Spekulationerne gik i alle retninger. Nogle mente, der var tale om et helt nyt program under udarbejdelse. Andre var bekymrede for, at Ares 4 og 5 ville blive afblæst. De fleste mente, at det var Ares 6 under forberedelse.
”Det var ingen let beslutning,” sagde Teddy til den forsamlede elite. ”Men jeg har valgt, at pege på Iris 2. Ingen Rich Purnell-manøvre.”
Mitch slog næven hårdt i bordet.
”Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at få det til at fungere,” sagde Bruce.
”Hvis ikke det er for meget at bede om,” sagde Venkat,” kan vi så få at vide, hvad der ligger bag din beslutning?”
Teddy sukkede. ”Det er et spørgsmål om risikovurdering,” sagde han. ”Iris 2 risikerer kun tab af ét liv. Rich Purnell-manøvren sætter hele seks af dem på spil. Jeg er klar over, at Rich Purnell har den bedste chance for at lykkes, men jeg tror ikke, at den har seks gange så høj en chance.”
”Din kujon,” sagde Mitch.
”Mitch … ” sagde Venkat.
”Din skide kujon,” fortsatte Mitch og ignorerede Venkat. ”Du er bare ude på at minimere skaden. Du udøver simpelthen tabskalkulering. Du giver ikke en skid for Watneys liv.”
”Selvfølgelig gør jeg det,” svarede Teddy. ”Og jeg er led og ked af din infantile attitude. Du kan kaste dig ud i alle de hysteriske anfald, du vil, men vi andre må se voksent på tingene. Det er ikke et TV-show; den mest risikable løsning er ikke nødvendigvis den bedste.”
”Der er som bekendt farligt i rummet,” snerrede Mitch. ”Det er vores metier. Hvis du vil sikre alt i hoved og røv, burde du arbejde i et forsikringsselskab. Desuden er det ikke engang dit eget liv, du sætter på spil. Besætningen er fuldt ud i stand til at danne deres egen mening om sagen.”
”Nej, de er ikke,” gav Teddy igen. ”De er for dybt følelsesmæssgt involveret. Det er du tydeligvis også. Jeg gambler ikke med fem liv, for at redde ét. Især når vi har mulighed for at redde hans liv, uden at sætte alles på spil.”
”Bullshit!” Gav Mitch igen og rejste sig fra stolen. ”Du prøver bare at overbevise dig selv om, at en nedstyrtningssonde er den bedste løsning, så du ikke behøver at sætte noget på spil. Og så lader du ham tage følgerne, din feje skiderik!”
Han stormede ud af lokalet og smækkede døren efter sig.
Efter et par sekunder rejste Venkat sig for at gå ud efter ham. ”Jeg skal nok få ham til at falde ned,” sagde han.
Bruce sank sammen i sin stol. ”Pyyyyyh,” sagde han rystet. ”Vi er videnskabsfolk, for pokker. Hvad sker der?”
Annie begyndte stilfærdigt at samle sine ting og lægge dem i mappen.
Teddy så på hende. ”Det må du undskylde, Annie,” sagde han. ”Hvad kan jeg sige? Af og til lukker vi mænd damp ud —”
”Jeg håbede faktisk på, at han ville give dig en røvfuld,” afbrød hun.
”Hvad?”
”Jeg ved godt, at du tænker på astronauternes bedste, men han har ret. Du er virkelig en skide kujon. Hvis du havde nosserne til det, ville vi måske have en chance for at redde Watney.”
Lewis —
Hej der, kaptajn.
Fra indledningen af vores træning til vores rejse til Mars havde jeg to års samarbejde med dig. Jeg mener, at kende dig temmelig godt. Jeg kan derfor gætte mig til, at du stadig giver dig selv skylden for min situation, selvom jeg har bedt dig om at lade være i mine tidligere e-mails.
Du stod i en håbløs situation og måtte træffe en svær beslutning. Det er en øverstbefalendes job. Og din beslutning var den rette. Hvis du havde ventet længere, var MAV’en faldet.
Jeg er sikker på, at du har gennemgået alle mulige udfald i dit hoved. Derfor må du vide, at du ikke kunne have handlet anderledes (udover at ”blive synsk”).
Du synes sikkert, at der ikke kan ske noget, der er værre end at miste et besætningsmedlem. Men at miste hele besætningen er værre. Det forhindrede du.
Men nok om det, vi har noget vigtigere at tale om: Hvad er det med dig og disco? Jeg kan forstå tv-serier fra halvfjerdserne, for hvem elsker ikke behårede mennesker med væg-til-væg skjortekraver. Men disco?
Disco!?
Vogel sammenholdt Hermes’ position og orientering med den projekterede bane. Det matchede som sædvanlig. Udover at være missionens kemiker, var han også en anerkendt astrofysiker. Hans pligter som navigatør var til gengæld latterligt lette.
Computeren kendte kursen. Den vidste, hvornår rumskibet skulle have en ny hældning så ion-motorerne blev vinklet korrekt. Den kendte også rumskibets position under hele rejsen (let kalkuleret ud fra solens og Jordens positioner, og ved at kende den nøjagtige tid via atom-uret ombord.)
Hvis man udelukkede et totalt computersammenbrud eller en lignende kritisk hændelse, ville Vogels store viden om astrodynamik aldrig komme til sin ret.
Efter at have fuldført sin kontrol, kørte han systemtjek på maskinerne. De fungerede optimalt. Alt dette gennemførte han fra sin arbejdsstation. Det var længe siden, man rent fysisk stod ved maskinerne for at udføre funktionskontroller.
Efter fuldførelsen af dagens arbejde, fik han endelig tid til at læse sin e-mail.
Han skimmede ned gennem beskederne, som NASA anså for værdige til upload, læste de mest interessante først og besvarede dem, der krævede det. Hans svar blev gemt, og ville blive videresendt til Jorden med Johanssens næste uplink.
En besked fra hans kone fangede hans opmærksomhed. I emneboksen stod der ”unsere kinder” (”vores børn”), og den indeholdt intet andet end et vedhæftet billede. Han hævede et øjenbryn. For det første burde ordet ”kinder” være skrevet med stort forbogstav. Helena var folkeskolelærer i Bremen og ikke typen, der begik sådan en fejl. Desuden havde de altid brugt kælenavnet, die Affen, når de talte med hinanden om børnene.
Da han prøvede at åbne billedet, rapporterede hans viewer, at filen var ulæselig.
Han gik en tur ned ad den smalle gang. Besætningsafdelingen var placeret op mod det konstant roterende fartøjets ydre skrog for at maksimere den simulerede tyngdekraft. Johanssens dør stod som sædvanlig åben.
”Godaften, Johanssen,” sagde Vogel. Besætningen holdt en fast søvnrytme, og det var snart sengetid.
”Åh, hej,” sagde Johanssen og så op fra sin computer.
”Jeg har et computerproblem,” sagde Vogel. ”Jeg vil bare høre, om du vil se på det.”
”Selvfølgelig,” sagde hun.
”Det er ganske vist i din personlige fritid,” sagde Vogel. ”Måske passer det bedre i morgen, når du er på vagt?”
”Det er helt fint nu,” sagde hun. ”Hvad er der galt?”
”Det drejer sig om en fil. Det er et billede, men min computer kan ikke vise det.”
”Hvor er filen?” spurgte hun og begyndte at taste på sit tastatur.
”Det ligger i min personlige post. Navnet er ’kinder.jpg.’”
”Lad os se på det,” sagde hun.
Hun lod fingrene danse henover sit tastatur, mens Windows åbnede og lukkede på hendes skærm. ”Helt sikkert en dårlig jpg. header,” sagde hun. ”Sandsynligvis blevet forvrænget under download. Lad mig lige se med en hex editor, om vi overhovedet har fået noget ind …”
Efter et par øjeblikke sagde hun: ”Det her er ikke en jpeg. Det er en almindelig ASCII-tekstfil. Det ser ud til … Ja, hvad ved jeg, men det ligner en masse matematiske formler.” Hun viste ham skærmen med en håndbevægelse. ”Giver det nogen mening for dig?”
Vogel lænede sig frem og kastede et blik på teksten. ”Ja,” sagde han. ”Det er en kursmanøvre til Hermes. Der står, at manøvren hedder ’Rich Purnell-manøvren.’”
”Hvad er det?” spurgte Johanssen.