Som det er, kan jeg pakke enogtyve paneler. Jeg får brug for et sted at have de øvrige syv. Der er kun et sted, jeg kan placere dem: på siderne af roveren og traileren.
En af mine tidligere modifikationer var ”sadeltasker” hængt over roveren. En side bar det ekstra batteri (stjålet fra det, der nu er traileren), mens den anden side blev fyldt med sten som modvægt.
Jeg behøver ikke taskerne denne gang. Jeg kan sætte det andet batteri tilbage i traileren, hvorfra det kom. Det vil faktisk fritage mig for besværet med den ekstra EVA, jeg var nødt til at foretage hver dag for at skifte kabler. Når roverne er koblet sammen, deler de ressourcer, inklusiv elektricitet.
Som sagt, så gjort. Jeg geninstallerede trailerens batteri. Det tog mig to timer, men nu er det ordnet. Jeg fjernede sadeltaskerne og lagde dem til side. De kan måske komme til nytte på et tidspunkt. Hvis jeg har lært noget fra mit ophold i Club Mars, er det, at alt kan komme til nytte.
Hermed havde jeg frigjort roverens og trailerens sider. Efter at have stirret på dem et stykke tid, fandt jeg løsningen.
Jeg laver nogle L-beslag og skruer dem fast på undervognene, så en af vinklerne er opvendt. To beslag på hver side kan danne en afsætningskant. Jeg kan placere panelerne på kanterne, så de står lænet ind mod roveren. Så kan jeg surre dem til skroget med hjemmelavet reb.
Det bliver fire afsætningskanter i alt; to på roveren og to på traileren. Hvis beslagene stikker langt nok ud til at kunne rumme to paneler, kunne jeg transportere otte mere på den måde. Det ville give mig plads til et panel mere end jeg har regnet med.
Jeg laver de beslag og monterer dem i morgen. Jeg ville have gjort det i dag, men det blev mørkt, og jeg blev doven.
LOG NOTAT: SOL 209
Det blev en kold nat. Solcellerne var endnu ikke sat tilbage på solcelleanlægget, så jeg måtte efterlade Hab’et i lavenergi-mode. Jeg tændte selvfølgelig for varmen igen (jeg er ikke sindssyg), men jeg satte den interne temperatur på kun 1 grad for at spare strøm. At vågne i en temperatur under køleskabsniveau føltes overraskende nostalgisk. Jeg er trods alt opvokset i Chicago.
Men nostalgi kommer man ikke langt med. Jeg svor at færdiggøre beslagene i dag, så jeg kan returnere panelerne til anlægget igen. Og så kan jeg tillade mig at skrue op for varmen igen.
Jeg gik en tur ud til MAV’ens landingsstel for at klunse noget metal til afsætningskanterne. Det meste af MAV’en er lavet af kompositmateriale, men landingsstellet skal absorbere stødet ved landing. Her dur kun metal.
Jeg slæbte en skråstiver ind i Hab’et for at slippe for besværet med at arbejde i en EVA-dragt. Det var et trekantet gitter af metalstivere, holdt sammen af bolte. Jeg skilte det hele ad.
At forme beslagene krævede en hammer … Tja, det er faktisk alt. At lave en L-form kræver ikke den store præcision.
Der skulle også laves huller, som boltene kunne komme igennem. Heldigvis kunne mit Pathfinder-dræbende bor hurtigt klare den sag.
Jeg bekymrede mig lidt for, at det ville blive svært at fastgøre beslagene på roverens undervogn, men det endte med at være ganske enkelt. Undervognen er lige til at tage af. Efter en smule arbejde med bor og bolte, fik jeg beslagene fastgjort på roveren. Jeg gentog processen med traileren. Vigtigt at bemærke — undervognen er ikke en del af trykkabinen. Hullerne, jeg borede, slipper ikke min luft ud.
Jeg afprøvede beslagene ved at slå på dem med sten. Det er den slags avancerede arbejdsmetoder, vi interplanetariske videnskabsfolk er berømte for.
Efter at have overbevist mig selv om, at beslagene ikke går i stykker ved brug, afprøvede jeg hele arrangementet. To stakke med hver syv solceller på taget af roveren; endnu to gange syv på traileren og til sidst to på hver afsætningskant. De kunne alle sammen være der.
Efter at have surret cellerne fast, kørte jeg en lille tur. Jeg afprøvede stille og roligt acceleration og deceleration, drejede rundt i mindre og mindre cirkler og foretog endda en hård opbremsning. Cellerne rokkede sig ikke.
Otteogtyve solceller, baby! Og plads til en ekstra.
Efter at jeg med rette havde sejrstæsket luften, læssede jeg cellerne af og slæbte dem tilbage til anlægget. I morgen vågner jeg ikke op til Chicagovejr.
LOG NOTAT: SOL 211
Jeg smiler fra øre til øre. Det er et smil, som kun kan smiles af den, der har rodet med sin bil uden at ødelægge den.
Jeg har tilbragt dagen i dag med at fjerne unødvendigt ragelse fra roveren og traileren. Jeg gik virkelig til den. God plads i trykkabinen er en topprioritet. Jo mere ragelse, jeg kan pille ud af roveren, jo mere plads er der til mig. Jo mere ragelse, jeg kan pille ud af traileren, jo flere forsyninger kan jeg få pakket i den, og så meget desto mindre behøver jeg fylde i roveren.
Først ud: Hvert køretøj har en bænk til passagerer. Farvel!
Det næste: Der er ingen grund til, at traileren har livsopretholdende systemer. Oxygentanke, nitrogentanke, CO2 filtreringsapparat … alt sammen unødvendigt. Traileren vil dele luft med roveren (som har sit eget sæt af samtlige dele), og den skal kun opbevare regulatoren og oxygenatoren. Udover Hab-komponenterne og roveren, vil jeg have to livsopretholdende systemer i overskud. Det er tilstrækkeligt.
Dernæst flåede jeg chaufførsædet og kontrolpanelet ud af traileren. Forbindelsen med roveren er fysisk. Traileren skal udelukkende trækkes som anhænger og forsynes med luft. Den behøver hverken kontrolinstrumenter eller styresystem. Jeg beholdt dog dens computer. Den er lille og let, så jeg tager den med. Hvis der sker noget med roverens computer på vejen, har jeg en ekstra.
På den måde blev der masser af plads i traileren. Så var det tid til at eksperimentere.
Hab’et har tolv batterier med 9-kilowatt-timer. De er store og klodsede. Over to meter høje, en halv meter brede og trekvart meter tykke. Ved at lave dem så store, kan man mindske massen til hver kilowatt-times opladning. Javist, det strider mod al fornuft. Men så snart NASA regnede ud, at de kunne øge volumen ved at mindske massen, kastede de sig over det. Masse er det fordyrende element når man sender ting til Mars.
Jeg fjernede to af dem. Så længe jeg sætter dem tilbage før dagen er omme, går det nok. Hab’et bruger hovedsagelig battterierne om natten.
Jeg åbnede begge trailerens luftslusedøre på vid gab og bugserede det første batteri ind. Efter at have leget reality-tetris et stykke tid, fandt jeg en måde, at få det første batteri så meget af vejen, at jeg kunne få det andet ind. Tilsammen optager de hele den forreste halvdel af traileren. Hvis jeg ikke havde smidt alt det ubrugelige ragelse ud tidligere i dag, ville jeg aldrig have fået dem begge derind.
Trailerens batteri befinder sig i undervognen, men hovedkraftkablet løber gennem trykkabinen, så derfor kunne jeg tilslutte Hab-batterierne direkte (ingen lille bedrift i den skide EVA-dragt).
Et systemtjek fra roveren viste, at jeg havde lavet tilslutningen korrekt.
Det virker måske alt sammen som småting, men det er fantastisk. Det betyder, at jeg kan medbringe niogtyve solceller og dermed får 36 kilowatt-timers opladning. Det ser ud til, at jeg trods alt kan tilbagelægge mine 100 kilometer om dagen.
I det mindste fire ud af fem dage.
Ifølge min kalender bliver Hermes’ forsyningssonde opsendt fra Kina om to dage (med forbehold for forsinkelse). Hvis det ikke lykkes, vil hele besætningen være fatalt på skideren. Det frygter jeg mere end noget andet.
Jeg har været i livsfare i månedsvis. Jeg har efterhånden vænnet mig til det. Men nu er jeg igen urolig. Det ville være nedtur at dø, men det ville være langt værre, at mine besætningskammerater dør. Og jeg finder først ud af, hvordan opsendelsen gik, når jeg kommer til Schiaparelli.