Jeg havde allerede fjernet borets beskyttelseskappe (strømkablet skulle jo kobles til). En behagelig sideeffekt ved det er, at boret afkøler endnu hurtigere. Jeg skal dog rense det grundigt med nogle timers mellemrum, fordi støvet samler sig.
Omkring 17:00, da solen begyndte at gå ned, havde jeg boret femoghalvfjerds huller. En god start, men der venter stadig tonsvis af arbejde. Før eller senere (sikkert i morgen) skal jeg til at bore de huller, jeg ikke kan nå fra jorden. Dertil skal jeg bruge noget at stå på.
Jeg kan ikke bruge mit ”arbejdsbord”. Der står Pathfinder, og det sidste, jeg ønsker, er at rode med den. Men jeg har stadig tre ekstra MAV-landingsstel. Jeg kan helt sikkert lave en rampe eller noget i den retning.
Nå, det bliver først i morgen.
I aften handler det om at spise en hel ration til middagsmad.
Jeps, nemlig. Sådan er det. Enten bliver jeg reddet på Sol 549 eller også dør jeg. Det betyder, at jeg har femogtredive soles ekstra rationer, og så kan jeg tillade mig at frådste ind i mellem.
LOG NOTAT: SOL 194
Jeg regner med at lave et hul for hvert 3,5 minut. Det inkluderer en lejlighedsvis pause for at lade boret køle af.
Den rytme lærte jeg ved at tilbringe en hel skide dag med at bore. Efter otte timers kedeligt, fysisk hårdt arbejde, havde jeg et resultat på 137 huller.
Det viste sig at være let nok at håndtere boring på steder, jeg ikke kunne nå. Jeg behøvede ikke engang at konstruere noget med et landingsstel. Jeg skulle bare bruge noget at stå på. Jeg brugte en container til geologiske prøver (også kaldet ”en kasse”)
Før jeg fik kontakt med NASA, ville jeg have arbejdet mere end de otte timer. Jeg kan være ude i ti, før jeg begynder at suge ”nødforsyningsluft”, men NASA er en flok sarte mimoser, der ikke vil have mig ude så længe.
Med dagens arbejde, er jeg nået nogenlunde en fjerdedel igennem den fulde udskæring. Altså en fjerdedel af borearbejdet. Bagefter har jeg 759 små bidder at mejsle væk. Jeg ved ikke, hvordan carbonkompositen vil reagere på det. Men NASA vil gøre det tusind gange nede på Jorden, og derefter fortælle mig, hvordan det bedst udføres.
Under alle omstændigheder vil det tage mig endnu fire sole med (røvkedeligt) slid for at afslutte borearbejdet.
Jeg er rent faktisk kommet igennem Lewis’ forsyninger af elendige 70’er-tv-serier. Jeg har også læst alle Johanssens krimier.
Jeg har allerede gennemgået de andre besætningsmedlemmers ting for at finde noget underholdning. Men desværre er Vogels ting er på tysk, Beck har ikke medbragt andet end medicinske tidskrifter, og Martinez har slet ikke taget noget med.
Jeg begyndte virkelig at kede mig, så jeg besluttede mig for at tilegne mig selv et musiknummer til lejligheden. En kendingsmelodi!
Noget passende. Selvfølgelig blev det noget fra Lewis rædselsfulde halvfjerdsersamling. Alt andet ville være forkert.
Der er mange fede kandidater: ”Life on Mars” med David Bowie. ”Rocket Man” med Elton John. ”Alone Again (Naturally)” med Gilbert O’Sullivan.
Jeg endte med at lægge mig fast på ”Stayin’ Alive” med Bee Gees.
LOG NOTAT: SOL 195
Endnu en dag, endnu en masse huller: 145 denne gang (jeg bliver bedre til det). Jeg er halvvejs igennem. Det er efterhånden ret trivielt.
I det mindste har jeg de opmuntrende beskeder fra Venkat som drivkraft.
(17:12) WATNEY: 145 huller i dag. 357 i alt.
(17:31) JPL: Vi forventede, at du var nået længere på nuværende tidspunkt.
Skiderik.
Nå, men jeg keder mig stadig om aftenen. Det er måske sundt nok. Hab’et er i fin stand. De har en redningsplan for mig, og det fysiske arbejde gør, at jeg sover glimrende.
Jeg savner at passe kartoflerne. Hab’et er ikke det samme uden dem.
Der er stadig jord over det hele. Det er ingen grund til at slæbe det hele udenfor igen. I mangel af bedre ting at foretage mig, kørte jeg nogle tests på dem. Forbløffende nok havde nogle af bakterierne overlevet. Populationen er stærk og voksende. Det er ret imponerende, når man tænker på, at de blev udsat for et nær-vacuum med subarktiske temperaturer i over fireogtyve timer.
Jeg gætter på, at der dannede sig islommer rundt om nogle bakterier, der fik en boble af tåleligt tryk indeni, mens kulden alene ikke kunne gøre det af med dem. Med hundrede millioner bakterier, skal der kun én overlevende til, for at forhindre udryddelse.
Livet er forbløffende hårdført. De er lige så meget imod at dø, som jeg er.
LOG NOTAT: SOL 196
Jeg har nosset i det.
Jeg har i den grad nosset i det. Jeg har begået en fejltagelse, der kan slå mig ihjel.
Jeg begyndte som sædvanlig min EVA omkring 08:45. Jeg tog min hammer og skruetrækker, og begyndte at hakke i trailerens skrog. Det er et helvede slid at få lavet sådan en skramme, før hver boring, så jeg laver alle dagens skrammer på én gang.
Efter at have banket 150 skår ud til boring (Ja, jeg er optimist), begyndte jeg at arbejde.
Det var det samme arbejde, som igår og dagen før. Bore igennem, omplacere. Bore igennem, omplacere. Bore igennem en tredje gang, og dernæst lægge boret til afkøling. Gentag processen om og om igen indtil frokosttid.
Jeg tog en pause klokken 12:00. Fik en dejlig frokost i Hab’et og spillede et slag skak med computeren (den gav mig røvfuld). Så var det ud igen til dagens anden EVA.
Klokken 13:30 skete den fatale katastrofe, selvom det ikke gik op for mig på daværende tidspunkt.
Livets værste forandringer varsles altid af små observationer. Den lille knude i siden, som ikke plejer at være der. At komme hjem til konen og se to brugte vinglas stå ved vasken. Hver gang man hører ”Vi afbryder udsendelsen …”
For mig var det, da boret ikke ville starte. Det fungerede fint tre minutter forinden. Jeg havde afsluttet et hul og lagt boret til afkøling. Alting som jeg plejer.
Men da jeg prøvede at få det i gang igen, var det dødt. Strømlampen lyste ikke.
Jeg lod mig ikke slå ud. Hvis den var helt gal, havde jeg altid det andet bor. Det ville tage nogle timer at rigge det til, men ikke noget at bekymre sig om.
At strømforsyningslampen ikke lyste betød, at der sandsynligvis var noget i vejen med kablet. Et hurtigt blik på luftslusens vindue viste, at Hab’ets lys var tændt. Der var altså ikke tale om systemfejl. Jeg tjekkede mine nye sikringer, og som forventet var de alle røget.
Boret trak vist lidt for stor strømstyrke. Let ordnet. Jeg nulstillede sikringerne og vendte tilbage til arbejdet. Boret tændte omgående, og så var jeg atter i gang med at bore huller.
Det lyder ikke som noget at hidse sig op over, vel? Det gjorde jeg i hvert fald ikke på det tidspunkt.
Min arbejdsdag sluttede klokken 17:00 efter boring af 131 huller. Ikke så godt som i går, men jeg spildte noget tid på boremaskinens sammenbrud.
Jeg rapporterede mine fremskridt.
(17:08) WATNEY: 131 huller i dag. 488 i alt. Mindre problem med bor; sikringerne røg. Der er måske en mindre kortslutning i boret, sandsynligvis i sammenkoblingen til strømkablet. Det skal måske repareres.
Jorden og Mars befinder sig lidt over atten lysminutter fra hinanden i øjeblikket. NASA plejer at svare indenfor femogtyve minutter. Husk på, at jeg foretager al min kommunikation fra Rover 2, der transmitterer det hele via Pathfinder. Jeg kan ikke bare slænge mig inde i Hab’et og vente på svar; jeg er nødt til at blive i roveren, indtil de bekræfter modtagelse af besked.
(17:38) WATNEY: Har ikke modtaget svar. Sidste besked sendt for 30 minutter siden. Bekræft venligst.
Jeg ventede endnu tredive minutter. Stadig intet svar. Frygten begyndte at ulme.