Specifikationerne siger, at den kræver 44,1 pirat-ninjaer, men den har hele tiden kun brugt 7,35 på grund af den reducerede belastning. Nu begynder vi at komme nogen vegne!
Så er der spørgsmålet om den atmosfæriske regulator. Regulatoren tager prøver af luften, regner ud, hvad der er i vejen med den, og udligner problemet. For meget CO2? Fjern det. Ikke nok O2? Tilfør noget. Uden den er oxygenatoren værdiløs. CO2-mængden skal udskilles for at blive analyseret.
Regulatoren analyserer luften ved spektroskopi og separerer dernæst gasserne ved at superkøle dem. Forskellige elementer bliver til væske ved forskellige temperaturer. På jorden vil en superkøling af så store mængder luft kræve en sindssygt stor energimængde. Men dette er ikke Jorden (hvilket jeg er smerteligt bevidst om).
Her på Mars bliver superkøling gjort ved at pumpe luft videre til et element udenfor Hab’et. Luften køles hurtigt ned til udendørstemperaturen, der ligger mellem 150 — 0 grader. Når det er varmt, skal der iværksættes ekstra køling, men på kolde dage kan man få luften gjort flydende uden videre. Den sande energiomkostning opstår, når man skal varme det op igen. Hvis luften blev ført uopvarmet tilbage til Hab’et, ville jeg fryse ihjel.
”Men hov!” tænker du nu, ”Mars’ atmosfære er jo ikke flydende. Hvorfor kondenserer Hab’ets luft så?
Hab’ets atmosfære er over 100 gange så tæt, så den bliver flydende ved langt højere temperaturer. Regulatoren kombinerer det bedste fra begge verdener. Bogstaveligt talt. Note: Mars’ atmosfære kondenserer rent faktisk ved polerne og stivner til tøris.
Problem: Regulatoren kræver 21,5 pirat-ninjaer. Selv hvis jeg tog nogle af Hab’ets strømceller, ville det dårligt nok kunne drive regulatoren i én sol, og da slet ikke give kraft nok til at jeg også kan køre.
Der skal tænkes mere.
LOG NOTAT: SOL 199
Jeg har det. Jeg ved, hvordan jeg får oxygenatoren og den atmosfæriske regulator op at køre.
Problemet med små trykkabiner er CO2-forgiftning. Man kan have rigelige mængder af oxygen, men når først CO2-niveauet når over 1 procent, begynder man at blive søvnig. Ved 2 procent føles det som at være fuld. Ved 5 procent begynder man at miste bevidstheden. 8 procent vil i sidste ende tage livet af dig. At holde sig i live handler ikke om oxygen, men om at skille sig af med CO2.
Det betyder, at jeg skal bruge regulatoren. Jeg behøver til gengæld ikke oxygenatoren hele tiden. Jeg skal kun bruge den til at udskille CO2-mængden fra luften og genopfylde med oxygen. Jeg har 50 liter flydende oxygen i to tanke á 25 liter her i hab’et. Det giver 50.000 liter i luftform, hvilket er nok til at vare i 85 dage. Det rækker ikke helt til at få mig igennem redningsforløbet, men det er dog en helvedes stor mængde.
Regulatoren kan udskille CO2 og lagre det i en tank, og den kan efter behov tilføre oxygen til min luft fra oxygentankene. Når jeg begynder at løbe tør for oxygen, kan jeg slå lejr udenfor i en dag, og bruge al min strøm til at få oxygenatoren til at bearbejde den oplagrede CO2-mængde. På den måde sluger oxygenatorens energiforbrug ikke den strøm, jeg skal bruge til kørsel.
Jeg lader altså regulatoren køre konstant, men sætter kun oxygenatoren i sving på de dage, jeg afsætter til at bruge den.
Og så til næste problem. Når regulatoren fryser CO2-mængden, forbliver oxygen og nitrogen luftformige, men de er nede på –75 grader. Hvis regulatoren sendte det tilbage til min luft, uden at genopvarme det, ville jeg blive forvandlet til en ispind i løbet af få timer. Det meste af regulatorens strøm går til at opvarme returluften for at forhindre dette i at ske.
Jeg har dog en bedre måde at varme den op på. Det er noget, NASA end ikke ville overveje i selv deres mest optimistisk dødsforagtende humør.
RTG’en!
Ja, netop. RTG’en. I husker muligvis min spændende rejse til Pathfinder. Den dejligste klump plutonium, der er så radioaktiv, at den afgiver varme med 1500 watt, som den bruger til at udlede elektricitet på 100 watt. Hvad så med de 1400 resterende watt? Den energimængde stråler ud som varme.
På turen ud til Pathfinder måtte jeg rent faktisk fjerne roverens isolation for at slippe af med tingestens overskudsvarme. Det må jeg klæbe fast igen, fordi jeg skal bruge strålingen til at opvarme returluften fra regulatoren.
Jeg iværksatte en test og slukkede for regulatorens varmelegemer for at notere dens strømforbrug. Efter fem minutter tændte jeg for varmen igen. Hold da kæft, hvor var den returluft kold. Men jeg fik de data, jeg ville have.
Med opvarmning skal regulatoren bruge 21,5 pirat-ninjaer. Uden opvarmning … (trommehvirvel) 1 pirat-ninja. Det er ikke løgn, næsten al kraft går til opvarmning.
Som det oftest er med livets problemer, kan dette løses med en kasse fuld af ren stråling.
Jeg tilbragte resten af dagen med at dobbelttjekke mine tal og lave flere tests. Alt stemmer. Jeg kan gennemføre det.
LOG NOTAT: SOL 200
Jeg slæbte sten i dag.
Jeg måtte finde ud af, hvor megen effekt rover-traileren kan yde af den kraft, den får. På vejen til Pathfinder nåede jeg 80 kilometer på 18 kilowatt-timer. Denne gang vil læsset være væsentlig tungere. Jeg skal trække både traileren og alt det andet lort.
Jeg bakkede roveren op til traileren og fastgjorde anhængerbeslaget. Let nok.
Det er længe siden, traileren havde sin egen atmosfære (der er trods alt et par hundrede huller i den), så jeg åbnede bare begge luftslusers døre for at få direkte adgang til kabinen. Så begyndte jeg at smide sten ind.
Jeg var nødt til at komme op med et kvalificeret gæt på den samlede vægt. Det tungeste, jeg tager med mig, er vand. En mængde svarende til 620 kg. Mine frysetørrede kartofler giver endnu 200 kg. Jeg skal sandsynligvis have flere solceller med end sidst, og måske et batteri fra Hab’et. Dertil kommer selvfølgelig den atmosfæriske regulator og oxygenatoren. I stedet for at veje hele møget, gættede jeg, og lod det blive 1200 kg.
Dernæst, med begge batterier fuldt opladede, kørte jeg rundt om Hab’et, indtil de begge var flade.
Med en rasende tophastighed på 25 km/t blev det ikke det vildeste ræs, men jeg var imponeret over, at roveren kunne holde farten med så meget ekstra vægt. Den har et imponerende drejningsmoment.
Men fysikkens lovmæssighed er en påtrængende lille skiderik, og som straf for den ekstra vægt fik jeg kun 57 kilometer ud af det, før batterierne var flade.
Og det var 57 kilometers kørsel på jævnt terræn uden at ofre strøm på regulatoren (der ikke kræver meget, når varmen er slået fra). Lad os holde os på den sikre side og sige, at det kan blive til 50 kilometer om dagen. Med den hastighed vil det tage 64 dage at nå til Schiaparelli.
Men det er kun rejsetiden.
Af og til må jeg holde en pause i en dags tid for at lade oxygenatoren bruge al sin strøm. Hvor ofte? Efter en masse matematik er jeg nået frem til, at mit budget på 18-pirat-ninjaer kan fyre tilstrækkeligt op for oxygenatoren, til at den leverer O2 til rundt regnet 2,5 sole. Jeg skal gøre ophold for hver 2,5 sol for at indvinde oxygen. Min tur på fireogtres sole vil komme op på tooghalvfems!
Det er for lang tid. Jeg ender med at rive mit eget hoved af, hvis jeg er tvunget til at leve i roveren så længe.
Desuden er jeg træt af at slæbe sten og at beklage mig over at slæbe sten. Jeg tror, jeg har forstrukket et eller andet i min ryg. Må hellere tage den med ro resten af i dag.
LOG NOTAT: 201
Ja, der er ingen tvivl om, at jeg har forstrukket noget i min ryg. Jeg vågnede med slemme smerter.