Som sædvanlig har jeg at gøre med et materiale, der bevidst er designet til ikke at brænde. Men selv ikke NASAs gennemtænkte design kan hamle op med en beslutsom pyroman og en tankfuld ren oxygen.
Uheldigvis er hver en fiber af EVA-dragten lavet af ikke-brændbare materialer. Ligeså luftslusen. Mit tøj er også brandsikret, helt ned til den mindste tråd.
Det var oprindeligt min plan at inspicere solcelleanlægget og, om nødvendigt, at reparere det efter stormen i nat. Derfor har jeg min værktøjskasse med mig. Men efter at have set efter, er alt i den af metal eller ikke-brændbart plastic.
Men nu kommer jeg i tanke om, at jeg faktisk har noget brændbart på mig: Mit hår. Det må række. Der ligger en skarp kniv i værktøjskassen. Jeg vil barbere håret i mine armhuler, så jeg får en lille bunke.
Næste skridt: oxygen. Jeg har ikke noget så raffineret som et rent oxygenflow. Det eneste, jeg kan gøre, er, at fifle med EVA-dragtens indstillinger, så den øger oxygenniveauet i hele luftslusen. Jeg vil tro, at et niveau på 40 procent kan gøre udslaget.
Så skal der bare en gnist til.
EVA-dragten har elektronik, men det kører på meget lave volt. Jeg har heller ikke lyst til at at rode med dragten. Den skulle gerne fungere for mig, når jeg skal fra luftslusen ud til roveren.
Luftslusen har også sin egen elektronik, men den var jo tilsluttet Hab’ets strømforsyning. Jeg går ud fra, at NASA ikke et sekund overvejede konsekvenserne, hvis den pludselig fløj halvtreds meter væk. Dovne hunde.
Det er muligt, at plastic ikke brænder, men enhver, der har leget med balloner, ved, at de kan bruges til at opbygge en statisk ladning. Når jeg gør det, burde jeg være i stand til at få gnist frem, ved bare at røre ved et metallisk stykke værktøj.
Faktaboks: Det var nøjagtig sådan besætningen på Apollo 1 døde. Ønsk mig held og lykke.
UDSKRIFT AF AUDIO-LOG NOTAT: SOL 119 (4)
Jeg befinder mig i en kasse, der lugter af brændt hår. Det er ikke nogen rar lugt.
Ved mit første forsøg fik jeg tændt ild, men røgen drev bare tilfældigt rundt. Mit åndedræt ødelagde projektet. Så holdt jeg vejret, og prøvede igen.
Ved mit andet forsøg ødelagde EVA-dragten det hele. En stabil luftstrøm slipper stille og roligt ud gennem visiret, fordi dragten konstant erstatter den manglende luft. Jeg lukkede straks ned for luften, holdt vejret og prøvede igen. Det begyndte at haste; trykket var på vej nedad.
Ved tredje forsøg ødelagde mine hurtige armbevægelser, da jeg tændte ilden, det hele. Hvis jeg bevæger mig den mindste smule, skaber det nok turbulens til at røgen hvirvler i alle retninger.
Fjerde gang var dragten slukket, jeg holdt vejret, og da jeg skulle tænde op, gjorde jeg det meget langsomt. Derefter observerede jeg nøje, mens den spinkle røgspiral drev ned mod luftslusens gulv og forsvandt gennem en hårfin revne.
Nu har jeg dig, lille lækage!
Jeg gispede efter luft og tog EVA-dragten på igen. Trykket var faldet til 0,9 atmosfære under mit lille eksperiment. Der var dog nok oxygen i luften til, at jeg og mit armhulehårbål kunne ånde. Dragten fik hurtigt udlignet til normalen.
Når jeg tager revnen i øjesyn, kan jeg se, at den er ret lille. Det ville være let som ingenting at forsegle den med dragtens lappegrej, men når jeg tænker nærmere over det, er det en dårlig ide.
Jeg bliver på en eller anden måde nødt til at reparere mit visir. Lige nu ved jeg ikke rigtig hvordan, men lappegrejet og dets trykmodstandsdygtige harpiks er sandsynligvis en meget vigtig del. Når først jeg bryder lappegrejets forsegling, vil harpiksens binære komponenter blandes, og derefter har jeg tres sekunder før det hele hærder. Jeg kan ikke bare tage lidt ud for at lappe luftslusen.
Hvis jeg havde tid nok, ville jeg sikkert kunne udtænke en plan for visiret. I så fald kunne jeg i samme moment ofre et par sekunder til også at skrabe lidt harpiks henover luftslusens flænge. Men tid er ikke noget, jeg har.
Jeg nede på 40 procent i min N2-tank. Jeg skal have forseglet lækagen nu, og jeg skal gøre det uden lappegrejet.
Ide nummer et: Børnehavetricket. Jeg slikker mig i håndfladen og trykker den ind mod flængen.
Okay … Jeg kan ikke danne en fuldstændig forsegling, og luften siver … Her er ved at blive ret koldt …. og ret så ubehageligt … Nå, fuck den ide.
Igang med ide nummer to: Tape.
Jeg har gaffertape i min værktøjskasse. Jeg klasker noget på og ser om det kan dæmpe udsivningen. Gad vide, hvor længe det kan holde, før trykket flænser det. På med det.
Sådan … Det holder indtil videre.
Tjekker lige dragten … Status siger, at tryk er stabilt. Lader til at gaffertape fungerer som forsegling.
Lad os se, om det bliver ved med at holde …
UDSKRIFT AF AUDIO LOG: SOL 119 (5)
Der er gået femten minutter og tapen holder stadig. Det lader til, at problemet er løst.
På en måde er det lidt af et antiklimaks. Jeg havde allerede regnet ud, hvordan jeg kunne dække flængen med is. Jeg har to liter vand i EVA-dragtens ”sugerør”. Jeg kunne have lukket ned for dragtens varmesystem og ladet luftslusen køle ned til frystepunktet. Så ville jeg … nå, pyt.
Siger det bare! Jeg ku’ have klaret det med is.
Godt så. Videre til mit næste problem. Hvordan fikser jeg EVA-dragten? Nok kan man bruge gaffertape til at forsegle en hårfin flænge, men det kan ikke holde til en atmosfæres tryk mod en krakeleret visirplade af den størrelse, min hjelm har.
Lappegrejet er for småt, men dog brugbart. Jeg kan sprede harpiksen rundt langs kanten, hvor visiret var fæstnet og dernæst klistre et eller andet fast, som kan dække åbningen.
Når jeg ser mig omkring, er det eneste brugbare materiale selve EVA-dragten. Den har masser af materiale, man kan arbejde med, og jeg kan endda skære i den. Husk, hvordan jeg skar Hab-lærred ud i strimler. De samme sakse ligger lige her i min værktøjskasse.
Ved at klippe et stykke af min EVA-dragt, får jeg endnu et hul. Men det bliver et hul, hvor jeg selv bestemmer dets form og placering.
Godt … Jeg tror, jeg har en løsning her. Jeg klipper min ene arm af!
Det vil sige, nej. Ikke min arm. EVA-dragtens arm. Jeg klipper lige under den venstre albue. Dernæst kan jeg klippe ned i længden og lave stykket rektangulært. Det bliver stort nok til at forsegle visiråbningen, og harpiksen vil holde det på plads.
Materialet designet til at modstå atmosfærisk tryk. Godkendt!
Harpiks designet til at lave forsegling mod selv samme tryk. Godkendt!
Men hvad med det gabende hul efter det afklippede ærme? I modsætning til mit visir, er dragtens materiale fleksibelt. Jeg folder kanterne sammen og forsegler dem med harpiks. Jeg bliver derefter nødt til at holde min venstre arm ned langs siden når jeg har dragten på, men det er der plads til.
Jeg må sprede harpiksen i et ret tyndt lag, men det er bogstaveligt talt det stærkeste klæbemiddel i menneskehedens historie. Det skal bare holde længe nok, til at jeg kan nå i sikkerhed.
Og hvor vil jeg finde den ”sikkerhed”? Aner det fandme ikke.
Men okay, ét problem ad gangen. Lige nu tager jeg fat på min EVA-dragt.
UDSKRIFT AF AUDIO-LOG NOTAT: SOL 119 (6)
Det var let nok at klippe armen af dragten, og lige så let at klippe i længden, for at lave en rektangel. Saksen kan klippe som ind i helvede.
Det tog dog længere tid at pille glasset af visiret, end jeg havde forventet. Jeg regner ikke med, at det kan perforere EVA-dragtens materiale, men jeg tager ingen chancer. Desuden har jeg ikke lyst til at få splinter i ansigtet, når jeg har den på.
Så kom den vanskelige del. Da jeg brød forseglingen på lappegrejet, havde jeg tres sekunder før harpiksen størknede. Jeg skrabede det op med fingrene og skyndte mig at smøre det rundt langs visirkanten. Så tog jeg resten, og forseglede hullet i armdelen.