”Hvor hyppigt afdækker disse inspektioner et problem?” spurgte Teddy.
Der blev stille i lokalet.
”Øh,” stammede Maurice. ”Foreslår du, at vi undlader at foretage inspektionerne?”
”Nej,” sagde Teddy. ”Lige nu, spørger jeg, hvor ofte de afdækker et problem.”
”Cirka ved hver tyvende opsendelse.”
Teddy skrev det ned. ”Og hvor ofte finder man noget, der ville have forårsaget en mislykket mission?” spurgte Teddy.
”Det ligger på to komma fem procent.” Det var Venkat, der trådte til. ”Normalt vil det være grund til afbrudt nedtælling. Vi kan ikke tage sådan en chance.”
”’Normalt’ er fortid,” sagde Teddy. ”Syvoghalvfems komma fem procent er bedre end nul. Kan nogen finde en sikrere måde at skaffe os mere tid?”
Han kastede et blik rundt i lokalet. Udtryksløse ansigter stirrede tilbage.
”God så,” sagde han og slog en cirkel omkring noget i sine notater. ”Fremskynding af monteringsprocessen og overspring af inspektion giver os elleve dage mere. Hvis Bruce kan hive en kanin ud af hatten og blive hurtigere færdig, kan Maurice nå nogle inspektioner.”
”Hvad med de andre fire dage?” spurgte Venkat.
”Jeg er sikker på, at Watney kan strække maden til at vare fire dage mere, underernæring eller ej,” sagde Teddy og så på dr. Keller.
”Det —” begyndte Keller. ”Det kan jeg ikke anbefale —”
”Stop lige,” afbrød Teddy. Han rejste sig op og rettede på sin blazer. ”Hør her, alle mand, jeg forstår jeres synspunkter. Vi har procedurer. At springe de procedurer over, er risikabelt. Risiko betyder problemer for alle afdelinger. Men lige nu har vi ikke råd til at dække os ind. Vi må tage chancer. Hvis ikke vi gør det, dør Mark Watney.”
Han vendte sig mod Keller og sagde: ”Få maden til at vare fire dage ekstra.”
Keller nikkede.
”Rich,” sagde Mike.
Rich Purnell koncentrerede sig om sin computerskærm. Hans aflukke var oversvømmet af udprint, kort og referencebøger. Der stod tomme kaffekrus på hver eneste flade, og gulvet flød med takeaway-emballage.
”Rich,” gentog Mike lidt højere.
Rich så op. ”Ja?”
”Hvad fanden har du gang i?”
”Bare et lille sideprojekt. Noget, jeg vil undersøge nærmere.”
”Jamen … Det er vel fint nok,” sagde Mike. ”Men du skal altså færdiggøre dine aktuelle opgaver først. Jeg bad om de satellitjusteringer for to uger siden, og du er stadig ikke færdig med dem.”
”Jeg skal bruge noget supercomputer-tid,” sagde Rich.
”Skal du bruge supercomputer-tid til at udregne rutinejusteringer?”
”Nej, til det andet, jeg arbejder med,” sagde Rich.
”Rich, helt ærligt. Du er nødt til at passe dit job.”
Rich tænkte sig lidt om. ”Ville det være passende, hvis jeg tog noget tid til ferie?” spurgte han.
Mike sukkede. ”Ved du hvad, Rich? Jeg synes, at det ville være en rigtig god ide, hvis du tog lidt ferie .”
”Fedt!” smilede Rich. ”Så begynder jeg min ferie lige nu.”
”Fint,” sagde Mike. ”Gå du bare hjem og hvil dig.”
”Jamen, jeg skal ikke hjem,” sagde Rich og vendte tilbage til sine udregninger.
Mike gned øjnene. ”Okay, gør, hvad du vil. Hvad så med de satellitbaner … ?”
”Jeg har ferie,” sagde Rich uden at se op.
Mike rystede på hovedet og gik.
(08:01) WATNEY: Hvordan går det med min forsyningspakke?
(08:16) JPL: Lidt bagud med tidsplanen, men vi skal nok få det på plads. I mellemtiden vil vi gerne have, at du får noget arbejde fra hånden. Vi føler os sikre på, at Hab’et er i god stand. Vedligehold tager dig kun tolv timer om ugen. Vi har tænkt os at udfylde resten af din tid med research og eksperimenter.
(08:31) WATNEY: Fedt! Jeg er træt af, at sidde og glo. Jeg skal være her i flere år. I kan lige så godt få noget nytte ud af mig.
(08:47) JPL: Det tænkte vi også. Vi sender dig et arbejdsskema, så snart videnskabsteamet får det stykket sammen. Det bliver mest EVA’er, geologiske prøver, jordprøver og ugentlige selvudførte medicinske prøver. Jeg må tilstå, at dette er den bedste ”bonus Marstid”, vi har haft siden Opportunity-landeren.”
(09:02) WATNEY: Opportunity vendte aldrig tilbage til Jorden.”
(09:17) JPL: Undskyld! Dårlig sammenligning.
JPL’s Spacecraft Assembly Facility, kendt som det ”sterile rum”, var det ikke særligt kendte fødested for de mest berømte rumfartøjer i Marsforskningens historie. Mariner, Viking, Spirit, Opportunity og Curiosity, bare for at nævne nogle få, blev alle til i dette ene rum.
I dag summede rummet af aktivitet, mens teknikerne forseglede Iris i den specialdesignede transportcontainer.
Off-duty teknikerne overvågede proceduren fra observationsplatformen. De havde næsten ikke været hjemme i de forløbne to måneder; cafeteriaet var lavet om til en interimistisk sovesal. En tredjedel af dem ville normalt sove på dette tidspunkt, men de ville ikke gå glip af det store øjeblik.
Skifteholdets leder strammede den sidste bolt. I samme øjeblik han trak skruenøglen ud, brød ingeniørerne ud i klapsalver. Mange af dem havde tårer i øjnene.
Efter seksogtres dages opslidende arbejde var Iris færdiggjort.
Annie steg op på podiet og justerede mikrofonen. ”Opsendelsesforberedelserne er fuldført,” sagde hun. ”Iris er parat til sin rejse. Tidspunkt for opsendelse bliver 9:14.
”Når opsendelsen er fuldført, vil den forblive i kredsløb i mindst tre timer. I løbet af den tid vil Mission Control samle den eksakte telemetri til forberedelsen af bane og fremdrift mod Mars. Når det er gjort, overdrages missionen til Ares 3-teamet, der vil overvåge dens rejse de følgende måneder. Det vil tage firehundrede og fjorten dage at nå Mars.”
”Angående lasten,” spurgte en reporter, ”jeg hører, at der er mere end kun mad?”
”Det er korrekt,” smilede Annie. ”Vi bevilligede hundrede gram til ekstravagance. Der er nogle håndskrevne breve fra Marks familie, en besked fra Præsidenten og et USB-stik med musik fra alle tider.”
”Også disco?” var der en, der spurgte.
”Ingen disco,” sagde Annie, mens dæmpet latter hørtes fra forsamlingen.
CNN’s Cathy Warner tog ordet. ”Hvis denne sending forfejles, findes der så andre muligheder for Watney?”
”Der er risiko ved enhver opsendelse,” sagde Annie og undveg spørgsmålet, ”men vi forventer ingen problemer. Vejret på Cape C er klart og varmt. Forholdene kunne ikke være bedre.”
”Er der nogen øvre begrænsning for omkostningerne ved denne redningsmission?” spurgte en anden reporter. ”Der er folk, som begynder at spørge, hvor grænsen går.”
”Det handler ikke om bundlinjen,” sagde Annie, der var forberedt på det spørgsmål. ”Det handler om et menneskeliv i overhængende fare. Men hvis du gerne vil diskutere det økonomiske aspekt, så overvej værdien af Mark Watneys udvidede mission. Hans forlængede ophold og kamp for overlevelse giver os mere viden om Mars end hele resten af Aresprogrammet tilsammen.
”Tror du på Gud, Venkat?” spurgte Mitch.
”Det kan du tro, hver og en,” sagde Venkat. ”Jeg er hindu.”
”Bed dem alle hjælpe os med denne mission.”
”Det vil jeg gøre.”
Mitch gik hen til sin station i Mission Control. Lokalet var levende af aktivitet, da dusinvis af overvågningsteknikere hver især gjorde deres sidste forberedelser til opsendelse.
Han tog sit headset på og kastede et blik mod nedtællingsdisplayet på den enorme centralskærm oppe forrest i lokalet. Han tændte for sit headset og sagde: ”Dette er flyvelederen. Påbegynd opstart statustjek.”
”Roger, Houston,” lød svaret fra missionens flyveleder i Florida.