Rumskibet accelererede langsomt, men under opstigningen blæste en kastevind det sidelæns væk fra kursen. Opstigningsprogrammet registrerede problemet og vinklede fartøjet op mod vinden for at modvirke kursafvigelsen.
I takt med konsumering af brændstof, blev rumskibet lettere og øgede i samme grad accelerationen. Med denne eksponentielle opstigningstakt nåede rumskibet hurtigt maksimal accelerationshastighed, en grænse som ikke blev sat af dets kapacitet, men af de skrøbelige menneskelige kroppe indeni.
Opstigningen satte de åbne OMS-porte under voldsomt pres. Besætningen blev rusket i deres sæder da rumskibets voldsomme rystelser forplantede sig. Martinez og opstigningsprogrammet holdt det i kurs, selvom det var en kamp til stregen. Turbulensen fortog sig efterhånden og faldt til nul, i takt med at atmosfæren blev tyndere og tyndere.
Så ophørte al kraft brat. Den første etape var overstået. Besætningen oplevede vægtløshed i flere sekunder, og blev dernæst presset tilbage i deres sæder da næste etape begyndte. Udenfor faldt det nu tømte første etape-modul fra og styrtede ned et tilfældigt sted på planeten under dem.
Den anden etape skød rumskibet endnu højere op og ind på lavt kredsløb. Med en kortere varighed end den vanskelige første etape, og en nænsom acceleration, føltes det nærmest som en blid efterdønning.
Motoren standsede brat og en trykkende stilhed indtrådte i stedet for de voldsomme maskinelle brøl.
”Primær motor afbrudt,” meldte Martinez. ”Opstigningstid: otte minutter, fjorten sekunder. Fast kurs mod Hermes’ kredsløb.”
Normalt ville en vellykket opstigning ende i jubel. Denne gang endte den i stilhed, kun brudt af Johanssens stille gråd.
Fire måneder senere …
Beck prøvede ikke at tænke på den smertelige årsag til, at han stod for det botaniske zero-g væksteksperiment. Han observerede bregnebladenes størrelse og form, tog billeder og nedskrev noter.
Efter at have udført dagens videnskabelige rutine, kastede han et blik på sit ur. Perfekt timing. Datapakken ville snart være tilgængelig. Han svævede forbi reaktoren til Semicone-A stigen.
Han steg op langs stigen med fødderne først, men tog et solidt tag i den da det roterende fartøjs centripetalkraft satte ind. Da han nåede Semicone-A befandt han sig i 0,4 g.
Hermes’ centripetale tyngdekraft havde et vigtigt formål. Uden den ville de have tilbragt deres første uge på Mars i en tilstand, hvor de nærmest ville være ude af stand til at gå. Zero-g øvelsesintervaller skulle holde hjerte og knogler sunde, men intet kunne give dem optimal funktionsduelighed fra Sol 1.
Eftersom rumskibet allerede var lavet til det, brugte de også systemet på returrejsen.
Johanssen sad ved sin arbejdsstation, Lewis i det tilstødende sæde, mens Vogel og Martinez svævede i nærheden. Datapakken indeholdt e-mails og videoer hjemmefra. Det var dagens højdepunkt.
”Er den kommet?” spurgte Beck da han nåede op til kommandobroen.
”Næsten,” sagde Johanssen. ”Otteoghalvfems procent.”
”Du ser munter ud, Martinez,” sagde Beck.
”Min søn blev tre år i går,” smilede han. ”Der burde være nogle billeder fra fødselsdagsfesten. ”Hvad med dig?”
”Åh, ikke noget særligt,” sagde Beck. ”Kritik af en afhandling, jeg skrev for et par år siden.”
”Dataindlæsning fuldført,” sagde Johanssen. ”Alle personlige e-mails er videresendt til jeres laptops. Desuden er der en telemetrisk opdatering til Vogel og en systemopdatering til mig. Hov ... Der er en voicemail adresseret til hele besætningen.”
Hun så spørgende hen på Lewis.
”Lewis trak på skuldrene. ”Afspil den.”
Johanssen åbnede for beskeden og lænede sig afventende tilbage.
”Hermes, dette er Mitch Henderson,” begyndte beskeden.
”Henderson?” udbrød Martinez undrende. ”Direkte til os udenom CAPCOM?”
Lewis løftede hånden for at få ham til at tie stille.
”Jeg har en nyhed,” fortsatte Mitch’s stemme. ”Der er ingen nænsom måde, at overbringe denne besked: Mark Watney er stadig i live.”
Johanssen gispede.
”H-hva —” fremstammede Beck.
Vogel stod med vidtåben mund, mens chokket begyndte at vise sig i hans ansigt.
Martinez skævede til Lewis. Hun lænede sig frem og kneb sig i hagen.
”Jeg ved, at det kommer bag på jer,” fortsatte Mitch. ”Og jeg ved, at I må have mange spørgsmål. Vi skal nok besvare dem, men lige nu vil jeg nøjes med at give jer de basale oplysninger:
”Han er i live og ved godt helbred. Vi opdagede det for to måneder siden, men besluttede ikke at informere jer; vi har endda censureret personlige meddelelser. Jeg var stærkt imod den beslutning. Vi fortæller jer det nu, fordi vi endelig har etableret kommunikation med ham og udtænkt en gennemførlig redningsplan. Det hele kan koges ned til, at Ares 4 samler ham op med en modificeret MDV.
”Vi sender jer en fuld rapport om, hvad der skete, men det var absolut ikke jeres fejl. Det har Mark understreget, hver eneste gang det er kommet på tale. Det var blot sort uheld.
”Giv jer tid til at fordøje dette. Jeres videnskabelige arbejdsprogram i morgen er aflyst. Send os alle jeres spørgsmål, og vi vil besvare dem. Henderson slut.”
Beskedens afslutning efterlod kommandobroen i total stilhed.
”Han … Han er i live!” sagde Martinez. Et smil begyndte at brede sig på hans ansigt.
”Vogel nikkede begejstret. ”Han lever.”
Johanssen stirrede på sin skærm med store, forbløffede øjne.
”Hold da kæft,” grinede Beck. ”Hold da kæft! Kaptajn! Han er i live!”
”Jeg efterlod ham,” sagde Lewis stille.
Jublen ophørte omgående, da besætningen så deres kaptajns ansigtsudtryk.
”Men,” begyndte Beck, ”vi var alle enige om, at evaku-”
”I fulgte ordrer,” afbrød Lewis. ”Jeg lod ham i stikken. På en gold, gudsforladt ørken af en planet udenfor menneskelig rækkevidde.”
Beck så bedende på Martinez. Martinez åbnede munden, men manglede ord.
Lewis forlod nedbøjet kommandobroen.
Kapitel 13
De ansatte i Deyo Plastic tog dobbeltvagter for at færdiggøre Hab-lærredet til Ares 3. Der var endda en del snak om trippelvagter, hvis NASA igen øgede ordren. Ingen beklagede sig. Overtidslønnen var skyhøj, og finansieringen uden øvre grænse.
Vævet carbontråd løb langsomt gennem pressen, der indkapslede den mellem polymerlag. Det færdiggjorte materiale blev foldet fire gange og limet sammen. Dette resulterede i et tykt lag, som dernæst blev belagt med blød harpiks og placeret i varmerummet for at hærde.
LOG NOTAT: SOL 114
Nu, når NASA kan tale til mig, kan de slet ikke holde kæft.
De vil have opdateringer på hvert eneste Hab-system, og de har et lokale fuldt af folk, der prøver at styre, hvordan mine afgrøder skal passes. Det er fantastisk at have en flok idioter på Jorden til at fortælle mig, en botaniker, hvordan man dyrker planter.
Jeg ignorerer dem for det meste. Jeg vil nødig virke arrogant, men jeg er den bedste botaniker på planeten.
En megastor bonus: e-mail. Ligesom på Hermes får jeg nu datapakker. De indeholder selvfølgelig emails fra venner og familie, men NASA sender også udvalgte beskeder fra offentligheden. Jeg har fået mails fra rockstjerner, sportsfolk, skuespillere og skuespillerinder, ja, endda præsidenten.
En af dem var fra min alma mater, University of Chicago. Den sagde, at når man har sået afgrøder et sted, har man officielt ”koloniseret” det. Så teknisk set har jeg koloniseret Mars.