LOG NOTAT: SOL 30
Jeg har en skingrende risikabel plan for at skaffe det vand, jeg har brug for. Og jeg mener decideret livsfarlig. Jeg har intet andet valg. Jeg er løbet tør for ideer, og om få dage er det igen tid til en fordobling af jord. Når jeg foretager den sidste jordfordobling, gør jeg det på al den nye jord, jeg har bragt ind. Hvis jeg ikke kan vande den først, dør den simpelthen.
Der er ikke ret meget vand her på Mars. Der er is på polerne, men de er for langt væk. Hvis jeg vil have vand, skal jeg lave det fra bunden. Heldigvis kender jeg opskriften: Tag hydrogen. Tilfør oxygen. Brænd.
Lad os tage det trinvis: Jeg begynder med oxygen.
Jeg har en god del O2-reserver, men ikke nok til at lave 250 liter vand. To højtrykstanke i den ene ende af Hab’et udgør mine samlede forsyninger (plus luften i Hab’et, selvfølgelig). De indeholder hver 25 liter flydende O2. Hab’et vil kun gøre brug af det i en nødsituation; oxygenatoren er der jo til at regulere atmosfæren. Formålet med O2-tankene er at fylde rumdragterne og roverne.
Under alle omstændigheder kan oxygenreserven kun række til at lave 100 liter vand (50 liter O2 giver 100 liter af molekyler, der kun har ét O hver.) Det ville være ensbetydende med nul EVA’er for mig og ingen nødreserver. Desuden ville det give mindre end halvdelen af den vandmængde, jeg behøver.
Men oxygen er lettere at finde på Mars end man skulle tro. Atmosfæren består af 95 procent CO2. Og jeg har tilfældigvis en maskine, hvis eneste formål er, at frigøre oxygen fra CO2. Du styrer, oxygenator!
Et lille problem: Atmosfæren er meget tynd — mindre end 1 procent af trykket på Jorden. Derfor er den svær at opsamle. Det er nærmest umuligt, at få luften udefra sluset indenfor. Hele formålet med Hab’et er netop, at forhindre den slags i at ske. Den lille mængde af Mars’ atmosfære, der slipper ind når jeg benytter luftslusen, er latterlig.
Det er her MAV’ens brændstofprocessor kommer ind i billedet.
Mine besætningskammerater tog af sted i MAV’en for flere uger siden, men den nederste del blev efterladt her. NASA har ikke for vane, at sende unødvendig masse ud i kredsløb. Landingsudstyret, affyringsrampen og brændstofprocessoren er her stadig. Kan I huske, hvordan MAV’en laver sit eget brændstof ved hjælp af Mars’ atmosfære? Første trin er indsamling af CO2 som lagres i en højtrykstank. Når jeg får brændstofprocessoren koblet til Hab’ets kraftværk, kan det give mig en halv liter flydende CO2 i timen. Efter ti sole, vil det have lavet 125 liter CO2, som kan give 125 liter O2, når jeg har sluset det gennem oxygenatoren.
Det er nok til at frembringe 250 liter vand. Jeg har altså en plan for oxygen.
Hydrogenspørgsmålet bliver lidt mere indviklet.
Jeg overvejede at tømme hydrogenbrændselscellerne, men jeg skal bruge de batterier til at opretholde strømmen om natten. Hvis jeg ikke gør det, bliver det for koldt. Jeg kunne selvfølgelig pakke mig ind i en masse lag, men kulden ville gøre det af med mine planter. Desuden har hver eneste brændselscelle kun en lille mængde H2. Det er ikke værd at ofre noget så nyttigt for så lille et udbytte. Den største fordel for mig er jo netop, at energi ikke er noget problem. Det vil jeg ikke ændre på.
Jeg må finde en anden vej frem.
Jeg taler ofte om MAV’en. Men nu vil jeg gerne fokusere på MDV’en.
I løbet af de mest skræmmende treogtyve minutter i mit liv, prøvede jeg og mine fire besætningskammerater ikke at skide i bukserne, mens Martinez fløj MDV’en ned til overfladen. Det var nærmest som at være i en tørretumbler.
Først steg vi nedad fra Hermes, og decelererede vores orbitale hastighed, så vi kunne begynde at falde ordentligt. Alting var fint indtil vi ramte atmosfæren. Hvis nogen tror turbulens kan være slemt i et fly med 720 kilometer i timen, skal man prøve at forestille sig, hvordan det føles med 28.000 kilometer i timen. Trinvis blev bremseskærmene automatisk udløst for at dæmpe faldhastigheden, og til sidst styrede Martinez os manuelt ned til overfladen ved hjælp af støddæmpere, for yderligere at sænke farten og styre vores laterale bevægelse. Han havde trænet det i årevis, og han gennemførte det til perfektion. Han overgik alle rimelige forventninger til en landing og fik os sikkert ned, kun ni meter fra målet. Totalt overlegen Marslanding.
Tak, Martinez! Jeg tror, du har reddet mit liv!
Ikke på grund af den perfekte landing, men fordi han efterlod så meget brændstof. Flere hundrede liter hydrazin i overskud. Et hydrazinmolekyle har fire hydrogenatomer. Det vil sige, at én liter hydrazin har nok hydrogen til to liter vand.
Jeg gik ud på en lille EVA for at tjekke. MDV’en har 292 liter brændstof tilbage i tankene. Nok til at lave næsten 600 liter vand! Meget mere end jeg har brug for.
Der er bare en hage ved det: At frigøre hydrogen fra hydrazin er … tja … Det er sådan raketter bliver affyret. Det er meget, meget varmt. Og farligt. Hvis jeg oven i købet gør det i en oxygenbaseret atmosfære, vil den varme og netop frigjorte hydrogen eksplodere. Der kommer en masse H2O ud af det, men jeg vil være for død til at sætte pris på det.
Grundlæggende er hydrazin ret simpelt. Tyskerne brugte det i Anden Verdenskrig til deres hjælperaketudstyrede kampfly (og sprængte lejlighedsvis sig selv i luften med det).
Det eneste man kan gøre, er at føre det gennem en katalysator (som jeg kan tage fra MDV’ens motor), hvorefter det bliver til nitrogen og hydrogen. Jeg springer kemiforedraget over og nøjes med at sige, at resultatet bliver følgende: fem hydrazinmolekyler bliver til fem harmløste N2 molekyler samt ti herlige H2 molekyler. Under processen gennemgår det et mellemstadie som ammoniak. Kemi er en sjusket kælling, som altid efterlader en rest ammoniak, der ikke reagerer med hydrazinen, men bare forbliver ammoniak. Nogen, der kan lide lugten af ammoniak? Tja, den hørm bliver i hvert fald endnu en byld i røven på min stadigt mere ubekvemme eksistens.
Kemien er altså på min side. Spørgsmålene er nu, hvordan jeg rent faktisk får denne reaktion til at forløbe langsomt, og hvordan jeg samler hydrogenet? Svaret er: Jeg ved det ikke.
Jeg går ud fra, at jeg finder på noget. Eller dør.
Nå, men nu til noget andet: Jeg kan simpelthen ikke acceptere udskiftningen af Chrissy med Cindy. Three’s Company bliver nok aldrig det samme efter den fiasko. Jeg må vente og se.
Kapitel 4
LOG NOTAT: SOL 32
Okay, jeg løb ind i en masse problemer med min vandplan.
Min ide er, at lave 600 liter vand (begrænset af hydrogenet, jeg kan udvinde af hydrazinet). Det vil sige, at jeg skal bruge 300 liter flydende O2.
Det er let nok for mig at tilvejebringe O2. Det tager MAV’ens brændstofprocessor tyve timer at fylde sin ti-liters tank med O2. Oxygenatoren kan forvandle det til O2, hvorefter den atmosfæriske regulator vil registrere, at O2-niveauet i Hab’et er højt, og begynde at filtrere det ud af luften for at lagre det i de store O2-beholdere. De vil efterhånden blive fyldt, og så må jeg overføre O2 til rovernes tanke og, om nødvendigt, også til rumdragternes tanke.
Jeg kan dog ikke gøre det særlig hurtigt. Med en halv liter CO2 i timen, vil det tage femogtyve dage at tilvejebringe den oxygenmængde, jeg skal bruge. Det er længere tid, end jeg bryder mig om.
Der er også et problem med opbevaringen af hydrogen. Hab’ets, rovernes og rumdragternes tanke udgør tilsammen nøjagtig en 374 liters opbevaringskapacitet. For at opbevare samtlige materialer til vandfrembringelse, skal jeg bruge en gedigen røvfuld beholderkapacitet på 900 liter.