Det var ikke så slemt. Ikke i nærheden af anstrengelserne med at udregne kredsløb til Hermes. Jeg ved godt, at du begynder at kede dig, når jeg bliver matematisk, så jeg nøjes med at opsummere: De små, konstante omdrejninger i Hermes’ ion-motorer er meget sværere at håndtere, end en forsyningssondes kraftige acceleration.
Alle 25 kursberegninger viser et tidsperspektiv på 414 dage og varierer kun lidt i accelerationsvarighed og vinkel. Brændstofforbruget er næsten identisk for samtlige kredsløb og ligger pænt inden for EagleEye-boosterens kapacitet.
Det er bare ærgerligt, at Jorden og Mars’ positioner ligger så upraktisk. Det ville rent faktisk være lettere, at —
Han holdt op med at taste.
Stirrede ud i luften med et fjernt blik og rynket pande.
”Hmm,” sagde han.
Han greb ud efter sit kaffekrus og gik ind i frokoststuen for at tanke op.
Teddy scannede det overfyldte mødelokale. Sjældent havde man set se så mange af NASAs absolutte topfolk samlet på ét sted. Han rettede på den lille stak notater, han havde forberedt, og placerede dem pænt foran sig.
”Jeg ved, at I alle har travlt,” sagde Teddy. ”Tak for at sætte tid af til dette møde. Jeg skal bruge en status på Projekt Iris fra samtlige afdelinger. Venkat, lad os begynde med dig.”
”Missionsteamet er parat,” sagde Venkat og så på sin laptops skærmbillede af regnearket. ”Vi havde som udgangspunkt en mindre magtkamp mellem forsyningsteamet på henholdsvis Ares 3- og Ares 4-projekterne. Gutterne fra Ares 3 sagde, at de ville styre tingene, eftersom Ares 3 i realiteten stadig er under afvikling, så længe Watney befinder sig på Mars. Ares 4 teamet påpegede imidlertid, at det drejede sig om deres tildelte sonde. Jeg besluttede, at arbejde med Ares 3.”
”Gav det anledning til utilfredshed hos Ares 4?” spurgte Teddy.
”Ja, men det må de komme sig over. De har tretten andre forudsendte forsyningsmissioner på vej. De får ikke tid til at være fornærmede.”
”Mitch,” sagde Teddy til flyvelederen. ”Hvad med opsendelsen?”
Mitch trak sin øresnegl ud. ”Vi har allerede gjort et kontrolrum klart,” sagde han. ”Jegt vil overvåge opsendelsen og dernæst overlade rejse og landing til Venkats drenge.”
”Mediehåndtering?” sagde Teddy og vendte sig mod Annie.
”Jeg giver pressen daglige opdateringer,” sagde hun og lænede sig tilbage i sin stol. ”Alle ved at Watney er på røven, hvis dette ikke lykkes. Offentligheden har ikke været så engageret i rumskibskontruktioner siden Apollo 11. CNN’s Watney Rapport har ligget som nummer 1 på listen over mest sete programmer, siden det gik i luften for to uger siden.”
”Det er godt med opmærksomhed,” sagde Teddy. ”Det bidrager til at skaffe os ekstraordinære bevillinger fra Kongressen.” Han løftede hovedet og så hen på en mand, der stod nær døren. ”Maurice, tak for at du fløj hertil med så kort varsel.”
Maurice nikkede.
Teddy henvendte sig til alle i lokalet med en præsenterende gestus mod Maurice: For de af jer, som ikke kender ham: Dette er Maurice Stein fra Cape Canaveral. Han var udpeget som opsendelsesleder til EagleEye 3, så han arvede rollen til Iris. Jeg beklager, at vi kom ind over og snuppede den, Maurice.”
”Ikke noget at snakke om,” sagde Maurice. ”Jeg er glad for at kunne hjælpe her.”
Teddy tog det øverste ark af sine notestal og lagde det med bagsiden opad ved siden af stakken. ”Hvordan skrider det frem med boosteren?”
”Udmærket for øjeblikket,” sagde Maurice. ”Men det er ikke optimalt. EagleEye var allerede klargjort til opsendelse. Boostere er ikke designet til at stå opret og blive udsat for tyngdekraft i en længerevarende periode. Vi tilfører eksterne støtteanordninger, som vi fjerner igen ved opsendelse. Det er lettere end at afmontere den. Derudover har brændstoffet en tærende virkning på de indre tanke, så vi har været nødsaget til at dræne dem. I mellemtiden foretager vi inspektioner på alle systemer hver tredje dag.”
”Udmærket. Tak,” sagde Teddy. Han vendte sin opmærksomhed mod Bruce Ng, der gengældte hans blik med tunge, blodskudte øjne.
”Bruce, tak fordi du også fløj hertil. Hvordan er vejret i Californien for tiden?”
”Det har jeg ingen anelse om,” sagde Bruce. ”Det er sjældent, jeg får verden udenfor at se.”
Lavmælt latter fyldte lokalet i nogle sekunder.
Teddy vendte endnu et ark. ”Vi er kommet til det store spørgsmål, Bruce. Hvordan skrider det frem med Iris?”
”Vi er bagud,” sagde Bruce med en træt hovedrysten. ”Vi arbejder så hurtigt, vi kan, men det er bare ikke hurtigt nok.”
”Jeg kan godt rejse penge til overarbejde,” tilbød Teddy.
”Vi arbejder allerede i døgndrift.”
”Hvor langt bagud taler vi om?” spurgte Teddy.
Bruce gned sine øjne og sukkede. ”Vi har været i gang i niogtyve dage, hvilket vil sige, at vi har nitten dage tilbage. Derefter skal opsendelsesteamet bruge tretten dage på at montere den på boosteren. Vi er mindst to uger bagud.
”Er det så meget bagud, I kommer?” spurgte Teddy og skrev et notat ned i sine papirer. ”Eller vil tidsplanen skride yderligere?”
Bruce trak på skuldrene. ”Hvis vi ikke får flere problemer, bliver det to ugers forsinkelse. Men vi har altid problemer.”
”Giv mig et tal,” sagde Teddy.
”Femten dage,” svarede Bruce. Hvis vi fik femten dage mere, er jeg sikker på, at vi kan få det gjort til den tid.”
”Udmærket,” sagde Teddy og skrev et notat mere. ”Lad os trylle femten dage frem.”
Han vendte sin opmærksomhed mod Ares 3’s rumfartsmediciner og spurgte:” Dr. Keller, kan vi reducere Watneys madrationer og få dem til at vare længere?”
”Nej, beklager,” sagde Keller. ”Han lever allerede på et minimalt kalorietal. Når man ser på mængden af fysisk arbejde, han udfører, spiser han allerede meget mindre end han burde. Og det bliver kun værre. Inden længe vil hans kost udelukkende bestå af karofler og vitamintilskud. Han gemmer de proteinrige rationer til senere brug, men han undgår ikke at blive underernæret.”
”Når han først løber tør for mad, hvor længe kan han så overleve, før han dør af sult?” spurgte Teddy.
”Med en rigelig vandforsyning, kan han nok holde i tre uger. Det er kortere end en almindelig sultestrejke, men man skal huske på, at han i forvejen er tynd og fejlernæret.”
Venkat løftede en hånd i vejret og fangede deres opmærksomhed. ”Husk på, at Iris er en tumling; han bliver måske nødt til at køre i nogle dage, for at nå hen til den. Jeg gætter på, at det er svært at styre en rover, når man bogstaveligt talt er ved at sulte ihjel.”
”Det er fuldstændig rigtigt,” bekræftede dr. Keller. ”Med kun få dage før han løber helt tør for mad, vil han dårligt være i stand til at stå oprejst, og da slet ikke til at styre en rover. Desuden vil hans mentale funktioner ret hurtigt begynde at degenerere. Han vil få svært ved overhovedet at holde sig vågen.”
”Og dermed forbliver landingsdatoen urørlig,” sagde Teddy. ”Maurice, kan du få Iris på boosteren på mindre end tretten dage?”
Maurice lænede sig tilbage mod væggen og tog sig til hagen. ”Tja … Den egentlige montage tager kun tre dage. De følgende ti skal bruges til testkørsler og inspektioner.”
”Hvor meget kan du reducere der?”
”Med tilstrækkelig overtid, kunne jeg få selve monteringen ned på to dage, inklusive transport fra Pasadena til Cape Canaveral. Men inspektonerne kan ikke afkortes. De er tidsbaserede. Vi udfører kontroller og ekstrakontroller med faste intervaller for at se, om noget deformeres eller forvrider sig. Hvis man afkorter intervallerne, bliver inspektionerne ugyldige.”