”Flight Control, Telemetri her,” lød en anden stemme.
”Go, Telemetri,” sagde Brendan.
”Hermes er ude af kurs.”
”CAPCOM, giv Hermes besked om, at de afviger. Telemtri, få en korrigerende vektorberegning —”
”Negativ, Flight Control,” afbrød Telemetri. ”Det er ikke en afvigelse. De har ændret kursen. Instrumenterings-uplink viser en bevidst 27,81 graders rotation.”
”Hvad fanden?” stammede Brendan. ”CAPCOM, spørg dem, hvad helvede de har gang i!”
”Modtaget, Flight Control … Besked sendt. Minimum svartid tre minutter, fire sekunder.”
”Telemetri, kan dette på nogen måde være teknisk fejl?”
”Negativ, Flight Control. Vi sporer dem med SatCon. Observeret position stemmer med kursændring.”
”CAPCOM, læs jeres logs og se, hvad de tidligere skiftehold foretog sig. Se efter, om der blev beordret en betydelig kursændring, og om man af en eller anden grund glemte at give os besked.”
”Modtaget, Flight Control.”
”Styring, her er Flight Control,” sagde Brendan.
”Go, Flight Control,” lød svaret fra Styrings vagthavende.
”Find ud af, hvor længe de kan blive på kursen, før den er irreversibel. På hvilket punkt kan de ikke længere nå opbremsning til Jorden?”
”Arbejder på udregning, Flight Control.”
”Og gider nogen finde ud af, hvem fanden Rich Purnell er?”
Mitch lod sig dumpe ned i sofaen på Teddys kontor. Han lagde fødderne på sofabordet og smilede til Teddy. ”Du bad mig komme?”
”Hvorfor gjorde du det, Mitch?” spurgte Teddy hårdt.
”Gjorde hvad?”
”Du er udmærket klar over, hvad jeg taler om.”
”Nå, du hentyder til mytteriet på Hermes?” sagde Mitch uskyldigt. ”Ved du hvad, det ville faktisk egne sig godt som filmtiteclass="underline" Mytteriet på Hermes. Det har en god klang.”
”Vi ved, at det var dig,” sagde Teddy strengt. ”Vi ved ikke hvordan, men vi ved, du sendte dem manøvren.”
”Du har altså intet bevis?”
Teddy gloede rasende på ham. ”Nej. Ikke endnu, men vi arbejder på sagen.”
”Virkelig?” sagde Mitch. ”Er det virkelig den bedste måde, at udnytte vores tid på? Jeg mener, har vi ikke en nær-Jord forsyningsopsendelse, som skal planlægges, for ikke at nævne udarbejdelsen af en plan for, hvordan vi får Watney til Schiaparelli? Det vil jeg mene, er meget at gabe over.”
”Du har fandme ret i, at vi har meget at gabe over nu!” rasede Teddy. ”Efter dit lille stunt, er vi tvangsindlagt til det her.”
”Påståede stunt,” sagde Mitch med løftet finger. ”Jeg går ud fra, at Annie vil fortælle medierne, at vi besluttede at tage chancen med denne risikable manøvre? Og hun vil udelade det med mytteriet, ikke sandt?”
”Selvfølgelig,” sagde Teddy. ”Ellers kommer vi til at ligne idioter.”
”Jamen, så har alle jo ryggen fri” smilede Mitch. ”Man kan ikke fyre folk for at handle efter NASA’s retningslinjer. Selv Lewis er urørlig. Hvilket mytteri? Og måske får Watney lov til at leve. Lykkelig slutning for alle!”
”Du kan meget vel blive skyld i hele besætningens død,” skød Teddy tilbage. ”Har du overhovedet tænkt på det?”
”Hvem det end var, der gav dem manøvren,” sagde Mitch, ”videresendte blot information. Lewis traf en beslutning baseret på disse oplysninger. Hvis hun lod følelserne sløre sin dømmekraft, ville hun være en elendig øverstbefalende. Og det er hun ikke.”
”Hvis jeg nogensinde kan bevise, det var dig, kan jeg garantere, at jeg nok skal træffe beslutningen om at fyre dig,” advarede Teddy ham.
”Fint nok. ” Mitch trak på skuldrene. ”Men hvis jeg ikke var i stand til at tage chancer for at redde liv, ville jeg … ” Han overvejede det et øjeblik .”Tja, så ville jeg nok være dig.”
Kapitel 17
LOG NOTAT: SOL 192
Vorherre på lokum!
De kommer tilbage efter mig!
Jeg er helt ved siden af mig selv og ved at tude!
Jeg har også en ordentlig røvfuld arbejde, der skal gøres, før jeg kan tage bussen hjem.
De kan ikke bare hænge derude i kredsløb og vente. Hvis jeg ikke er ude i deres bane, når de passerer, kan de ikke gøre andet, end at vinke til mig.
Jeg er nødt til at nå ud til Ares 4’s MAV. Selv NASA er enig. Og hvis NASA’s tanter anbefaler en 3200-kilometers terrænkørsel, så ved man, at nu er det alvor.
Schiaparelli, jeg kommer!
Altså … ikke lige med det samme. Jeg har stadig den førnævnte røvfuld arbejde, at få fra hånden.
Min smuttur til Pathfinder var en ren søndagsudflugt i forhold til den episke rejse, der venter. Jeg slap af sted med en masse halve løsninger, fordi jeg kun skulle overleve atten dage. Denne gang forholder det sig helt anderledes.
Jeg satte distancen til et gennemsnit på 80 kilometer per sol på turen til Pathfinder. Hvis jeg klarer mig godt på ruten til Schiaparelli, vil turen tage fyrre sole. Jeg sætter det til halvtreds, for at være på den sikre side.
Men der er mere i det end blot tilbagelæggelse af distancen. Når jeg kommer frem, skal jeg slå lejr op og udføre en masse modifikationer på MAV’en. NASA regner med at løbe op i tredive sole, jeg regner med femogfyrre, for at være sikker. Med rejsen og MAV-jobbet, giver det femoghalvfems sole, som jeg sætter til hundrede, fordi femoghalvfems skriger på at blive rundet op.
Jeg skal altså sørge for at overleve udenfor Hab’et i hundrede sole.
”Hvad med MAV’en?” kan jeg høre jer spørge (i min overophedede fantasi). ”Er der ikke forsyninger i den? Luft og vand som minimum?”
Niks. Der er nul og en skid.
Den har ganske vist lufttanke, men de er tomme. En Ares-mission skal under alle omstændigheder bruge en masse O2, N2, og vand. Hvorfor sende mere af det med MAV’en, når det er lettere at få besætningen til at fylde den direkte fra Hab’et? Heldigvis for mine besætningskammerater, pålagde missionsplanen Martinez at fylde MAV’ens tanke på Sol 1.
Forbiflyvningen sker på Sol 549, så jeg skal af sted på Sol 449. Det giver mig 257 sole til at geare op.
Det virker som lang tid, ikke sandt?
I det tidsrum skal jeg ombygge roveren, så den kan bære ”De Tre Store”: den atmosfæriske regulator, oxygenatoren og vandindvinderen. Alle tre skal opbevares under normalt tryk, men roveren er ikke stor nok. Alle tre skal være i funktion hele tiden, men roverens batterier kan ikke tåle den belastning så længe.
Roveren skal derudover bære al maden, vandet og solcellerne, foruden mine ekstra batterier, mit værktøj, nogle reservedele og Pathfinder. Som min eneste kommunikationskanal til NASA, skal Pathfinder transporteres på taget i bedste hillbilly-stil.
Jeg har mange problemer, der skal løses, men jeg har også mange kloge folk til at løse dem. Faktisk noget nær hele planeten Jorden.
NASA arbejder stadig på detaljerne, men tanken er, at tage begge rovere i brug. En til at køre i, den anden som trailer til gods.
Jeg kommer til at udføre strukturelle ændringer på ”traileren”, og med ”strukturelle ændringer” mener jeg, at ”skære et stort hul i skroget.” Derefter kan jeg bugsere de Tre Store ind, og bruge Hab-lærred til en løs tildækning af hullet. Det vil udvide sig og bule ud som en ballon, når jeg trykudligner i roveren, men det skal nok holde. Og hvordan vil jeg så skære en stor bid ud af roverens skrog? Det vil jeg lade min yndige assistent, Venkat Kapoor, forklare nærmere:
(14:38) JPL: Jeg antager, at du spekulerer på, hvordan man skærer et hul i roveren.