Watney
PS: Det gælder også deres søstre.
Sonderne med forudsendte forsyninger til Ares 3 blev opsendt via en Hohmann-overgang i et tidsvindue på fjorten sammenhængende dage. Forsyning 309 blev sendt op som nummer tre. Den 251 dage lange tur til Mars var begivenhedsløs og behøvede kun to mindre kurstilpasninger.
Efter adskillige aerobremsemanøvrer for at sænke farten, påbegyndte den sin sidste nedstigningsetape mod Acidalia Planitia. Først genindtrådte den i atmosfæren ved hjælp af et varmeskjold. Dernæst udløste den en faldskærm og skød det nu opbrugte varmeskjold af sig.
Da dens ombordværende radar opfangede, at den var tredive meter over jorden, smed den faldskærmen af og pustede ballonerne omkring skroget op. Den landede uden videre finesser på jorden, hoppede og rullede indtil den endelig lå stille.
Efter at have tømt ballonerne igen, meldte den ombordværende computer tilbage til Jorden, at landingen var vellykket.
Så ventede den i treogtyve måneder.
LOG NOTAT: SOL 117
Vandindvinderen er begyndt at skabe sig.
Seks mennesker skal bruge 18 liter vand om dagen. Den er derfor lavet til at køre 20 liter gennem processen dagligt. Her på det sidste er den kommet bagud. Den laver højst 10 liter.
Frembringer jeg ti liter vand om dagen? Nej, jeg er ikke storpissende verdensmester. Det skyldes planterne. Fugtigheden inde i Hab’et er langt højere end konstruktionen er beregnet til. Det vil sige, at vandindvinderen konstant filtrerer fugt ud af luften.
Det bekymrer mig ikke. Hvis det skal være, kan jeg pisse direkte på planterne. Planterne tager deres del vand og resten vil kondensere på væggene. Om nødvendigt, kunne jeg sikkert finde på noget for at opsamle kondensen. Men sagen er, at vandet ikke kan forsvinde nogen steder hen. Det er et lukket system.
Okay, teknisk set, er det ikke helt sandt. Planterne er ikke fuldstændig vandneutrale. De fjerner hydrogenet fra en del af det (og udskiller oxygen), som de bruger til at lave de komplekse carbonhydrider, som er selve planten. Men det er et meget lille tab, og jeg lavede noget i retning af 600 liter vand ud af MDV-brændstof. Jeg kunne bade i det og stadig have masser til overs.
Men NASA er ved at skide i bukserne. De ser vandindvinderen som et afgørende overlevelseselement. Der er ingen erstatning for den, og i deres verden, vil jeg dø på stedet uden den. For dem er teknisk nedbrud af udstyr katastrofalt. For mig er det ”tirsdag”.
Så i stedet for at forberede mig på at høste, skal jeg nu tage ekstra ture til og fra roveren for at besvare deres spørgsmål. Hver ny besked siger, at jeg skal arbejde på en ny løsning og melde tilbage om resultatet.
Så vidt vi har regnet os frem til, skyldes det hverken elektronikken, kølesystemet, indstillingerne eller temperaturen. Jeg er sikker på, at det viser sig at være en lille utæthed et eller andet sted, og så vil NASA holde møder, der løber op i fire timer, hvorefter de beder mig om at dække hullet med gaffertape.
Lewis og Beck åbnede Forudsending 309. Så godt de kunne i deres klodsede EVA-dragter, begyndte de at tage de forskellige dele af Hab-lærred og lægge dem på jorden. Tre af de forudsendte rumsonder var afsat til Hab’et.
De samlede effektivt stykkerne ved at følge proceduren, de havde øvet hundredvis af gange. Stykkerne blev samlet med specialfremstillede forseglingsstrimler, som sikrede, at sammenføjningerne var lufttætte.
Efter at have rejst Hab’ets hovedbygning, begyndte de at samle konstruktionens tre luftsluser. Sektion AL102 havde et hul nøjagtigt tilpasset luftsluse 1. Beck strakte stykket og forseglede det stramt med strimler på luftslusens udvendige side.
Da alle luftsluser var på plads, fyldte Lewis Hab’et med luft og AL102 mærkede for første gang tryk. Lewis og Beck ventede en time. Der var intet trykfald; samlingen af konstruktionen var vellykket.
LOG NOTAT: SOL 118
Min samtale med NASA om vandindvinderen var kedelig og spækket med tekniske detaljer. Jeg omskriver af hensyn til jer:
Mig: ”Det drejer sig helt klart om en prop. Hvad med at jeg skiller den ad og gennemgår rør og slanger?”
NASA: (efter fire timers overvejelse) ”Nej. Det går i ged for dig, og så dør du.”
Og så skilte jeg den ad.
Ja, ja, jeg ved det godt. NASA har en masse ultrakloge mennesker, og jeg burde virkelig gøre, hvad de siger. Jeg kan heller ikke være bekendt at være så vrangvillig, når de nu bruger al deres tid på at finde ud af, hvordan de redder mit liv.
Jeg er bare led og ked af, at få forklaret, hvordan jeg tørrer mig selv i røven. Selvstændighed var en af de egenskaber, de satte højt på listen, da de udvalgte Ares-astronauter. Det er en tretten måneder lang mission, hvoraf det størstedelen af tiden bliver tilbragt lysminutter væk fra Jorden. De ønskede folk, der kunne handle på eget initiativ.
Hvis kaptajn Lewis var her, ville jeg uden diskussion gøre alt, hvad hun sagde. Men at føje et udvalg bestående af ansigtsløse bureaukrater nede på Jorden? Beklager, det har jeg svært ved.
Jeg var uhyre forsigtig. Jeg afmærkede hver eneste del, i takt med at jeg afmonterede dem og lagde dem i ordnet rækkefølge på et bord. Jeg har alle specifikationer i min computer, så intet kom bag på mig.
Og præcis som jeg antog, fandt jeg en tilstoppet slange. Vandindvinderen er designet til at rense urin og trække fugt ud af luften (man udånder næsten lige så meget vand, som man pissser). Jeg havde blandet mit vand med jord, hvilket gjorde det til mineralvand. Mineralerne ophobede sig i vandindvinderen.
Jeg rensede slangerne og samlede hele molevitten igen. Det løste problemet. Jeg kommer til at gentage processen på et tidspunkt, men ikke i de næste hundrede soles tid. Ikke noget at tale om.
Jeg fortalte NASA, hvad jeg havde gjort. Vores (parafraserede) samtale lød således:
Mig: ”Jeg skilte den ad, fandt problemet og ordnede det.”
NASA: ”Fjols.”
AL102 rystede i den voldsomme storm. Udsat for kræfter langt stærkere, end det var fremstillet til at tåle, blafrede det med et voldsomt slid på luftslusens forseglingsstrimler til følge. Andre sektioner af lærredet bølgede ensartet langs forseglingsstrimlerne, og de fungerede som ét stort lærred, men det kunne AL102 ikke. Luftslusen var stort set statisk og lod AL102 tage imod stormens fulde styrke.
Plasticlagene, der konstant bølgede og bøjede, opvarmede harpiksen ved ren og skær friktion. Den nu mere eftergivende tilstand gjorde det muligt for kulfibrene at dele sig.
AL102 straktes.
Ikke meget. Kun fire milimeter. Men kulfibrene, der plejede at ligge med 500 microners afstand, fik nu øget bredden mellem sig med otte gange.
Da stormen havde lagt sig, udførte den ensomme astronaut en fuld inspektion af Hab’et. Men han bemærkede ikke, at noget var galt. Lærredets svage punkt lå skjult bag en forseglingsstrimmel.
Til trods for at det var fremstillet til en mission på enogtredive sole, fungerede AL102 langt ud over den planlagte udløbsdato. Sol efter sol gik sin gang, mens den ensomme astronaut på daglig basis arbejdede skiftevis udenfor og indenfor i Hab’et. Luftsluse 1 lå nærmest rovernes strømforsyningsanlæg, så astronauten fortrak den frem for de to andre.
Når slusens lufttryk blev tilført, udvidede den sig en smule; når lufttrykket faldt igen, krympede den. Hver gang astronauten benyttede luftslusen, blev presset på AL102 lettet, og derefter strammet igen.
Strammet, belastet, svækket, trukket ...
LOG NOTAT: SOL 119
I nat vågnede jeg ved at Hab’et rystede.
Sandstormen var af medium styrke og ophørte lige så pludseligt, som den opstod. Det var kun en storm af kategori 3-typen med vindstød på 50 km/t. Ingen grund til bekymring. Det er alligevel en smule foruroligende at høre de hylende vindstød, når man er vant til fuldstændig stilhed.