Det enorme tryk var ophørt. Proteinsuppen flød frit i beholderen. Givet to sekunder ville den gendanne sin faste form og ekspandere sin masse. Men den fik kun et kvart sekund.
Da andet trin fyrede op, blev fartøjet udsat for et pludseligt ryk med umådelig kraft. Frigjort fra første trins dødvægt accelererede raketten med større kraft end nogensinde. De tre hundrede kg suppe blev slynget bagud i beholderen. Vægtforskydningen skete ude i siden af Iris; langt fra det punkt, hvor massen burde befinde sig.
Til trods for at Iris blev holdt på plads af fem enorme bolte, blev kraften udelukkende slynget mod én af dem. Bolten var designet til at modstå enorme kræfter; om nødvendigt, at bære hele lastens vægt. Men den var ikke lavet til at modstå et pludseligt stød fra en løs trehundrede kilos masse.
Bolten brækkede af, hvorefter presset lagde sig på de tilbageværende fire bolte. Nu, da accelerationskraften havde fortaget sig, blev det betragteligt lettere for dem end deres faldne kammerat.
Havde inspektionsholdet fået mere tid til inspektion af alting efter normal procecure, ville de have bemærket den lille fejl i en af boltene. En defekt, der gjorde den en smule svagere, om end det ikke er nok til at give problemer på en normal mission. De ville alligevel havde udskiftet den med et perfekt eksemplar.
Den forskudte last lagde ujævnt pres på de fire tilbageværende bolte, og det defekte eksemplar fik den værste belastning. Der gik ikke længe før også den måtte give op. Derefter røg de tre andre i hurtig rækkefølge.
Iris rev sig løs fra sine støtteanordninger inde i aerokappen og slog ind mod skroget.
”Whooou!” udbrød opstigningslederen. ”Flight Control, vi får kraftig præcession!”
”Hvad?” sagde Mitch, mens alarmerne bippede og lysene blinkede på alle konsoller.
”Trykket på Iris er syv g,” blev der råbt.
”Opstigning, hvad sker der?” næsten råbte Mitch.
”Helvede brød løs. Den roterer om den lange akse med sytten graders præcession.”
”Hvor slemt er det?”
”Mindst fem rp, og strejfer ud af kurs.”
”Kan du få den i kredsløb?”
”Jeg kan overhovedet ikke komme igennem til den; signalnedbrud på alle kontakter.”
”Comm!” råbte Mitch til kommunikationslederen.
”Arbejder på sagen, Flight,” lød svaret. ”Der er problemer med systemet ombord.”
”Vi får nogle enorme g derinde, Flight.”
”Telemetrien hernede viser, at den ligger tohundrede meter lavere end planlagt bane.”
”Vi har mistet kontakt med sonden, Flight.”
”Er sonden gået i sort?” spurgte han.
”Bekræftet, Flight. Uregelmæssige signaler fra fartøjet, men intet fra sonden.”
”Lort,” sagde Mitch. ”Den rystede fri af aerokappen.”
”Vi har en snurretop, Flight.”
”Kan den lempes i kredsløb?” sagde Mitch. ”Hvad med superlav EO? Vi kunne måske —”
”Vi har mistet signal, Flight.”
”Også her.”
Bortset fra alarmerne blev der helt stille i lokalet.
Efter et øjeblik, lød det fra Mitch: ”Genetabler?”
”Uden held,” sagde Comm.
”GC?” forhørte Mitch sig.
”GC,” lød svaret. ”Fartøjet er ude af visuel rækkevidde.”
”SatCon?” spurgte Mitch.
”Ingen satellitgenetablering af signal.”
Mitch så over på storskærmen. Den var nu i sort med store, hvide bogstaver der meldte ”LOS.”
”Flight Control,” lød en stemme i radioen. ”US-destroyer Stockton rapporterer nedfald af vraggods fra himlen. Kilden matcher Iris’ sidst kendte lokation.”
Mitch tog sig til hovedet. ”Modtaget,” sagde han.
Dernæst sagde han de ord, enhver flyveleder håber aldrig at måtte sige: ”GC, Flight. Lås dørene.”
Det var signalet til start på havariundersøgelsen.
Fra VIP-observationslokalet betragtede Teddy det modløse Mission Control Center. Han trak vejret dybt og pustede ud. Han kastede et ulykkeligt blik på den blå folder, der indeholdt hans glade tale, hvori han roste den perfekte opsendelse. Han lagde den i sin mappe og fremdrog den røde folder med den anden tale.
Venkat stirrede ud af sit kontors vinduer, hvorfra man overskuede rumcentrets vidtstrakte område. Et rumcenter, der repræsenterede det ypperste af menneskehedens indsigt i raketvidenskab, havde dog forfejlet dagens opsendelse.
Hans mobils ringetone gik i gang. Det var hans kone igen. Hun var uden tvivl bekymret for ham. Han lod opkaldet gå til voicemail. Han kunne ikke bære at tale med hende. Eller nogen anden.
Der kom en lyd fra hans computer. Han kastede blikket mod skærmen og så en e-mail fra JPL. En videresendt besked fra Pathfinder:
(16:03) WATNEY: Hvordan forløb opsendelsen?
Kapitel 16
Martinez —
Dr. Shields siger, at jeg bør skrive personlige breve til hvert enkelte besætningsmedlem. Hun siger, at det vil være min livline til menneskeheden. Jeg synes, det er bullshit. Men det er en ordre, så okay.
Til dig kan jeg tale rent ud af posen:
Hvis jeg dør, vil jeg bede dig om at besøge mine forældre. De vil sikkert gerne høre om vores tid på Mars fra en, der også var der. Det må du gøre for mig.
Det bliver ikke let at tale med et forældrepar om deres døde søn. Det er meget at forlange; det er derfor, jeg spørger dig. Nu kunne jeg begynde at snakke om, at du er min bedste ven og alt det, men det vil bare være akavet.
Nu skal du ikke tro, jeg giver op. Jeg forudser bare en af flere muligheder for, hvad der vil ske.
Guo Ming, direktør for Kinas Nationale Rumadministration, gennemgik den enorme stak dokumenter på sit skrivebord. I gamle dage, når Kina gerne ville opsende en raket, så opsendte de den. Nu påbød de internationale aftaler dem at varsle det til andre nationer først.
Guo Ming noterede sig, at dette krav ikke gjaldt for De Forenede Stater. Hvis ret skulle være ret, så offentliggjorde amerikanerne dog deres opsendelsesdatoer i god tid, så det gik ud på det samme.
Han opretholdt en hårfin balance, da han udfyldte skemaet, hvor opsendelsesdato og bane tydeligt stod at læse, mens han gjorde alt, hvad han kunne for at ”sløre statshemmeligheder.”
Han fnøs ved det sidste oplysningskrav. ”Latterligt,” mumlede han. Tayang Shen havde ingen strategisk eller militær værdi. Det var en ubemandet sonde, der skulle være i kredsløb om jorden i mindre end to dage. Derefter skulle den rejse videre ud og lægge sig mellem Merkur og Venus i heliocentrisk kredsløb. Det ville være Kinas første sonde omkring solen.
Dog insisterede Statsrådet på, at samtlige opsendelser forblev slørede for omverden. Selv opsendelser, der intet havde at skjule. På den måde kunne andre nationer ikke udlede fra nogen specifik mangel på åbenhed, hvilke opsendelser der indeholdt klassificeret nyttelast.
Et bank på døren afbrød hans papirarbejde.
”Kom ind,” sagde Guo Ming, kun glad for afbrydelsen.
”God aften, sir,” sagde underdirektør Zhu Tao.
”Tao, velkommen tilbage.”
”Tak, sir. Det er rart at være tilbage i Beijing.”
”Hvordan stod det til i Jiuquan?” spurgte Guo Ming. ”Forhåbentlig ikke for koldt? Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor vores opsendelser skal ske midt i Gobi Ørkenen.”
”Det var koldt, men så heller ikke værre,” sagde Zhu Tao.
”Og hvordan skrider opsendelsesforberedelserne frem?”