Det gik godt med at udligne luftslusen. Jeg var ude på overfladen i løbet af 30 sekunder. Jeg hoppede mod Hab’et (den hurtigste måde at bevæge sig i denne tyngdekraft) og kæmpede mig vej gennem bunkerne af vraggods. Bruddet havde virkelig blæst tingene ud i alle retninger, mig selv medregnet.
Det var svært at se noget; mit visir var dækket af den interimistiske lap. Heldigvis havde jeg et kamera på armen. NASA fandt ud af, at det koster unødige anstrengelser, hvis man skal dreje hele sin EVA-dragtklædte krop for at se på noget. Derfor fastgjorde de et lille kamera på den højre arm. Billederne bliver projiceret på indersiden af visiret. På den måde kan vi se på tingene ved blot at pege på dem.
Nu var visiret hverken glat eller reflekterende længere, så jeg måtte se på en krøllet, forvrænget version af kamerabilledet. Det var dog nok til at jeg kunne orientere mig.
Jeg bevægede mig i direkte linje mod stedet, hvor luftslusen plejede at være. Jeg vidste, at der burde være et ret så stort hul, som jeg kunne gå ind gennem. Det var let at finde. For pokker, for en grim flænge! Jeg kommer til at arbejde min røv i laser for at lappe den.
Her begyndte svaghederne i min plan at afsløre sig. Jeg havde kun én arm at arbejde med. Min venstre arm var tvunget ned langs min krop, mens dragtens tilbageværende stump af en armdel daskede frit. På min vej rundt inde under lærredet, havde jeg kun min bevægelige arm til at holde lærredet op med. Det sinkede mig en del.
Så vidt jeg kunne se, hersker kaos i Hab’ets indre. Selv borde og køjer ligger flere meter væk fra deres oprindelige pladser. Lettere objekter er kastet vildt omkring, mange af dem helt ud til overfladen. Alt er dækket af jord og sønderrevne kartoffelplanter.
Jeg traskede videre og nåede hen til stedet, hvor jeg efterlod Martinez’ dragt. Det kom faktisk bag på mig, at den stadig lå der.
”Sådan!” tænkte jeg naivt. ”Problemet er løst.”
Det viste sig så, at dragten lå fastklemt under et bord, der blev holdt nede af det kollapsede lærred. Hvis jeg havde været i stand til at bruge begge arme, kunne jeg have rykket den fri, men med kun én fri arm var det umuligt.
Tiden var ved at løbe ud, så jeg løsnede min hjelm, lagde den fra mig og rakte ind over bordet for at få fat i Martinez’ lappegrej. Jeg fandt det ved hjælp af armkameraet, smed det i hjelmen og fik så ellers røven med mig for at komme ud.
Jeg nåede frem til roveren i sidste øjeblik. Mine trommehinder var lige ved at sprænges af det lave tryk, da luftslusen fyldtes med vidunderlig 1 atmosfæres luft.
Jeg kravlede ind og faldt stønnende om.
Nu er jeg altså tilbage i roveren. Præcis som på den Store Pathfinder Ekspedition. Pyh. Denne gang lugter her dog lidt bedre.
NASA er sikkert bekymret for mig på nuværende tidspunkt. De må have observeret, at lufslusen rullede tilbage til Hab’et, så de ved i hvert fald, at jeg er i live. Nu vil de sikkert gerne have en status. Og så forholder det sig jo sådan, at det er roveren der kommunikerer med Pathfinder.
Jeg prøvede at sende en besked, men Pathfinder svarer ikke. Det er ikke så overraskende. Den får sin strøm direkte fra Hab’et, og Hab’et er offline. Under min korte paniske tur udenfor, så jeg, at Pathfinder befandt sig præcis, hvor jeg efterlod den, og at vraggodset ikke var fløjet helt derhen. Det burde fungere, så snart jeg får strøm på.
Hvad angår min nuværende situation, har jeg vundet en stor fordel med den nye hjelm. Hjelmene passer til alle dragter, så nu kan jeg erstatte min smadrede hjelm med Martinez’. Den stumpede arm er stadig et problem, men visiret var hovedårsagen til lækagen. Med en frisk gang lappegrej kan jeg forsegle armen med mere harpiks.
Men det må vente. Jeg har været vågen i over fireogtyve timer. Jeg er ikke i overhængende fare, så jeg lægger mig til at sove.
LOG NOTAT: SOL 121
Jeg fik en god nats søvn, og gjorde virkelig fremskridt i dag.
Det første, jeg gjorde, var at genforsegle armen. Sidste gang måtte jeg nøjes med et ret tyndt lag harpiks efter at have brugt det meste på lappen til visiret. Men denne gang havde jeg en hel portion udelukkende til armen. Det kom der en en perfekt forsegling ud af.
I går mistede jeg det meste af min luft, men jeg havde en halv times oxygen tilbage. Som sagt, den menneskelige krop behøver ikke meget oxygen. Problemet her var at bibeholde trykket.
Med den tid, jeg havde til rådighed, kunne jeg bruge roverens EVA-tankreserve.
Tankreserven er en nødforanstaltning. Roveren er kun beregnet til ture, hvor man starter med fulde EVA-dragter og vender tilbage med masser af luft i overskud. Den var aldrig beregnet til lange ture, ej heller overnatninger. Men for en sikkerheds skyld blev der fastgjort en genopfyldningsslange på ydersiden. På indersiden er pladsen allerede begrænset, og NASA konkluderede, at de fleste luftrelaterede nødsituationer ville opstå udendørs.
En genopyldning er langsom, langsommere end min dragt lækkede. Det var derfor umuligt for mig at foretage den, før jeg fik byttet om på hjelmene. Da jeg var iført en intakt dragt, der kunne holde trykket, var det til gengæld en leg at genopfylde tankene.
Efter genopfyldningen, og efter at have sikret mig at intet lækkede, ventede der et par hasteopgaver. Hvor godt mit forseglingsarbejde end holdt, ville jeg hellere have en to-armet dragt.
Jeg vovede mig tilbage til Hab’et. Denne gang, hvor jeg ikke havde travlt, kunne jeg bruge pæl som løftestang og lirke bordet af Martinez’ dragt. Jeg hev den fri og slæbte den med tilbage til roveren.
Efter en grundig gennemgang, bare for at være på den sikre side, havde jeg endelig en fuldt funktionsduelig EVA-dragt. Det tog mig to ture at få fat i den, men det lykkedes.
I morgen fikser jeg Hab’et.
LOG NOTAT: SOL 122
Min første handling i dag var at skrive en besked ved hjælp af sten i sandet nær roveren: ”A-okay.” Det burde gøre NASA glad.
Jeg gik ind i Hab’et igen for at få et overblik over skaderne. Min førsteprioritet er, at få konstruktionen op at stå, intakt og i stand til at holde tryk. Derefter kan jeg begynde at reparere ting, der er gået i stykker.
Hab’et plejer at være en kuppel med fleksible støttepæle, der holder hvælvingen stram og stiver foldegulvet, så bunden forbliver stabil. Trykket indendørs er en vital del af konstruktionens stabilitet. Uden det kollapser alt. Jeg undersøgte pælene, og ingen af dem var beskadigede. De lå bare spredt overalt. Jeg bliver nødt til at sætte et par af dem sammen igen, men det bliver let nok.
Hullet, hvor luftsluse 1 plejede at være, er kæmpestort, men dog overkommeligt. Jeg har forseglingsstrimler og ekstra lærred. Det bliver et stort arbejde, men jeg er i stand til at sætte Hab’et sammen igen. Når jeg har gjort det, vil jeg genetablere strømmen og få Pathfinder online. Når det er sket, kan NASA fortælle mig, hvordan jeg reparerer alt det, som jeg ikke kan regne ud selv.
Jeg er ikke bekymret for alt det. Jeg har et langt større problem.
Mine afgrøder er døde.
Med et komplet tab af tryk, kogte det meste vand væk. Ydermere faldt temperaturen til under frysepunktet. Selv ikke jordbakterierne kan overleve sådan en katastrofe. Nogle af afgrøderne var i pop-up teltet udenfor Hab’et, men de er også døde. Jeg havde forbundet dem direkte med Hab’et, for at få en stabil luftforsyning og temperatur. Da Hab’et flækkede, røg trykket også i pop-up teltet. Selv hvis trykket var bevaret, ville den isnende kulde i sig selv have slået afgrøderne ihjel.
Kartofler er nu uddøde på Mars.
Det samme gælder for jordbakterierne. Jeg kommer aldrig til at dyrke så meget som én plante mere, så længe jeg er her.