”Jeg er glad for at kunne melde, at de overholder tidsplanen.”
”Fremragende,” smilede Guo Ming.
Zhu Tao sad tavs og kiggede på sin chef.
Guo Ming så afventende på ham, men Zhu Tao hverken rejste sig eller sagde et ord.
”Var der andet, Tao?” spurgte Guo Ming.
”Mmm,” sagde Zhu Tao. ”Du har naturligvis hørt om Iris-sonden?”
”Ja, det har jeg,” sagde Guo med en panderynken. ”Forfærdelig situation. Den arme mand kommer til at sulte.”
”Måske,” sagde Zhu Tao. ”Måske ikke.”
Guo Ming lænede sig tilbage i sin stol. ”Hvad mener du?”
”Det drejer sig om Taiyang Shens booster, sir. Vores ingeniører har kørt udregningerne, og den har brændstof nok til at nå frem til et kredsløb om Mars. Den kan nå dertil på firehundrede og nitten dage.”
”Gør du grin med mig?”
”Har du nogensinde oplevet mig ’gøre grin’, sir?”
Guo Ming rejste sig med hånden til hagen og begyndte at trave frem og tilbage. ”Mener du virkelig, at vi kan sende Taiyang Shen til Mars?”
”Nej, sir,” sagde Zhu Tao. ”Den er alt for tung. Det enorme varmeskjold gør den til den tungeste, ubemandede sonde vi nogensinde har bygget. Det er derfor boosteren er nødt til at være så kraftig. Med en lettere nyttelast, kunne den sendes hele vejen til Mars.”
”Hvor meget masse kunne vi i så fald sende?” spurgte Guo Ming.
”Ni hundrede og enogfyrre kilo, sir.”
”Hmm,” lød det fra Guo Ming. ”Jeg tør vædde på, at NASA vil være i stand til at arbejde med den begrænsning. Hvorfor har de ikke henvendt sig til os?”
”Fordi de ikke ved det,” sagde Zhu Tao. ”Al vores boosterteknologi er hemmeligstemplet information. Ministeriet for Statssikkerhed udbreder oven i købet misinformation om vores kapacitet. Af åbenlyse grunde.
”Så de ved altså ikke, at vi kan hjælpe dem,” sagde Guo Ming. ”Hvis vi beslutter ikke at hjælpe, vil ingen vide, at vi kunne have gjort det.”
”Det er korrekt, sir.”
”Lad os sige — bare for argumentet skyld — at vi besluttede os for at hjælpe dem. Hvad så?”
”Så ville tiden være imod os, sir,” svarede Zhu Tao. ”Ser man på rejsevarigheden og de forsyninger, deres astronaut har tilbage, skal der opsendes en sonde i løbet af en måned. Og selv da vil han komme til at sulte lidt.”
”Det er lige omkring tiden for vores planlagte opsendelse af Tayiyang Shen.”
”Ja, sir. Men det tog dem to måneder at bygge Iris, og det var så forhastet, at det gik galt.”
”Det er deres problem,” sagde Guo Ming. ”Vores fokus ville være at levere boosteren. Vi vil i så fald skulle opsende fra Jiuquan; vi kan ikke sende en raket på otte hundrede ton til Florida.”
”En aftale vil stå og falde med at amerikanerne giver os en godtgørelse for boosteren,” sagde Zhu Tao, ”og derudover vil Statsrådet højst sandsynligt forlange politiske tjenester fra den amerikanske regering.”
”En godtgørelse tjener intet formål,” sagde Guo Ming. ”Det var et bekosteligt projekt, og Statsrådet gav ondt af sig under hele forløbet. Hvis de fik sådan en godtgørelse på én gang, ville de bare beholde den. Vi ville aldrig få lov at bygge en ny.”
Han foldede hænderne bag ryggen. ”Og nok er den amerikanske befolkning sentimental, men det er deres regering ikke. Det Amerikanske Udenrigsministerium vil ikke ofre alt for en mands liv.”
”Så det nytter altså ikke noget?” spurgte Zhu Tao.
”Det nytter skam en hel del,” rettede Guo Ming ham. ”Men det bliver svært. Hvis sådan en sag bliver overladt til diplomatiske forhandlinger, kommer der aldrig noget ud af det. Vi må holde dette videnskabsfolk imellem. Rumfartscenter til rumfartscenter. Jeg får fat i en tolk og ringer til NASA’s administrator. Vi vil udarbejde en aftale, og dernæst præsentere den for vores regering som en fait accompli.”
”Men hvad kan de gøre for os til gengæld?” spurgte Zhu Tao. ”Vi forærer en booster væk og må definitivt aflyse Taiyan Sheng.”
Guo Ming smilede. ”De kan give os noget, vi ikke kan få uden deres accept.”
”Og det er?”
”De skal sende en kinesisk astronaut til Mars.”
Zhu Tao rettede sig op. ”Selvfølgelig.” Han smilede. ”Besætningen til Ares 5 er endnu ikke udpeget. Vi insisterer på, at få en plads til et besætningsmedlem. En astronaut, vi selv kan udvælge og træne. Det må NASA og det amerikanske udenrigsministerium da acceptere. Men hvad vil vores eget udenrigsministerium sige?”
Guo Ming smilede tørt. ”Til at vi fuldt offentligt træder til og redder amerikanerne? At vi får en kinesisk astronaut sendt til Mars? At hele verden vil se Kina måle sig med USA i rummet? Statsrådet ville sælge deres egne mødre for det.”
Teddy lyttede til stemmen i sin øresnegl, som nu afsluttede, hvad den havde at sige, blev stille og afventede svar.
Han stirrede ud i luften, mens han fordøjede, hvad han lige havde hørt.
Efter et par sekunder svarede han: ”Ja.”
Johanssen —
Din plakat solgte meget mere end vores tilsammen. Du er den lækre tøs, der tog til Mars. Du hænger på kollegievægge overalt i verden.
Hvordan kan man se sådan ud og stadig være en nørd? For det er du, at du ved det. Total nørd. Jeg måtte lave noget computerpis, for at få Pathfinder til at kommunikere med roveren, og hold da kæft, det var svært. Jeg havde endda NASA på sidelinjen, for at guide mig hvert eneste skridt på vejen.
Du skulle prøve at være mere sej. Solbriller og læderjakke. Måske en springkniv i lommen. Du kunne få et herrefedt image som supersej botanikersild”.
Vidste du, at kaptajn Lewis havde en lille samtale med os mænd? Hvis nogen af os skulle finde på at blive nærgående over for dig, ville vi blive smidt af missionen. En lang karriere som øverstkommanderende for marinesoldater har sikkert givet hende en urimelig mistro til os.”
Nå, men pointen er, at du er en nørd. Mind mig lige om, at give dig en olfert næste gang, vi ses.
”Okay, så er vi her igen,” sagde Bruce til de forsamlede ledere i JPL. ”I har alle hørt om Taiyang Shen, så I ved, at vores venner i Kina, har givet os en chance mere. Men denne gang bliver det sværere.
”Taiyang Shen vil være klar til opsendelse om otteogtyve dage. Hvis den opsendes til tiden, vil vores nyttelast nå Mars på Sol 624, seks uger efter at Watney forventes at løbe tør for mad. NASA arbejder allerede på måder, hvorpå man kan strække hans forsyninger.
”Vi slog historisk rekord, da vi færdiggjorde Iris på treogtres dage. Denne gang skal vi gøre det på otteogtyve.”
Han så rundt på de vantro ansigter omkring bordet.
”Gutter,” sagde han, ”dette rumfartøj bliver ren ghetto. Der er kun en måde at få det gjort så hurtigt: intet landingssystem.”
”Øh, hva’?” stammede Jack Trevor.
Bruce nikkede. ”Du hørte rigtigt. Intet landingssystem. Vi skal bruge tilpasset styring under flyvningen, men når den er nået frem til Mars, vil den bare falde ned.”
”Det er vanvid!” sagde Jack. ”Så rammer den overfladen med sindssyg hastighed!”
”Jep,” sagde Bruce. ”Med ideelle atmosfæriske forhold vil sammenstødet ske med tre hundrede meter i sekundet.”
”Hvad nytte kan en pulveriseret sonde være for Watney?” spurgte Jack.
”Så længe maden ikke brænder op på vej ind, kan Watney spise den,” sagde Bruce.
Han vendte sig mod whiteboardet og gav sig til at skitsere et organisationsdiagram. ”Jeg vil have to teams,” begyndte han.
”Team Et skal lave den ydre skal, styresystemet og acceleratorerne. Det er alt, hvad vi behøver, for at sende den til Mars. Jeg vil have det sikrest mulige system. Aerosoldrivgas vil være det bedste. Og en HGA-radio så vi kan kommunikere med den, samt standard satellitnavigationssoftware.