Vi havde ellers planlagt alt så nøje. Mine afgrøder ville være min fødevareforsyning indtil Sol 900. En forsyningssonde ville nå hertil på Sol 856; længe før jeg løb tør. Nu da afgrøderne er døde, hører den plan fortiden til.
Rationeringspakkerne er ikke blevet påvirket af eksplosionen. Og kartoflerne som jeg allerede har dyrket, er måske nok døde, men de er stadig mad. Jeg skulle lige til at høste dem, så på den led var det vel et heldigt tidspunkt, det skete.
Mine rationer vil holde til Sol 400. Jeg kan ikke med sikkerheds sige, hvor længe kartoflerne holder. Ikke før jeg har tjekket, hvor mange jeg har. Men jeg kan lave et overslag. Jeg havde 400 planter, sandsynligvis med et gennemsnit på fem kartofler hver: 2000 tofler. Jeg har brug for at spise ti per sol for at overleve. Det betyder, at de vil vare 200 sole. Alt i alt: Jeg har mad nok til at holde ud til Sol 600.
Ved Sol 856 er jeg for længst død.
Kapitel 15
(08:12) WATNEY: Test.
(08:25) JPL: Modtaget! Du gav os lidt af en forskrækkelse. Tak for dit ”A-okay”. Vores analyse af satellitbilledmaterialet viser en fuldstændig løsrivning af Luftsluse 1. Er det korrekt? Hvad er din status?
(08:39) WATNEY: Hvis I med ”løsrivning” mener ”Jeg blev skudt ud som en raket,”, så ja. Mindre snitsår på min pande. Fik problemer med min EVA-dragt (forklaring følger). Jeg lappede Hab’et sammen og genoprettede tryk (primære lufttanke er intakte). Jeg har netop fået strøm online. Afgrøder er døde. Jeg har reddet så mange kartofler som muligt, og har lagret dem udenfor. Min optælling siger 1841 stk. De vil vare 184 dage. Tilbageværende missionsrationer medregnet, begynder jeg at sulte på Sol 584.
(08:52) JPL: Det er vi også nået frem til. Vi arbejder på løsning af madproblemet. Hvad er status på Hab’ets systemer?
(09::05) WATNEY: Primær luft og vandtanke er uskadte. Roveren, solcelleanlægget og Pathfinder var uden for eksplosionens rækkevidde. Jeg kører tests på Hab’ets systemer, mens jeg venter på jeres næste svar. Forresten, hvem taler jeg med?
(09:18) JPL: Venkat Kapoor i Houston. Pasadena videresender mine beskeder. Jeg vil stå for al direkte kommunikation med dig fra nu af. Tjek oxygenatoren og vandindvinderen først. De er vigtigst.
(09:31) WATNEY: Døh. Oxygenatoren fungerer fint. Vandindvinderen er fuldstændig stået af. Bedste bud er, at vandet frøs i den, og fik nogle slanger til at revne. Jeg er sikker på, at jeg kan fikse den. Hab’ets primære computer fungerer også uden problemer. Nogen bud på, hvad der fik Hab’et til at eksplodere?
(09:44) JPL: Bedste bud er slitage på lærred nær Luftsluse 1. Atmosfære-cyklusen tærede på det, indtil det brast. Benyt fra nu af skiftevis Luftsluse 2 og 3 til alle EVA’er. Desuden sender vi dig en tjekliste og procedurevejledning til komplet undersøgelse af lærred.
(09:57) WATNEY: Fedt, jeg får chancen for at stirre på en væg i timevis! Lad mig endelig vide, hvornår I finder en plan for at forhindre mig i at sulte.
(10:11) JPL: Skal jeg nok.
”Det er Sol 122,” sagde Bruce. ”Vi skal have en sonde frem til Mars senest på Sol 584. Det er en frist på firehundrede og toogtres sole, som er firehundrede og femoghalvfjerds dage.”
De forsamlede afdelingschefer i JPL rynkede panderne og gned sig i øjnene.
Han rejste sig fra stolen. Jordens og Mars’ positioner er ikke optimale. Turen vil tage fire hundrede og fjorten dage. Montering af sonden til boosteren samt de følgende inspektioner, vil tage tretten dage. Det giver os kun otteogfyrre dage til at bygge den sonde.”
Lyden af opgivende hvisken fyldte lokalet. ”Du almægtige,” lød det fra en.
”Vi taler om en helt ny situation,” fortsatte Bruce. ”Vores fokus er fødevarer. Alt andet er en luksus. Vi har ikke tid til at fremstille en brændstofdreven nedstigningsraket. Det må blive en styrtlander. Det vil sige, at vi ikke kan lægge noget skrøbeligt i den. Vink farvel til alt det andet ragelse, vi planlagde at sende.”
”Hvor skal boosteren komme fra?” spurgte Norm Toshi, der stod for reentry-processen.
”EagleEye 3 Saturnsonden,” sagde Bruce. ”Den var sat til planlagt opsendelse i næste måned. NASA har parkeret den i venteposition, så vi kan få boosteren.”
”Gætter på, at EagleEye-teamet blev pissesure over det,” sagde Norm.
”Det er jeg slet ikke i tvivl om,” sagde Bruce. ”Men det er vores eneste booster, som er stor nok. Det bringer mig til min næste pointe: Vi har kun én chance for at få dette til at fungere. Forfejler vi den, dør Mark Watney.”
Han så rundt i lokalet for at lade budskabet bundfælde sig.
”Vi har dog også noget i vores favør,” fortsatte han endelig. ”Vi har nogle af delene, der blev lavet til Ares 4’s forsyningsmissioner. Vi kan snuppe noget fra dem og spare tid. Vi skal også huske på, at det en fødevarer, vi sender af sted. Det er en robust last. Selvom der skulle opstå et problem ved reentry i atmosfæren, og sonden lander med voldsom kraft, vil maden stadig være mad.
”Vi behøver heller ikke, at forberede præcisionslanding. Om nødvendigt kan Watney rejse hundredvis af kilometer. Vi skal bare finde et sted så tæt på, at han vil være i stand til at nå dertil. Det vil altså sige, at vores forudsendte fødevareforsyning bliver en standardpakke med styrtlanding. Vi skal bare sørge for, at det går stærkt. Lad os komme i gang.”
(08:02) JPL: Vi har strikket et projekt sammen for at skaffe dig mad. Det har været under udførelse i en uges tid. Vi kan godt få det bragt frem til dig, før du begynder at sulte, men det bliver på et hængende hår. Sendingen vil kun bestå af mad og en radio. Vi kan hverken sende en oxygenator, vandindvinder eller alt muligt andet uden brændstofkrævende nedstigning.
(08:16) WATNEY: Ingen klager herfra. Jeg er glad så længe I skaffer mig maden. Jeg har fået alle Hab-systemerne op at køre igen. Vandindvinderen fungerer fint nu, hvor jeg har erstattet de bristede slanger. Hvad vandforsyning angår, har jeg 620 liter tilbage. Jeg havde 900 liter (300 til at begynde med, 600 mere ved at reducere hydrazin). Det vil sige, at jeg mistede næsten 300 ved fordampning. Men det er stadig nok nu, hvor vandindvinderen fungerer igen.
(08:31) JPL: Godt. Hold os underrettet om mekaniske eller elektroniske problemer. Forresten, så hedder sonden, vi sender til dig, Iris. Den er opkaldt efter den græske gudinde, der rejste over himlen med vindens hastighed. Hun er også gudinde for regnbuer.
(08:47) WATNEY: Homo-sonde kommer og redder mig. OK.
Rich Purnell sad og nippede til sin kaffe i den stille bygning. Han kørte en sidste test på den software, han havde skrevet. Den gik glat igennem. Han lænede sig tilbage i stolen med et lettet suk. Et blik på computerens ur fik ham til at ryste på hovedet. 3:42.
Som astrodynamiker var Rich ikke vant til at arbejde sent. Hans job var, at finde de nøjagtige orbitale kredsløb og kurskorrektioner, som er nødvendige for enhver given mission. Det plejede at være et af de første trin i et projekt, da alle de følgende trin blev baseret på kredsløbet.
Denne gang var det omvendt. Iris skulle bruge en kredsløbskurs, men ingen vidste, hvornår den ville blive opsendt.
Planeter bevæger sig med tiden. En kurs udregnet til en specifik opsendelsesdato vil kun fungere på netop den dato. Selv en enkelt dags forskel ville resultere i en forbier langt fra Mars. Derfor måtte Rich udregne mange kursretninger. Han havde et interval på femogtyve dage, hvorunder Iris sandsynligvis ville blive sendt ud. Han udregnede en kurs for hver dag.
Han begyndte på en e-mail til sin chef.
Mike, vedlagt finder du kursberegningerne for Iris med 1-dags løbende tilvækst. Vi bør påbegynde ekspertvurdering og kritisk gennemgang, så de kan få et officielt blåstempel. Og du fik ret. Jeg har næsten været her hele natten.