tipper.”
”Har vi prognoser for stormens forløb?” spurgte Lewis.
”Indtil nu oplever vi kun fronten,” sagde Johanssen med blikket på skærmen. ”Det bliver værre, før det bliver bedre.”
Hab’ets lærred blafrede i de brutale vindstød, mens dets interne afstivning gav sig og rystede for hvert stormstød. Stormens brølen lød højere for hvert minut.
”Det er nok,” sagde Lewis. ”Gør klar til evakuering. Vi går ud i MAV’en og håber det bedste. Hvis vindstyrken krydser smertegrænsen, letter vi.”
De forlod Hab’et i par og samledes udenfor Luftsluse 1. Den piskende vind hamrede imod dem, men de klarede at holde sig på benene.
”Sigtbarheden er næsten nul,” sagde Lewis. ”Hvis I farer vild, så pejl efter min dragts telemetri. Vindstødene bliver kraftigere i takt med at vi fjerner os fra Hab’et, så vær beredt.”
De kæmpede sig snublende fremad i stormen i MAV’ens retning; Lewis og Beck dannede fortrop mens Watney og Johanssen var bagtrop.
”Hey,” stønnede Watney. ”Måske kunne vi stabilisere MAV’en, så den ikke vælter så let.”
”Hvordan?” pustede Lewis.
”Vi kunne bruge kabler fra solcelle-anlægget som fortøjning.” Han hev efter vejret i nogle sekunder, før han fortsatte: ”Roverne kunne bruges som forankringer. Det gælder bare om, at få fortøjningerne rundt om —”
Flyvende vraggods torpederede Watney og bar ham med sig.
”Watney!” råbte Johanssen.
”Hvad skete der?” lød det fra Lewis.
”Noget ramte ham!” meldte Johanssen.
”Watney, rapporter,” sagde Lewis.
Intet svar.
”Watney, rapporter,” gentog Lewis.
Igen blev hun mødt af tavshed.
”Han er offline,” meldte Johanssen. ”Jeg ved ikke, hvor han blev af.”
”Kaptajn,” meldte Beck. ”Før vi mistede telemtrien, gik hans dekompressionsalarm i gang!”
”Lort!” udbrød Lewis. ”Johanssen, hvor så du ham sidst?”
”Han var lige foran mig, og så var han væk,” sagde hun. ”Han blev slynget direkte mod vest.”
”Okay,” sagde Lewis. ”Martinez, fortsæt til MAV’en og gør klar til opsendelse. I andre tuner ind på Johanssen.”
”Dr. Beck,” sagde Vogel, mens han kæmpede sig videre frem i stormen, ”hvor længe kan man overleve dekompression?”
”Mindre end et minut,” lød det halvkvalt fra Beck.
”Jeg kan intet se,” sagde Johanssen idet besætningen samlede sig omkring hende.
”På række, én og én, og gå i vestlig retning,” kommanderede Lewis. ”Små skridt. Han ligger sandsynligvis ned, og vi skulle nødig træde på ham.”
De holdt sig indenfor hinandens synsvidde og stred sig frem i det hvirvlende kaos.
Martinez væltede ind i MAV’ens luftsluse og kæmpede mod vindstødene for at lukke efter sig. Da trykket var genoprettet, baksede han hurtigt dragten af. Efter at have forceret stigen op til besætningsafdelingen, lod han sig glide ind på pilotsædet og bootede systemet.
Med et snuptag om evakueringstjeklisten, begyndte han i hurtig rækkefølge at tænde for samtlige kontakter. For hvert tændt system, meldte systemernes status klar-til-afgang. Men ét system vakte hans opmærksomhed, så snart det var online.
”Kaptajn,” sagde han i radioen. ”MAV’en har nu en hældning på syv grader. Den tipper ved 12,3.”
”Modtaget,” sagde Lewis.
”Johanssen,” sagde Beck og så på sin armcomputer. ”Watneys biomonitor sendte noget, før den gik død. Min computer siger bare fejlsending.”
”Den har jeg også fået,” sagde Johanssen. ”Den blev ikke færdig med at transmittere. Der mangler noget data, og der er ingen fejlkode. Lad mig lige —”
”Kaptajn,” lød det fra Martinez. ”Besked fra Houston. Vi er officielt blevet bedt om at skrubbe af. Stormen bliver uden tvivl for hård.”
”Modtaget,” sagde Lewis.
”De sendte beskeden for fire og et halvt minut siden,” fortsatte Martinez, ”men det er ni minutter siden, de studerede satellitdata.”
”Forstået,” sagde Lewis. ”Fortsæt opstart til afgang.”
”Modtaget,” sagde Martinez.
Beck,” sagde Johanssen. ”Jeg har de rå bidder af sendingen. Det er paintext: BT 0, PR 0, TP36,2. Mere kunne jeg ikke få.”
”Forstået,” sagde Beck alvorligt: ”Blodtryk nul, pulsrate nul, temperatur normal.”
Der blev stille på linjen for en tid. De fortsatte med at kæmpe sig fremad, snublende gennem sandstormen i håbet om et mirakel.
”Temperatur normal, siger du?” lød det fra Lewis med et lille håb i stemmen.
”Det tager lidt tid før — ” stammede Beck. ”Temperaturen falder kun langsomt.”
”Kaptajn,” sagde Martinez. ”Hældningen er nu 10,5 grader, og vindstødende presser den op mod elleve.”
”Modtaget,” sagde Lewis. ”Bekræft alle forberedelser til afgang.”
”Bekræfter,” sagde Martinez. ”Jeg kan lette når som helst.”