Tag den, Neil Armstrong.
Men den bedste e-mail var den fra min mor. Den var nøjagtig, som man ville forvente. Gudskelov, at du er i live, du må kæmpe, lad være med at dø, din far hilser, etc.
Jeg læste den halvtreds gange i træk. Og hey, forstå mig ret. Jeg er ikke nogen ”mors dreng” eller noget i den retning. Jeg er en fuldvoksen mand, der kun lejlighedsvis går med ble (for det skal man i en EVA-dragt). Det er fuldstændig berettiget og mandigt at klæbe sig til et brev fra sin mor. Jeg er ikke et lille barn med hjemve på sommerlejren, vel?
Jeg må dog indvende, at jeg nu er nødt til at traske ud til roveren fem gange dagligt for at tjekke e-mails. De kan få beskeder fra Jorden frem til Mars, men de kan ikke bringe dem de sidste ti meter videre til Hab’et. Men, okay, jeg skal ikke klage. Mine chancer for overlevelse er nu mangedoblet.
Sidst, jeg hørte noget, havde de løst vægtproblemet på Ares 4’s MDV. Når den lander her, smider de varmeskjoldet, alt det livsopretholdende udstyr og en masse tomme brændstoftanke. Så kan de få os alle syv (Ares 4’s besætning plus mig) hele vejen til Schiaparelli. De arbejder allerede på mine opgaver til overfladeoperationerne. Hvor fedt er det?
Blandt andre nyheder er, at jeg er ved at lære morsekode. Hvorfor? Fordi det er vores backup-kommunikationssystem. NASA har tænkt, at det nok ikke er smart at forlade sig på en flere årtier gammel sonde som den eneste kommunikationskanal.
Hvis Pathfinder lukker ned, går jeg i gang med at stave beskeder med sten, som NASA vil kunne se med satellitter. De kan ikke svare, men så har vi i det mindste envejskommunikation. Hvorfor morsekode? Fordi det er meget lettere at stave med prikker og streger end med bogstaver.
Det er en røvsyg måde at kommunikere på. Forhåbentlig bliver den ikke aktuel.
Alle kemiske processer var udført, og materialet blev steriliseret og flyttet til et sterilt rum, hvor en medarbejder skar en stribe af kanten, delte den i kvadrater og udsatte hver og en for en række strenge tests.
Da det havde gennemgået inspektion uden anmærkninger, blev materialet faconskåret. Kanterne blev foldet ind, syet fast og genforseglet med harpiks. En mand med et clipboard foretog den endelige inspektion og fremkom med en uafhængig berigtigelse af målene, hvorefter det blev godkendt til brug.
LOG NOTAT: SOL 115
De nævenyttige botanikere har modvilligt indrømmet, at jeg har gjort et godt stykke arbejde. De giver mig ret i, at jeg har mad nok til Sol 900. Med det i baghovedet, er NASA fremkommet med en detaljeret missionsplan for forsyningssonden.
I starten arbejdede de med en desperat tidshorisont, hvor sonden skulle nå frem til mig før Sol 400. Nu har min kartoffelfarm sikret mig femhundrede sole mere at leve i, og den tid mere at arbejde med.
De vil foretage opsendelsen næste år via en Hohmann-overgang, og det vil tage næsten ni måneder at nå hertil. Sonden burde nå frem omkring Sol 856. Den vil have masser af mad, en ekstra oxygenator og vandindvinder samt et kommunikationssystem. Tre kommunikationssystemer, faktisk. Jeg går ud fra, at de ikke tager nogen chancer i forhold til min tendens til at have en finger med i spillet, når der smadres radioer.
Jeg fik min første e-mail fra Hermes i dag. NASA har bremset direkte kontakt. De er sikkert nervøse for, at jeg kunne finde på, at sige noget i retning af ”I efterlod mig på Mars, I røvhuller!” Jeg ved godt, at besætningen blev taget på sengen, da de hørte fra Spøgelset fra Forgangne Mars Missioner, men helt ærligt! Jeg ville ønske, at NASA af og til ville skrue ned for barnepigefunktionen. Hvorom alting er, så lod de langt om længe en e-mail fra kaptajnen slippe igennem til mig:
Watney, det siger sig selv, at vi blev lykkelige for at høre, at du overlevede. Som den ansvarlige for din situation, ville jeg ønske, at jeg kunne gøre mere for at hjælpe dig her og nu. Det lader dog til, at NASA har en god redningsplan. Jeg er sikker på, at du vil fortsætte med at udvise din ufattelige opfindsomhed og styrke og klare dig igennem dette. Glæder mig til at give en øl, når vi er tilbage på Jorden.
Lewis
Mit svar:
Kaptajn, sort uheld alene bærer ansvaret for min situation, ikke dig. Du traf den rette beslutning og reddede alle andre. Jeg ved, at det må have været en svær beslutning, men en analyse af den dag, vil vise, at det var det eneste at gøre. Så længe du får de andre sikkert hjem, er jeg glad.
Jeg vil holde dig fast på den øl, stol på det.
Watney
Medarbejderne foldede omhyggeligt længden af lærred og lagde det i en argonfyldt, lufttæt shipping-container. Manden med clipboardet satte et klistermærke på pakken. ”Projekt Ares 3; Hab Lærred; Sektion AL102.”
Pakken blev sat på et chartret fly og fløjet til Edwards Air Force Base i Californien. Under store omkostninger blev den fragtet i ekstrem flyvehøjde, for at sikre en roligere flyvning.
Ved ankomsten blev pakken forsigtigt transporteret videre med specialkonvoj til Pasadena. Derfra blev den bragt til JPL Spacecraft Assembly Facility. I de følgende fem uger samlede ingeniører i hvide kedeldragter Forudsending 309. Den indeholdt AL102 såvel som tolv andre pakker Hab-lærred.
LOG NOTAT: SOL 116
Det er snart ved at være tid til min anden høst.
Dæleme så.
Jeg ville ønske, jeg havde en stråhat og et par seler.
Min gensåning af kartoflerne var vellykket. Jeg kan efterhånden se, at afgrøder på Mars er ekstremt frodige på grund af det livsopretholdende udstyr omkring mig til milliarder af dollars. Jeg har nu firehundrede sunde kartoffelplanter, hvoraf hver og en frembringer masser af kaloriefyldte tofler, jeg kan nyde godt af. Om kun ti dage vil de være modne!
Denne gang genplanter jeg dem ikke som såsæd. Nu er det min fødevareforsyning. Naturlige, økologiske Mars-dyrkede kartofler. Det er ikke noget, man hører om hver dag, vel?
I spekulerer måske på, hvordan jeg har tænkt mig at opbevare dem. Jeg kan ikke bare hobe dem op; de fleste ville rådne, før jeg nåede at spise dem. Derfor vil jeg gøre noget, der aldrig ville fungere på Jorden: Smide dem udenfor.
Det meste af vandindholdet vil blive suget ud af det nær-vacuum, der hersker derude, og hvad der er tilbage, vil fryse til is. Enhver bakterie, der overvejer at få mine tofler til at rådne, vil dø med et skrig.
Som øvrigt nyt herfra kan jeg fortælle, at jeg fik en e-mail fra Venkat Kapoor:
Mark, her er nogle svar på dine tidligere spørgsmål.
Nej, vi vil ikke sige til vores botanikteam, at de skal ”pisse af.” Jeg har fuld forståelse for, at du har været på egen hånd i lang tid, men nu står vi sammen om det her, og du bør lytte til os.
The Cubs afsluttede sæsonen i bunden af NL Central.
Dataoverførselsraten er desværre ikke god nok til de store musikfiler, selv ikke i komprimeret format. Det vil sige, at din forespørgsel efter ”Hvad som helst, åh Gud, HVAD SOM HELST andet end Disco”, må afslås. Hyg dig med din Boogie Fever.
Til sidst en mindre munter bemærkning …
NASA er ved at samle et undersøgelsesudvalg. De vil undersøge, om det var menneskelige fejl, der førte til, at du blev efterladt. Bare til din information. De vil måske stille dig nogle spørgsmål senere hen.
Hold os underrettet om dine aktiviteter.
Kapoor
Mit svar:
Venkat, sig til undersøgelsesudvalget, at de må klare deres heksejagt uden mig. Og når de utvivlsomt ender med at give kaptajn Lewis skylden, så vær forberedt på, at jeg vil modsige det i fuld offentlighed. Jeg er sikker på, at resten af besætningen vil gøre det samme.
Desuden må du hilse dem og sige, at hver og en af deres mødre er en prostitueret.