Jeg trykkede det rektangulære stykke rumdragt-materiale fast på hjelmen med begge hænder, mens jeg holdt mit knæ trykket godt ned på armens sømme.
Jeg holdt ved, indtil jeg havde talt 120 sekunder. Bare for at være sikker.
Det lod til at fungere. Forseglingen så stærk ud, og harpiksen var stenhård. I processen fik jeg også limet min hånd fast til hjelmen.
Lad være med at grine.
Set i bakspejlet var det nok ikke smart, at bruge fingrene til at påføre harpiksen med. Heldigvis havde jeg stadig venstre hånd fri. Efter en masse jamrende forbandelser, lykkedes det mig at nå værktøjskassen, og ved hjælp af skruetrækkeren lirkede jeg hånden fri (mens jeg følte mig ufattelig dum). Det var en ret ømfindtlig proces, fordi jeg ikke havde lyst til at flænse huden af mine fingre. Det var heller ikke let, at kile skruetrækkeren ind mellem hjelmen og harpiksen, men det lykkedes uden at komme til at bløde. En succes, trods alt. Nu skal jeg gå rundt med hærdet harpiks på fingrene i dagevis, ligesom et barn, der har leget med kontaktlim.
Jeg indstillede armcomputeren, og fik dragten til at lave overtryk på 1,2 atmosfære. Lappen på visiret spændtes udad, men holdt. Armen fyldtes ud pga. trykket, der var tæt på at flænse den nye forsegling, men forblev i et stykke.
Så holdt jeg øje med displayet, for at se, hvor lufttæt tingene var blevet.
Svar: Ikke ret meget.
Dragten pissede luften ud. I løbet af tres sekunder havde den lækket så meget, at hele luftslusen nåede et tryk på 1,2 atmosfære.
Dragten er designet til otte timers brug. Det giver 250 mililiter flydende oxygen. For at være på den sikre side, har dragten en hel liters kapacitet af O2. Men det er ikke alt. Resten af luften er nitrogen. Det er der kun for at tilføre tryk. Når dragten lækker, er det hvad den har at genopfylde med. Dragten har en reserve på to liter flydende N2.
Lad os sige, at luftslusen har en volumen på to kubikmeter. Den oppustede EVA-dragt optager sandsynligvis halvdelen. Det tog altså fem minutter at tilføre 0,2 atmosfære til en kubikmeter. Det giver 285 gram luft (tro mig, matematikken holder). Luften i tankene ligger på omkring 1 gram pr. kubikcentimeter, hvilket betyder, at jeg lige har mistet 285 mililiter.
De tre tanke kombineret, rummede — til at begynde med — 3000 mililiter. En hel del blev brugt til at opreholde tryk, mens luftslusen lækkede. Desuden forvandlede min vejrtrækning noget af oxygenet til kuldioxid, som blev opfanget i dragtens CO2-filtre.
Når jeg ser på displayet, kan jeg konstatere, at jeg har 410 mililiter oxygen og 738 mililiter nitrogen. Tilsammen giver de næsten 1150 mililiter at arbejde med. Dividerer man det med 285 mililiters tab pr. minut …
Når jeg er ude af luftslusen vil denne EVA-dragt kun holde i fire minutter.
Fuck.
UDSKRIFT AF AUDIO-LOG NOTAT: SOL 119 (7)
Okay, nu har jeg tænkt nærmere over det.
Hvad nytter det at flytte over i roveren? Så vil jeg bare være fanget der i stedet for. Det ville være rart med mere plads, men i sidste ende vil jeg stadig dø. Ingen vandindvinder, ingen oxygenator, ingen mad. Vælg selv; samtlige problemer er dødbringende.
Jeg er nødt til at reparere Hab’et. Jeg ved, hvad der skal til; vi har øvet det i træningsperioden. Det kommer bare til at tage lang tid. Jeg bliver nødt til at gennemgå hele det sammenfaldne lærred, for at finde ekstramateriale til at lappe det med. Dernæst skal jeg finde flængen og forsegle den ordentligt.
Reparationen vil tage timer, og min EVA-dragt er ubrugelig.
Jeg skal have fat i en anden dragt. Martinez’ plejede at være i roveren. Jeg slæbte den hele vejen med ud til Pathfinder og tilbage igen, kun for det tilfælde, at jeg fik brug for en ekstra. Men da jeg kom tilbage, lagde jeg den på plads i Hab’et.
Fandens også!
Okay, jeg skal altså bruge en dragt mere, før jeg flytter over i roveren. Hvilken en? Johanssens er for lille til mig (hun er en bette spirrevip, vores Johanssen). Lewis’ er fuld af vand. Rent faktisk må det nu være ved at blive til is. Den mishandlede, sammenlimede dragt, jeg har her, er min egen. Så er der kun Martinez’, Vogels og Becks tilbage.
Jeg efterlod Martinez’ i nærheden af min køje, for det tilfælde at jeg skulle bruge en dragt i en fart. Men nu, efter det pludselig trykfald, kan den være hvor som helst. Det er dog stadig et udgangspunkt.
Næste problem: Jeg befinder mig noget i retning af 50 meter fra Hab’et. At løbe i 0,4 g iført en klodset EVA-dragt er ikke let. I bedste fald kan jeg lunte to meter pr. sekund. Det vil tage 25 kostbare sekunder; næsten en ottendedel af mine fire minutter. Jeg er nødt til at gøre det hurtigere.
Men hvordan?
UDSKRIFT AF AUDIO-LOG NOTAT: SOL 119 (8)
Jeg ruller den skide luftsluse.
Den kan grundlæggende sammenlignes med en telefonboks, der ligger på siden. Jeg har udført nogle eksperimenter.
Jeg tænkte, at hvis jeg vil have den til at rulle, må jeg ramme væggen med så stor kraft som muligt, mens jeg samtidig er i luften. I det moment, må jeg ikke tynge nogen anden del af luftslusen. De to kræfter ville i så fald ophæve hinanden, og så kommer der ingen bevægelse ud af det.
Først prøvede jeg at smide mig selv frem fra den ene væg og brase imod den anden. Luftslusen skred lidt, men så heller ikke mere.
Så forsøgte jeg mig med at hoppe op i luften på alle fire (0,4 g — let nok!) med et indarbejdet spark mod væggen med begge fødder. Igen fik jeg kun et lille skred.
Den tredje gang lykkedes det. Tricket består i, at stå solidt plantet på begge fødder med front ind mod væggen, og dernæst kaste sig baglæns op mod den øverste del af modsatte væg. Da jeg prøvede det for lidt siden, gav det mig nok kraft og vægtforskydning til at tippe luftslusen og rulle den ene side frem mod Hab’et.
Luftslusen er en meter bred, så … Suk! … Jeg skal gøre det noget i retning af halvtreds gange mere.
Jeg kan se frem til en omgang helvedes ondt i ryggen, når jeg er færdig.
UDSKRIFT AF AUDIO-LOG NOTAT: SOL 120
Jeg har helvedes ondt i ryggen.
Min avancerede ”kaster mig selv mod væggen”-teknik havde et par svagheder. Det fungerede kun én ud af ti gange og gjorde virkelig ondt. Jeg var nødt til at tage pauser, strække ud, og hele tiden overvinde mig selv til at lave en bodyslammer mod væggen, om og om igen.
Det tog fandme hele natten, men det lykkedes.
Jeg er nu ti meter fra Hab’et. Jeg kan ikke komme tættere på, fordi der ligger vraggrods fra trykfaldet overalt. Min luftsluse er desværre ikke terrængående luftsluse og kan ikke rulles over alt det lort.
Det var morgen da luften gik ud af Hab’et. Nu er det morgen igen. Jeg har været i denne skide kasse en hel dag. Men jeg skal snart ud.
Jeg har taget EVA-dragten på og er klar til at gøre noget ved det.
Godt … Okay … Gennemgår planen en sidste gang: Brug manuelle ventiler til at udligne luftslusen. Gå ud og hurtigt hen til Hab’et. Søg overalt under det kollapsede lærred. Lokaliser Martinez’ dragt (eller Vogels, hvis jeg falder over den først). Se at komme ud til roveren. Så er jeg i sikkerhed.
Hvis tiden løber ud, før jeg finder en dragt, løber jeg bare direkte ud til roveren. Så har jeg problemer, men dog tid til at tænke, samt materialer at arbejde med.
Dyb indånding … Så er det nu!
UDSKRIFT AF AUDIO-LOG NOTAT: SOL 120
Jeg er i live! Og jeg er i roveren!
Tingene gik ikke præcis som planlagt, men jeg er ikke død, så det kan man da kalde et resultat.