”Team To skal fokusere på nyttelasten. De skal finde ud af, hvordan maden skal opbevares under nedslaget. Hvis proteinbarerne rammer sand med trehundrede meter i sekundet, vil de blive til proteinkrydret sand. Vi skal sikre, at de er spiselige efter nedslag.
”Den må veje op til nihundrede og enogfyrre kilo. Mindst trehundrede kilo skal være mad. Sæt hjernecellerne i sving.”
”Øh, dr. Kapoor?” sagde Rich og stak hovedet ind i Venkats kontor. ”Har du et øjeblik?”
Venkat vinkede ham ind. ”Og du er …?”
”Rich. Rich Purnell,” sagde han og luntede ind på kontoret med en rodet bunke papirer i favnen. ”Fra Astrodynamik.”
”Rart at møde dig,” sagde Venkat. ”Hvad kan jeg gøre for dig, Rich?”
”Jeg kom på noget for et stykke tid siden. Har brugt en masse tid på det.” Han lod papirbunken dumpe ned på Venkats skrivebord. ”Lad mig lige finde sammenfatningen…”
Venkat stirrede fortvivlet på sit før så ryddelige skrivebord, nu overstrøet med enorme mængder udprint.
”Her har vi den!” udbrød Rich og snuppede et ark med triumferende mine. Så sank hans ansigt ned i bedrøvede folder. ”Nej, det var ikke den.”
”Rich,” sagde Venkat. ”Måske skulle du bare fortælle mig, hvad det her handler om.”
Rich så fortabt på rodebunken og sukkede. ”Jeg havde ellers sådan en sej sammenfatning … ”
”En sammenfatning af hvad?”
”Hvordan vi redder Watney.”
”Det er vi allerede i gang med,” sagde Venkat. ”Det er en feberredning, men —”
”Mener du Taiyang Shen?” fnøs Rich. ”Det kommer ikke til at fungere. I kan ikke lave en Marssonde på en måned.”
”Jeg kan forsikre dig om, at vi satser alt på, at gøre forsøget,” sagde Venkat, der ikke helt formåede at skjule sin irritation.
”Ups, undskyld, gik jeg over stregen?” spurgte Rich. ”Jeg er ikke så god til at tale med folk. Nogen gange kommer jeg til at træde folk over tæerne. Jeg ville ønske, de bare sagde det ligeud. Nå, men Taiyang Shen er altafgørende. Faktisk kan min ide ikke gennemføres uden. Men en Marssonde? Pfft. Helt ærligt.”
”Godt,” sagde Venkat. ”Hvad er så din ide?”
Rich flåede et ark til sig fra skrivebordet. ”Her er den!” Han rakte arket til Venkat med barnlig begejstring.
Venkat tog sammenfatningen og skimmede den. Jo mere, han læste, jo større blev hans øjne.
”Er du sikker på det her?”
”Fuldstændig!” strålede Rich.
”Har du fortalt andre om det?”
”Hvem skulle jeg fortælle det til?”
”Det ved jeg ikke,” sagde Venkat. ”Venner?”
”Sådan nogle har jeg ikke.”
”Okay, hold det under låg.”
”Jeg har intet låg.”
”Det er bare et udtryk.”
”Virkelig?” sagde Rich. ”Sikke et dumt udtryk.”
”Rich, nu skal du tænke på det med stregen, du nævnte lige før.”
”Åh. Tak.”
Vogel —
Det har givet bagslag at være din back-up.
Jeg går ud fra, at NASA syntes botanik og kemi befinder sig i samme kategori, fordi der er et K i begge, om det så er først eller sidst. Uanset, hvad man kan mene om det, endte jeg som din back-up kemiker.
Kan du huske, da de bad dig bruge en hel dag på at forklare dine eksperimenter for mig? Det var midt i de opslidende missionsforberedelser. Måske har du glemt det.
Du indledte min oplæring med at give en øl. Til morgenmad. Tyskere er formidable.
Nå, men nu da jeg har en masse tid at slå ihjel, har NASA givet mig en bunke arbejde. Og alt dit kemifis er øverst på listen. Nu skal jeg udføre røvkedelige eksperimenter med reagensglas og jord og pH-værdier og zzzzzzz …
Mit liv er blevet en desperat kamp for overlevelse … med lejlighedsvis titrering.
Jeg mistænker dig ærligt talt for at være en superskurk. Du er kemiker, du har en tysk accent, du havde en base på Mars … Hvad mere skal der til?
”Hvad fanden er Projekt Elrond?” spurgte Annie.
”Noget skulle jeg jo kalde det,” sagde Venkat.
”Og så fandt du på Elrond?” blev Annie ved.
”Fordi det er et hemmeligt møde, ikke?” gættede Mitch. ”Der stod i e-mailen, at jeg ikke engang måtte sige det til min assistent.”
”Jeg skal nok forklare det hele, når Teddy er kommet,” sagde Venkat.
”Hvorfor betyder Elrond, at det er et hemmeligt møde?” spurgte Annie.
”Er det fordi, vi skal træffe en enstemmig beslutning?” spurgte Bruce Ng.
”Præcis,” sagde Venkat.
”Hvordan vidste du det?” spurgte Annie, der begyndte at blive irriteret.
”Elrond,” sagde Bruce. ”Elronds Rådsforsamling. Fra Ringenes Herre. Det er et møde, hvor de beslutter at tilintetgøre Ringen.”
”Åh, herregud,” sagde Annie. ”Ingen af jer fik noget på den dumme i gymnasiet, vel?”
”Godmorgen,” sagde Teddy, idet han trådte ind i mødelokalet. Han tog plads og lagde hænderne på bordet. ”Er der nogen, der ved, hvad dette møde handler om?” spurgte han.
”Hov,” udbrød Mitch. ”Ved Teddy ikke engang noget?”
Venkat trak vejret dybt ind. ”En af vore astrodynamikere, Rich Purnell, har fundet en måde, hvorpå vi kan få Hermes tilbage til Mars. Kursen, han har udregnet, vil sætte Hermes i stand til en Mars-forbiflyvning på Sol 549.
Tavshed.
Tager du pis på os?” lød det fra Annie.
”Sol 549? Hvordan kan det lade sig gøre?” spurgte Bruce. ”Selv Iris ville ikke lande før Sol 588.”
”Iris havde pulseret fremdrift,” sagde Venkat. ”Hermes har en ion-motor med konstant fremdrift. Den accelererer hele tiden. Desuden er Hermes nu nået op i meget høj hastighed. Med den nuværende kurs mod Jorden skal de decelerere i hele kommende måned, for blot at sænke farten til Jordens omdrejningshastighed.”
Mitch gned sig i nakken. ”Hold da kæft … 549. Det er femogtredive sole før Watney løber tør for mad. Det ville være løsningen på alt.”
Teddy lænede sig frem. ”Gennemgå det for os, Venkat. Hvad vil det indebære?”
”Altså,” begyndte Venkat, ”hvis de skal gennemføre denne ’Rich Purnell-manøvre,’ må de begynde at accelerere med det samme, for at holde deres nuværende fart og endda øge den. De skal ikke i kontakt med Jorden, men blot tæt nok til at udnytte slyngturen fra Jordens gravitationsfelt til kurstilpasning. På det tidspunkt, skal de opsamle en ny forsyningssonde med proviant til den forlængede rejse.
”Derefter vil de være inde i en accelererende bane mod Mars, hvor de når frem på Sol 549. Det bliver som sagt en Mars-forbiflyvning. Det ligner på ingen måde en normal Ares-mission. De kommer med alt for stor fart til at kunne gå i kredsløb. Resten af manøvren vil føre dem tilbage til Jorden. Vi vil have dem hjemme igen tohundrede og elleve dage efter forbiflyvningen.”
”Hvad skal en forbiflyvning nytte?” spurgte Bruce. ”På den måde kan de ikke få Watney væk fra overfladen.”
”Ja, hmm, angående det … ” sagde Venkat. ”Nu kommer vi til den vanskelige del af det: Watney bliver nødt til at bevæge sig til Ares 4-MAV’en.”
”Schiaparelli!?” måbede Mitch. ”Det er toogtredive hundrede kilometer væk!”