Jeg er urolig for Pathfinder. Hvis sandstormen har skadet den, har jeg mistet min kontakt til NASA. Logisk set burde jeg ikke bekymre mig. Tingesten har været her på overfladen i årtider. En lille storm kan ikke skade den.
Når jeg går udenfor, vil jeg sikre mig, at Pathfinder stadig er funktionsduelig før jeg går videre til dagens sveddryppende, enerverende opgaver.
For hver sandstorm følger nemlig den uundgåelige solcellerensning, en stolt tradition blandt gæve marsmænd som mig. Det minder mig lidt om min opvækst i Chicago og tjansen med at skovle sne. Her må jeg rose min far; han påstod aldrig, at jeg skulle skovle, fordi det gav rygrad og lærte mig værdien af hårdt arbejde.
”Snerydningsmaskiner er dyre,” plejede han at sige. ”Du er gratis.”
Jeg prøvede en gang at beklage mig til min mor. ”Vær ikke sådan et skvat,” sagde hun.
Blandt andet nyt herfra er der syv sole til høsten, og jeg har endnu ikke gjort klar til det. For det første mangler jeg et lugejern. Jeg skal også have fikset et udendørsskur til kartoflerne. Jeg kan ikke bare smide dem i en bunke derude. Den næste kraftige storm ville i så fald forårsage den Store Marskartoffelvandring.
Men det må alt sammen vente. Jeg har allerede et fuldt program i dag. Jeg skal inspicere solscelleanlægget og sikre mig, at stormen ikke har gjort skade på det. Dernæst skal jeg gøre det samme med roveren.
Jeg må se at komme i gang.
Luftsluse 1 sænkede langsomt trykket til 0.006 atmosfære. Watney stod derinde i sin EVA-dragt og ventede på, at processen blev fuldført. Han havde bogstaveligt talt gjort det hundredvis af gange. Enhver uro, han måtte have følt på Sol 1, var for længst overstået. Nu var det blot en kedsommelig etape, før han kunne gå udenfor.
I takt med tryksænkningen, komprimerede Hab’ets atmosfære luftslusen og AL102 straktes for sidste gang.
På Sol 119 gik der hul på Hab’et.
Den første flænge var mindre end en milimeter. De vinkelrette kulfibre burde have forhindret flængen i at vokse. Men vedvarende slitage havde trukket de vertikale fibre fra hinanden og svækket de horisontale til ubrugelighed.
Hab’ets atmosfære susede nu gennem flængen for fuld styrke. På mindre end en tiendedel sekund var flængen en meter lang og løb ned langs forseglingsstrimlen. Luftslusen var ikke længere forseglet til Hab’et.
Det uhæmmede tryk sendte luftslusen af sted som en kanonkugle i takt med at Hab’ets atmosfære med eksplosiv kraft føg ud gennem flængen.
Indenfor blev den overraskede Watney slynget tilbage mod luftslusens bagdør med nøjagtig samme kanonkuglekraft.
Luftslusen fløj fyrre meter, før den ramte jorden. Watney, der dårligt nok var kommet sig over det første chok, måtte nu tage endnu et voldsomt stød, da han ramte fordøren. Frontalt.
Hans visir tog det meste af slaget og sikkerhedsglasset knustes til hundredvis af små terninger. Hans hoved smækkede mod indersiden af hjelmen og slog ham ud.
Luftslusen tumlede videre hen ad overfladen de næste femten meter. Watneys tykt polstrede dragt reddede ham fra knoglebrud. Han prøvede at finde hoved og hale i situationen, men var dårligt nok ved bevidsthed.
Da den endelig var færdig med at rulle, væltede luftslusen om på siden i en støvsky.
Watney lå på ryggen og stirrede tomt op gennem hullet i sit knuste visir. Der løb blod ned over hans ansigt fra et dybt sår i panden.
Da han kom til sig selv, begyndte han at orientere sig. Han drejede hovedet til siden og kunne se gennem bagdørens vindue. Det sammenstyrtede Hab blafrede i det fjerne og landskabet foran lignede en losseplads med ragelse spredt ud over det hele.
Så opfangede han en hvislende lyd. Han lyttede nøje og konstaterede, at det ikke kom fra hans dragt. Et eller andet sted herinde i den trange luftsluse lod en lille flænge luften slippe ud.
Han lyttede koncentreret til den hvislende lyd. Han følte på sit ødelagt visir. Kastede endnu et blik ud ad vinduet.
”Det er kraftedeme løgn!” sagde han.
Kapitel 14
Udskrift af Audio-LOG NOTAT: Sol 119
Ved I hvad!? Fuck det her! Fuck den skide luftsluse, fuck Hab’et og fuck hele denne lorteplanet!
Nu skal det bare stoppe! Jeg har fået nok! Jeg har fem minutter tilbage, før min luft er brugt op, og jeg nægter kraftedeme at spille med på Mars’ små numre. Jeg er så fucking træt af det hele, at jeg kunne brække mig!
Det eneste, jeg skal gøre, er at blive siddende her. Luften siver ud og så dør jeg.
Færdig med mig. Slut med at være optimistisk, slut med selvbedrag og slut med problemløsninger. Jeg har for helvede fået nok!
Udskrift af Audio-LOG NOTAT: Sol 119 (2)
Pyh … Okay. Nu er jeg færdig med mit anfald og skal til at regne ud, hvordan jeg holder mig i live. Godt, lad mig se, hvad jeg kan stille op her …
Jeg befinder mig i luftslusen. Jeg kan se Hab’et gennem vinduet; det ligger godt 50 meter væk. Normalt ville luftslusen rent faktisk være fastgjort til Hab’et. Det må siges at være et problem.
Luftslusen ligger på siden, og jeg kan høre en vedvarende hvislen. SÅ enten er det læk, eller også er der slanger herinde. Uanset hvad, betyder det, at jeg er i knibe.
Desuden, midt i … Hvad fanden der lige skete … Blev jeg kastet rundt som en pinball og fik smadret mit visir. Luft er berygtet for at være usamarbejdsvilligt, når det gælder store, gabende huller i ens EVA-dragt.
Det ser ud som om, Hab’et er fuldstændig lufttomt og kollapset. Selv hvis jeg havde en fungernde EVA-dragt til at forlade luftslusen i, ville jeg ikke have nogen steder at gå hen. Nedtur.
Jeg må tænke over det et øjeblik. Jeg må også se at komme ud af den EVA-dragt. Den er enorm, og luftslusen er trang. Dragten er ikke ligefrem til nogen nytte for mig.
Udskrift af audio-LOG NOTAT: Sol 119 (3)
Det er ikke helt så galt, som det ser ud til.
Jeg er alligevel på røven, må jeg minde om.
Jeg er ikke sikker på, hvad der skete med Hab’et, men roveren har sandsynligvis ingen skader. Den er ikke det bedste opholdssted, men dog bedre end en utæt telefonboks.
Jeg har selvfølgelig lappegrej i min EVA-dragt. Den samme slags som reddede mit liv på Sol 6. Det er dog ingen grund til at juble, for det kommer ikke til at gøre nogen forskel. Lappegrejet er en kegleformet ventil med ultraklistret harpiks i den brede ende, men det kan ikke klare et hul større end otte centimeter. Og, ærligt talt, hvis man har et hul på ni centimeter, er man alligevel død længe før, man kan nå at hive lappegrejet frem.
Det er dog stadig værd at gemme på, og måske kan jeg bruge det til at lukke flængen i luftslusen. Det er min første prioritet lige nu.
Det er tale om en mindre lækage. Uden visiret fylder EVA-dragten effektivt luft i hele luftslusen. Det gør den for at udligne det manglende tryk, men den vil ende med at løbe tør.
Jeg må finde lækagen. Efter lyden at dømme, tror jeg, den er et sted nede i fodhøjde. Nu, da jeg er ude af dragten, kan jeg dreje mig og se bedre efter …
Jeg kan ikke få øje på noget … Jeg kan høre udsivningen, men … Det er hernede et sted, men jeg ved ikke hvor.
Jeg kan kun finde på én måde at opklare det på: ved hælp af ild!
Ja, jeg ved det godt. Mange af mine ideer indebærer, at der sættes ild på noget. Og ja, det er generelt en rigtig dårlig ide at tænde ild i et lille, lukket rum. Men jeg skal bruge røg. Bare lidt af det.